En evangelists eventyr

Missionæren Sven-Axel Conrads velskrevne selvbiografi, "Bitter Kaffe & Søde Dadler" er en spændende safari i et stykke karismatisk missionshistorie

Undertitlen på Sven-Axel Conrads bog, "Et eventyrligt liv i mange farver", kan virke som lidt af en kliche, men man skal lede længe efter en livshistorie, der gør sig mere fortjent til at blive kaldt eventyrlig –
Undertitlen på Sven-Axel Conrads bog, "Et eventyrligt liv i mange farver", kan virke som lidt af en kliche, men man skal lede længe efter en livshistorie, der gør sig mere fortjent til at blive kaldt eventyrlig –. Foto: Henning Bagger.

"Kannibaler behøver missionærer". Sådan annoncerede en engelsk avis efter nye missionærer på dr. Livingstones tid. Der fandtes tilsyneladende ingen lettere vej til at blive kristen martyr end at tage til Afrika som missionær. Og man behøver bare læse den tidligere danske missionær Sven-Axel Conrads velskrevne selvbiografi, "Bitter Kaffe & Søde Dadler", for at forstå, at det stadig kan være en farlig affære. Undertitlen, "Et eventyrligt liv i mange farver", kan virke som lidt af en kliche, men man skal lede længe efter en livshistorie, der gør sig mere fortjent til at blive kaldt eventyrlig.

Sven-Axel Conrad blev født i en fjern provins i Kina, hvor forældrene var missionærer. Og de måtte ride langt på æselryg med hans højgravide mor for at nå hospitalet! Få måneder efter lukkede Mao grænserne for udenlandske missionærer, og faderen blev i stedet pinsepræst i Danmark, inden turen så gik til Afrika i Tanganyika, der senere blev til Tanzania.

Her lærte lille Sven-Axel hurtigt at bede sin aftenbøn. For mens andre børn bilder sig ind, at der gemmer sig noget uhyggeligt under sengen, var det slet ikke usandsynligt i en hverdag med dræberinsekter og slanger. Og det er drabeligt at læse om, hvordan familiens schæferhund bliver spist lige uden for døren af to sultne løver den ene dag, mens familiens nye vagthund senere må lade livet for en leopard! Men barndommen var også eksotisk af andre grunde. For forældrene levede med en indædt tro på mirakler. Og bogen er fyldt med beretninger om nærmest filmiske bønnesvar for eksempel under en steppebrand, hvor hele familien bogstaveligt talt bad for deres liv og hus, inden vinden vendte foran huset. Og man får indtryk af en familie, der nærmest tvivler mere på naturlovene end Gud. Således går de for eksempel gladeligt igennem højt græs med friske løvespor for at nå de unåede sjæle med et budskab om, at Gud også elsker stammefolk.

Overalt spirer der da også menigheder op i deres fodspor, og de kvitterer ved at forære stammefolkene skoler, brønde og sygehuse. Sådan har udvikling altid været en frugt af missionsarbejde, anfører Sven-Axel Conrad, der beskriver sine forældres arbejde med et barns kærlige beundring, selvom deres valg fik store konsekvenser for ham selv. Han måtte for eksempel som syvårig på en afrikansk kostskole tage imod budskabet om faderens død. Moderen fortmissionsarbejdet alene, blandt andet med en berømmet indsats for at forbedre forholdene for afrikanske kvinder.

Og Sven-Axel Conrad ironiserer med rette over, at de samme kvinder, der med tiden! godt kunne bruges som missionærer, kirkeledere og kirkeplantere i Asien og Afrika, ikke kunne bruges som ledere i de mandsdominerende kirker, da de vendte hjem til Europa.

Sådan viser Sven-Axel Conrad flere eksempler på frikirkelig selvkritik. Men han ønsker sig samtidig tilbage til frikirkerne i begyndelsen af 1970'erne, hvor den karismatiske bevægelses helligåndsfokus blandt andet forenede mange kirker i ønsket om at opleve en ny vækkelse.

Og glæden over at se andre komme til tro har tydeligvis været hans egen drivkraft, hvad enten det er foregået som mangeårig pinsepræst herhjemme eller missionær og nødhjælpsarbejder i Afrika på nye spændende eventyr med seks børn og en tro, der ikke lod sig bremse af noget som helst. Men hans historie illustrerer også, at Gud ikke er en mirakelautomat.

Hans ældste søn, Dennis, dødede uforklarligt som 30-årig under nødhjælpsarbejde i Afrika, ligesom hans kone, Eni, døde sidste år af lungekræft som 59-årig. Deres smukke kærlighedshistorie fylder en del i selvbiografien, og han skriver gribende om dødsfaldene, der forståeligt nok har mærket ham. Og man kan næsten høre sorgens skrig fra siderne. "Tårer er blevet mit daglige brød", skriver han i et langt og meget personligt afsnit af bogen. Alligevel virker han hverken bitter på Gud eller livet. På den måde er titlen meget velvalgt. Den stammer fra en samtale, han havde med en araber, der bød ham på stærk og bitter kaffe med søde dadler som et billede på livet, hvor det bitre altid bliver fulgt af noget sødt. Bogen giver plads til begge dele, men jeg har mest lyst til at sammenligne den med en stor kasse dadler. For selvom de 455 sider virker som en ordentlig mundfuld, snupper man lige én til til der ikke er flere tilbage.

Sven-Axel Conrad: Bitter Kaffe & Søde Dadler Et eventyrligt liv i mange farver. 455 sider. 248 kroner. Forlaget Alstrup.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Undertitlen på Sven-Axel Conrads bog, "Et eventyrligt liv i mange farver", kan virke som lidt af en kliche, men man skal lede længe efter en livshistorie, der gør sig mere fortjent til at blive kaldt eventyrlig –
Undertitlen på Sven-Axel Conrads bog, "Et eventyrligt liv i mange farver", kan virke som lidt af en kliche, men man skal lede længe efter en livshistorie, der gør sig mere fortjent til at blive kaldt eventyrlig – Foto: Henning Bagger.