Hun slog allerede med debuten, ”Min mor siger” (2012), sit navn fast som en af dansk samtidslitteraturs store humorister. Med ”Lejlighedssange” (2015) bekræftede hun den position, og med den netop udkomne ”Meter i sekundet” (Gutkind) sætter hun to solide streger under.
”Årets udgivelse”, kalder Tobias Skiveren i Morgenavisen Jyllands-Posten Stine Pilgaards nye roman, hvor fortælleren, et kvindeligt snakkehoved i 30’erne, flytter til det fåmælte Vestjylland, nærmere betegnet Velling, med sin kæreste og deres lille søn. Kæresten skal undervise på den lokale højskoles skrivelinje, hun er påhæng, og i romanen rapporterer hun fra det første års tid på egnen, der går med at prøve at blive et normalt menneske, som både kan køre bil, småsnakke i tilpas korte sætninger og tage vare på sit barn, og med at skrive nye tekster til Højskolesangbogens sange, tage kørekort og passe sin tjans som brevkasseredaktør på den lokale avis.
Denne blanding af klummelignende hverdagsobservationer, sangtekster, brevkassesvar og prosaisk fremadskridende handling er blevet ”en fuldstændig fabelagtig roman”, mener Tobias Skiveren, som giver seks stjerner ud af seks og konkluderer:
”Der er forskellige spor i fortællerens tilværelse, og de krydser nu og da hinanden. Men som helhed er ’Meter i sekundet’ først og fremmest en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej. I selvrealiseringens epoke kan denne tilstand måske lyde forstemmende. Men der er ingen midtvejskriser her. I Pilgaards geniale, letlæste og ekstremt underholdende lille bog er budskabet et andet: Værre er det heller ikke. Husk at grine af dig selv.”
Merete Reinholdt er blot en af de anmeldere, som Stine Pilgaard får til at grine. I Berlingske giver hun fem stjerner til en roman, som man bliver et både gladere og mildere menneske af at læse, og hun skriver blandt andet:
”Stine Pilgaard har et udpræget talent for at parodiere. Hun kan skrive, så man skraldgriner over de portrætterede figurer og beskrevne situationer, fordi hun rammer noget alment pinligt og fanger hverdagens absurditeter.”
Der er også fem ud af seks stjerner i Kristeligt Dagblad fra Michael Bach Henriksen til en roman, der er ”eminent velskrevet, fyldt med finurlige udtryk og nye måder at se verden på”, og ”som gør ophold i hovedet på kildrende vis”. Man blæser ganske enkelt igennem:
”De mange præcise sproglige observationer og den overbevisende realistiske skildring af Vestjylland og højskolelivet er virkelig en ganske særlig cocktail. Pilgaard er ikke satiriker, der vil udstille de lokale. Men hendes blik fokuserer ofte på det disharmoniske, den lille sprække i andres fortælling om dem selv; hun – og hovedpersonen – har en udviklet evne til at demaskere livsløgne.”
Og den vurdering tilslutter Lone Nikolajsen sig i Information. Hun mener endda, at Stine Pilgaard har skrevet sin til dato bedste bog:
”Det er meget normalt for romaner at handle om mennesker, der prøver at affinde sig med deres livssituation, bevare et overblik over deres dæmoner og dårlige sider samt finde rundt i den labyrint af sociale koder, som ethvert fællesskab er. Det er til gengæld usædvanligt, at alt dette besvær bliver beskrevet så overdrevent sjovt, skarpt og rørende.”
Det er også i omegnen af den konklusion, som Benedicte Gui de Thurah Huang ender på i Politiken, hvor der falder fem hjerter. Og selvom hun egentlig hverken bryder sig om opbyggelige romaner eller sympatiske hovedpersoner, må hun overgive sig, og hun er således tilbøjelig til at kalde bogen for en vellykket moderne dannelsesroman:
”Vi er vant til devisen om, at flerdimensionelle romanpersoner er de mest interessante. Og det er sikkert sandt nok. Men jeg er slet ikke vant til at blive så interesseret i en fortæller, som jeg samtidig finder så gennemført sympatisk, rund og helstøbt som jeg-fortælleren i Stine Pilgaards ’Meter i sekundet’.”
I W eekendavisen er Linea Maja Ernst som sin anmelderkollega i gang med at formulere et forbehold, da hun afbryder sig selv og konstaterer, at Stine Pilgaard og hendes roman overbeviser hende om, at hun tager fejl:
”I begyndelsen tænkte jeg betuttet: Kom nu, stik lidt mere til den selvgode højskole, og blev bekymret for, om Pilgaard er for tæt på sit stof (thi hun bor privat i Velling med sin kæreste, som underviser på Vestjyllands Højskole) til virkelig at flå i det. Alle ville have elsket den onde højskolesatire, men vi får noget finere, idet ironikeren lægger sine våben. Der er så meget kejtet kærlighed i teksten. Til højskolen, parforholdet, barnet, selv til kørelærerne. Fortælleren er både en pleaser, en social fumlegænger, en skarp menneskekender og helt på herrens mark, og det giver en fantastisk selvudleverende velmenende og ufrivilligt giftig fortællestil. Som om det grundlæggende udsagn er: Jeg kan ikke finde ud af at være her, men jeg vil gerne være her, I må bære over med mig.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.
Læs anmeldelse af bogen og interview med forfatteren på