Prøv avisen

En farverig gråzone mellem kunst og design

Udstillingen har mange eksempler på ikonografiske mærkevarer som her Coca-Cola. Installationsfoto fra Vitra Design Museum, rum 1©Vitra Design Museum 2012. – Foto: Ursula Sprecher.

Udstillingen Pop Art Design på kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland viser det nære slægtsskab mellem popkunstværker og popdesigngenstande

Ingen kunstart har formået at stjæle den internationale kunstscene i samme omfang som popkunst det seneste halve århundrede.

Popkunsten opstod i en brydningstid efter Anden Verdenskrig, hvor USA i stigende grad tog teten kulturelt i forhold til Europa måske først og fremmest gennem film og reklamer. Især den amerikanske reklameindustri voksede eksplosivt i efterkrigstiden, og dens dans om sex og kapitalisme blev hurtigt til verdens mest udbredte og magtfulde billeder.

LÆS OGSÅ: Popkunstneren med blik for det menneskelige

En del af de mest markante popkunstnere havde selv en baggrund i reklamebranchen, og de var alle inspireret af den måde, reklame kunne forføre folk på. Og da de første popkunstnere tog reklamebranchens i forvejen stærke visuelle udtryk til sig og gjorde dem endnu stærkere i popkunsten, sendte det chokbølger gennem den globale kunstverden.

Den stærke amerikanske popkunst flyttede simpelthen kunstens centrum fra Paris til New York. Men også herhjemme blev der lagt mærke til den nye kunstart, der forenede hverdagsgenstande med kunst. Og fra begyndelsen omfavnede Louisiana, der blev indviet som museum for moderne kunst i 1958, popkunsten så kærligt, at onde tunger i tidens løb har kaldt museet Popmuseet i Humlebæk.

Nu er Louisiana igen klar med en stor popkunstudstilling, Pop Art Design. Men faktisk har museet ikke vist en så stor popkunstudstilling siden 1960erne, fastslog museumsdirektør Poul Erik Tøjner i sin tale foran en pæn forsamling forfrosne pressefolk, der havde ventet udenfor i vinterkulden som utålmodige teenagefans, til klokken blev præcis 10, og dørene blev åbnet. Selvom man altså ikke kan beskylde museet for at fedte for sine anmeldere, virkede mange alligevel begejstrede, da vi først stod i de farverige museumshaller.

Udstillingen præsenterer omkring 180 værker af internationale ikoner inden for kunst og design fra 1955 til 1972 med kunstnere som Warhol, Rauschenberg, Oldenburg, Hamilton og Lichtenstein og designere som Eames, Panton Castiglioni, Nelson og Sottsass. Med andre ord verdensklassenavne inden for design og popkunst. Planen er også, at udstillingen senere skal turnere til både Stockholm og London.

Som det fremgår af udstillingens titel, stiller den skarpt på slægtskabet mellem design og kunst. For det var ikke kun kunsten, der lod sig inspirere af reklamebranchens visuelle udtryk, men også designindustrien. Og grænsen mellem, hvad der siden er blevet opfattet som kunst og design, er hårfin, mener Poul Erik Tøjner.

Man kan sige, at vi viser en gråzone mellem kunst og design. Men det ville egentlig være forkert, når man tænker på, hvor farverig og livsbekræftende udstillingen er, siger han og tilføjer så:

Det er klart, at vi har gjort os umage for at vise, hvor tæt design og kunst kan ligge op ad hinanden. Når kuratorerne for eksempel har hængt stole op på væggene ved siden af Andy Warhols blomsterbilleder, er det jo for at vise, at stolene er mere end stole, men også billeder på stole, der i deres organiske form kan minde om en blomst.

Ifølge museumsdirektøren er det, der måske først og fremmest forener popkunst og popgenstande, dog deres virkningsfulde visuelle udtryk.

Hvis man ikke tænker wow, når man ser et popkunstværk, er det ikke rigtig popkunst, der netop er kendetegnet af liv, vitalitet og stærke farver. På den måde kan man også tydeligt mærke, at popkunst udspringer af reklamebranchens fokus på sin egen virkning, siger Poul Erik Tøjner.

Spørger man Anders Kold, der er en af udstillingens kuratorer, har den popkunst, der blev skabt i 1950erne og 1960erne, stadig stor tiltrækningskraft på publikum.

En af tidens mest populære tv-serier er jo netop Mad Men, der handler om den amerikanske reklameindustri i 1950erne. Og det er den samme fremtidsoptimisme, som popkunsten udspringer af. Jeg vil faktisk mene, at popkunsten endnu ikke er historie på samme måde, som kubismen og ekspressionismen hurtigt blev det. For popkunsten pakkede simpelthen de foregående kunstformer ned i historien, mens nutidens kunstnere stadig lader sig inspirere af popkunst.

Popkunsten blev til i en tid, hvor man troede, at alting kun kunne vokse sig større. Men ifølge Anders Kold er svaret på, hvorfor popkunst stadig er populær, at den stadig afspejler vores tid.

Det kan godt være, at vi her efter finanskrisen synes, at vi skal spise grød og spelt herhjemme, men i store træk er verden stadigvæk en forbrugsmaskine. Og popkunsten har i den grad kapitalismens dna i sig, selvom den også kan være ironisk og kritisk over for kapitalismen. For den udspringer dybest set af den samme fremtidsoptimisme, som kapitalismen er rundet af. Og selvom vi derfor i dag kan kalde popkultur for hypernaiv med vores viden om, at alting ikke kun går fremad, er det den samme forbrugsmekanisme, der stadig styrer verdens gang.

Alligevel er der noget dragende over popkunst. Måske også fordi den ligesom reklamebranchen dyrker erotiseringen af verden så meget, tilføjer Anders Kold. Men popkunst har også været med til at gøre kunstverdenen mere kynisk, mener han:

Popkunst blev nærmest populær fra den ene dag til den anden. For i popkunsten lå også en ambition om at forene finkultur med den folkelige kultur. Men i takt med at popkunsten fik flyttet kunstens verdenshovedstad til New York, blev kunstverdenen også mere kynisk. Og hvis man ser på priserne, er der ikke længere noget folkeligt over popkunst, siger Anders Kold.

Udstillingen Pop Art Design åbnede i går på Louisiana og fortsætter frem til 9. juni 2013

Popkunsten flyttede det kulturelle centrum fra Paris til New York og iklædte kunsten nye farver, som her en bænk i de amerikanske Stars and Stripes-farver. Fra Studio 65. Leonardo, modulbænk, prototype, 1969. Collection Vitra Design Museum ©Studio 65 – Foto fra udstillingen.