Historien om West-Eastern Divan Orchestra er både usædvanlig og opløftende. Tilbage i 1999 dannede israeleren Daniel Barenboim - en stjerne på den klassiske musikscene siden midten af 1950’erne - orkestret i samarbejde med den palæstinensisnke litteraturteoretiker Edward Said. Det skete i Weimar, og navnet havde de to venner taget fra Goethes digtsamling West-östlicher Divan.
Tanken var at lade israelske og arabiske musikere spille sammen som et klingende eksempel på, at musikken kan nedbryde barrierer, og at verden ville se bedre ud, hvis politikere og magthavere gjorde ligeså. Projektet lykkedes i en sådan grad, at orkestret siden har erobret verden og lavet et væld af opsigtsvækkende indspilninger, eksempelvis Beethovens grandiose 9. symfoni i forbindelse med OL i London i 2012. Og i tirsdags lagde WEDO, der også tæller topmusikere af anden nationalitet, vejen forbi Musikhuset i Aarhus for at fremføre to vægtige værker.
Mozarts 40. symfoni er den midterste af hans tre sidste, som han i løbet af halvanden måneds tid komponerede i sommeren 1788. Den står i modsætning til dur-symfonierne 39 og 41 i mol og er dramatisk-dyster fra første til sidste takt. Men trods sin dæmoni er den udpræget wienerklassisk i hele sin fasttømrede struktur, og Barenboim dirigerede den målrettet og med et suverænt greb om tøjlerne i alle fire satser.
Legebarnet Mozart hørte man ikke meget til i symfoniens blot 25 minutter, og det har heller ikke været meningen. Man ved ikke, om Mozart selv oplevede at høre sin enestående symfoni, hvor førstesatsens gennemgående tema i dag er blevet et hit som ringetone på alverdens mobiler, og hvor sidstesatsen taler sit tydelige sprog om en martret sjæl.
Richard Strauss skrev ingen symfonier i gængs forstand, men komponerede til gengæld en række overdådige orkesterværker, som han selv kaldte Tondichtungen. Et af hans mest blændende værker i denne særlige genre er hans Don Quixote fra 1897, hvor Strauss i toner portrætterer ”ridderen af den bedrøvelige skikkelse” fra spanieren Cervantes’ nu mere end 400 gamle klassiker.
Det er et vildt fantasifuldt og i mange henseender fantastisk værk, hvor Strauss har ladet en cello personificere den drømmende og dybest set rørende ridder, mens en solobratsch tegner et morsomt billede af hans tro væbner Sancho Panza. Barenboim havde valgt at lade den ypperlige østrigske cellist Kian Soltani spille på et lille podium foran orkestret, mens den lige så fremragende russiske bratschist Yulia Deyneka sad på sin plads mellem de andre orkestermedlemmer. Egentlig et passende valg, eftersom Sancho Panza jo blot er en følgesvend, for også i musikalsk forstand er det Don Quixote (celloen), der fører det store ord.
Barenboim fik til fulde forløst alle elementer i Strauss’ orkesterpragt, lige fra den subtile humor til de voldsomme tutti-udledninger, og atter blev man slået af komponistens mageløse vid og elegance. Strauss mestrede kunsten få en tuba eller en tromme til at lyde morsom. Og Barenboim havde et fint øre for dette vid. Den 74-årige maestro behøvede ikke kaste sig ud i de voldsomme gestikulationer, han gjorde, hvad der skulle til, fokuseret på at skabe musik på højeste niveau.
Klapsalverne i Symfonisk Sal var vedholdende, publikum nægtede at slippe orkester og dirigent. Og så blev der kvitteret med to ekstranumre fra øverste hylde: Sibelius’ sublime Valse triste og Glinkas ouverture til operaen Ruslan og Ludmila, et sandt musikalsk festfyrværkeri, der er som skabt til at demonstrere, hvad et eliteorkester kan præstere.
Også i det nummer leverede WEDO varen ved en koncert, man sent vil glemme.