”Jeg trak vod i erindringen; giv mig en stump line, så vil jeg hale og trække. Jeg mærkede en velkendt smerte ved at ville indfange noget, jeg havde mistet, men som alligevel var til stede ved det tomrum, det havde efterladt. (…) Som en nøgle, der skærer hul i lommen og falder ud, men hullet er der stadig. Tabet var alt, jeg havde.”
Så fuldendt kan man skrive om erindringens form og om sorgens ubærlige tomrum. Sætningerne tilhører Anita Furu, der har fortsat historien om den jødiske pige Ruth, der som seksårig bliver skilt fra sine tre søskende og adopteret af en rig dansk familie.
Man behøver imidlertid ikke at have læst ”Mit halve liv” for at kaste sig over ”Jeg er en, der kan sige sådan!”. Den lille roman rummer på en fantastisk stor historie om jødeforfølgelse, kærlighed, tab og sorg, og den er samtidig et vanvittigt veldrejet portræt af den stædige Ruth. Ruth er nu blevet 73 år, og vi befinder os i 1973 med alt, hvad dertil hører af analogt sammenhold og primitive sommerhusophold uden hverken telefon eller køleskab.
Ruth er en kvinde, der har mistet meget. Ikke bare sine søskende og forældre, hvoraf faderen blev banket ihjel af nazister, men også den lille datter, Jane, som hun fik med sin første mand, Sigurd. To ægtemænd er døde fra hende, og den ene, Aage, faldt endda om bag hende på Jægersborg Station, uden hun lagde mærke til det. Aage efterlod et tomrum, der gik ud over deres hverdag sammen, for på deres sidste gåtur sammen ville han netop tale om tiden under Besættelsen, hvor han boede i et hus hos et ældre ægtepar, der skjulte ham. Ruth var imidlertid ikke rigtig interesseret i at tale om det, og pludselig var han væk.
Ruths manglende interesse i at tale om jødeforfølgelse, følelser og de sårbare sider af tilværelsen går igen i hele romanen. Hun er simpelthen ikke meget for alt det føleri. Hun er en stolt kvinde, temperamentsfuld og egensindig – og det er umuligt ikke at føle sig knyttet til hende, når man klapper bogen i til sidst.
Temperamentet ses direkte i romanens titel, hvor et udråbstegn understreger trodsigheden, men titlen refererer imidlertid slet ikke til et særligt rappenskralde-øjeblik, tværtimod. Læs bare her, hvor Ruth fortæller:
”Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!”.
Titlen er en næsten barnlig stolthed over at være en del af en slægt. At føle sig beslægtet med andre, der ligner én selv, enten af sind eller udseende. På den vis skriver Anita Furu sig ind i en linje af bøger med adoptionstema, der ofte har søgen og længslen efter identitetslighed som en rød tråd.
Virkelighedens Ruth nåede aldrig at møde sine søskende, og det er en smuk oplevelse at være med på det både aparte og kærlige fiktionsmøde med den ensomme gambler, Boris, og pianisttalentet, Dina, i England. Ruths handlekraftige datter, Inge, lykkes nemlig med at overtale den modvillige Ruth til at tage af sted for at finde den søster, der engang skrev til hende, og der er stor forløsning i at læse om rejsen. En af vinterens stærkeste bøger.