Hvis nogen sidder og tænker: Hov, var der ikke for nylig en film om noget lignende, hvor man fulgte nogle børn over en lang periode? Jo, ”Boyhood”. Den skildrede en barndom i en fortællingsform med en handling. ”Brødre” er dokumentarfilmens svar på ”Boyhood”, men her er der ingen anden handling end den, livet selv er.
Aslaug Holm har fulgt sine to drenge, fra de er små til de er store teenagere. Aslaug Holm er filmklipper og fotograf. I 2008 besluttede hun, at der skulle komme en dokumentarfilm ud af hendes optagelser med drengene, og siden har hun optaget dem regelmæssigt. De to film ”Brødre” og ”Boyhood” blev i øvrigt til, uden at folkene bag de to film vidste noget om det andet projekt.
Barndommens land kender vi ofte set fra et voksent perspektiv. Benny Andersen skildrer den i sangen fra Højskolesangbogen ”Barndommens land”, og Tove Ditlevsen skildrer den i digtet ”Barndommens gade”. Desuden er litteraturen fuld af skildringer af de fortryllende og svære år, men altid set i erfaringens lys. Her i den norske film kommer barndommen selv til orde i sin samtid. Drengene fortæller og svarer på moderens spørgsmål.
Filmen begynder smukt ude i den norske natur, hvor en af drengene siger: ”I begyndelsen var der ingenting i verdensrummet. Så skete der noget. Så kom Gud, og han skabte to mennesker.” Ja, og to brødre kan vi så føje til. Markus og Lukas, som drengene hedder, gør faktisk det samme som deres berømte navnefæller fra Det Nye Testamente. De bliver fortællere af en livfyldt historie. Deres egen!
Som alle andre forældre med trang til et kamera havde Aslaug Holm filmet sine børn, fra de blev født. Barnedåben og de første skridt. På et tidspunkt opdager hun noget enestående. Hun står over for en ny verden, der bliver til. En verden, der er større end noget andet, hun hidtil havde opdaget. Hun havde ellers været ude i den såkaldte store verden, men med sine drenge opdager hun en helt anden stor vigtighed. Det nære er det mest interessante. Hele verden ligger i det univers, siger hun. Det mest spændende er, at et menneske eller her to bliver sig selv!
Det skildrer hun i sin film og gør det med en mors kærlighed. At det undertiden må have været meget irriterende for drengene, er en anden sag. Da vi til sidst i filmen møder dem som 17-18-årige, er de også ved at have fået nok. ”Du filmer altid!”, og det er ikke sagt med tonen af ”bliv-bare-ved”, men Aslaug Holm kan ikke blive færdig, for den dag, hun afslutter projektet, er barndommen forbi, og drengene vil snart forlade barndomshjemmet - og deres mor! En mors kærlighed holder aldrig op - og kan blive en byrde!
Det er ikke en byrde at se filmen. Tværtimod. Det er en meget smuk poetisk oplevelse, hvor man både genoplever sin egen barndom og sine egne børns barndom. Filmen kan varmt anbefales til især travle forældre, der i jagten på alt det ydre overser, hvilken gave det er at se et menneskes liv blive til.
kultur@k.dk