Hvis der er noget, der kan bringe filosoffer i feststemning, er det udgivelsen af store klassiske værker på dansk. Dem har der været mange af i de senere år, og med udgivelsen af Martin Heideggers "Væren og Tid" føjer der sig endnu et til rækken. "Væren og Tid" udkom oprindelig i 1927, men en forsinkelse på 80 år kan ikke regnes for meget på et sprog, der først for nylig har præsenteret hovedværker af Kant, Hegel og Schopenhauer.
Det står knap nok til diskussion i filosofiske kredse, at "Væren og Tid" er et af det 20. århundredes absolutte hovedværker. Ganske vist kan dets stil, såvel som dets filosofi, fremkalde omtrent lige så megen modvilje som begejstring, men værket har for længst vist sin klassikerstatus alene i kraft af den kolossale indflydelse, det har haft på en række hovedpersoner og -positioner i de sidste 80 års filosofi.
Heidegger fremstår i "Væren og Tid" som én af filosofihistoriens store originaler, men det er på den anden side ingen hemmelighed, at han har et væsentligt bagland i den fænomenologiske tradition. "Væren og Tid" er da også dedikeret til hans læremester, fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserl. Husserl bliver dog i "Væren og Tid" selv i nogen grad omfattet af det altomstyrtende projekt, Heidegger udfolder. Det er nemlig så nogenlunde den samlede filosofiske tradition, Heidegger ønsker at omgå i det umådeligt ambitiøse forsøg på at stille filosofiens mest grundlæggende spørgsmål – spørgsmålet til væren – helt forfra.
Først og fremmest udfolder dette opgør sig i en kritik af den strenge adskillelse mellem subjekt og objekt, der har præget store dele af den vestlige filosofi. Det er i det hele taget en gennemgående bestræbelse i "Væren og Tid" at overvinde adskillelser.
Tekstens store mængde af bindestreger er her et sikkert symptom. Afgørende er bestemmelsen "væren-i-verden", der netop skal overvinde adskillelsen mellem subjekt og objekt, men Heideggers bindestregs-mani holder ikke her. Der findes i "Væren og Tid" hele sætninger, hvor stort set alle mellemrum imellem ordene er erstattet af bindestreger. Smag for eksempel en gang på denne: "Men det allerede-at-være-i-en-verden som væren-ved-inderverdensligt-vedhåndenværende vil ligeoprindeligt sige i-forvejen-for-sig selv."
Det er i sådanne passager, at man som læser bliver nødt til at minde sig selv om sagens store alvor! Men er en sådan sætning ikke umiddelbart forståelig, så siger den i det mindste et par væsentlige ting om "Væren og Tid". Den hyppige anvendelse af udtryk som "oprindeligt" og "allerede", peger på, at Heidegger indskriver sig i den lange tradition for ulykkelig filosofisk kærlighed til det oprindelige, det autentiske – eller som det her ofte hedder: det egentlige. Hvad der ligger imellem filosoffen og det oprindelige, er som regel netop filosofien, og "Væren og Tid" er vel strengt taget også et gigantisk forsøg på at rydde denne filosofiske forhindring væk med mere filosofi.
Det er bemærkelsesværdigt, at det, der – også på dansk – gør det ekstremt vanskeligt at læse Heidegger, ikke er nogen stor forekomst af fremmedord og filosofiske fagtermer. I sit forsøg på at omgå den filosofiske tradition, undgår Heidegger nemlig også i høj grad dens sprog. I stedet konstruerer han sit eget sprog på baggrund af dagligdagens, som han vrider og vender på de mest fantastiske måder.
I virkeligheden er "Væren og Tid" først og fremmest en introduktion af en række nye ord, som igen og igen bringes frem i snart sagt alle tænkelige kombinationer. De centrale termer er derfor yderst vigtige, men oftest har de på tysk en ganske hverdagslig klang, som det flot er lykkedes den danske oversætter Christian Rud Skov-gaard at gengive. Nogle nøglebegreber er velkendte på tysk såvel som på dansk: "tilstedeværen" ("Dasein"), "omhu" ("Sorge")," forståelse" ("Verstehen"), "varetagelse" ("Besorgen"). I andre tilfælde har oversætteren gravet dybt i "Ordbog over det Danske Sprog" og fundet lettere glemte ord som "omsigtsfuld" og "hjemfalden". Hertil kommer en stor mængde nydannelser, der dog altid lader det velkendte sprog skinne igennem. På dansk er det blevet til ord som: forudsigte, lysnethed, forstemthed, bevendthed og åbnethed.
Heidegger giver overarbejde til stavekontrollen, men der er ingen vej uden om. En dansk oversættelse må nødvendigvis også skabe en mængde nye ord på dansk – som Heidegger har gjort det på tysk. Samtidig med, at vi byder et stort værk velkommen til det danske sprog, kan vi altså også i dag byde en lang række nye ord velkommen.
Karakteren af Heideggers værk stiller i usædvanlig grad en oversætter over for nogle valg. Denne oversættelse har ofte truffet ret modige valg, og ikke altid de mest nærliggende. I oversætterens noter kan man dog få indsigt i, hvilke overvejelser der ligger bag valgene. Dette kig ind i oversætterens laboratorium viser en imponerende grundighed, og samtidig er det også en glimrende indføring i Heideggers nøgletermer.
Og indføring er der brug for. Den danske udgivelse afsluttes da også af et glimrende efterord af Thomas Schwarz Wenzer. I sig selv er det stort nok til at være en lille bog, men i sammenhængen er det ikke et ord for meget. Uden at gå på kompromis med lødigheden er efterordet et flot stykke pædagogik. Dermed fuldender det smukt et udgivelsesarbejde, der fra omslag til bibliografi kun kan vække dyb respekt.
**Martin Heidegger: Væren og Tid. Oversat af Christian Rud Skovgaard. Efterskrift af Thomas Schwarz Wentzer. 592 sider. 439 kroner. Klim.
kultur@kristeligt-dagblad.dk