Det var over en cigar hos konditoren i Frederiksberg Have, at Sørens Kierkegaards Climacus bestemte sig for, at hans opgave ikke var at gøre ting lette, men at gøre dem vanskelige.
Den danske filosof Kai Sørlander er med sin nye indføring i filosofien en Anti-Climacus, for her skal alting gøres let. Med et messende motto, der gentages en utrolig mængde gange: Filosofi handler om at finde de nødvendige træk ved enhver mulig verden. At finde frem til det, der ikke på nogen måde kan ændre sig.
Gennem dette dogme afviser Sørlander med største lethed hele filosofihistoriens mange bud på dette nødvendige træk. Det nærmer sig indimellem storhedsvanvid. Immanuel Kant – en af de største tænkere, der nogensinde har levet – gendrives af Sørlander på et par sider som solipsist – troen på, at ens eget jeg er det eneste, der findes. Selvom Sørlander hele tiden nævner, at vi stadig skal respektere de store filosoffer, fordi vi kan lære af deres fejltagelser, må det være dem en ringe trøst i deres filosofhimmel. Så var de altså heller ikke klogere.
Som indføring i filosofihistorien fungerer bogen sådan set udmærket på egne præmisser, men den kan hælde mod en fortælling, hvor alt ligger fast på forhånd. Eksempelvis skrives en række filosoffer ind i en udvikling, Sørlander kalder ”historiseringen af fornuften”. Det gælder Hegel, Marx, Nietzsche, Kierkegaard og Heidegger. Alle disse giganter har ifølge Sørlander det tilfælles, at de som filosoffer benægter muligheden af eviggyldige sandheder. Enten fordi det sande kun er sandt i en specifik periode, eller fordi der kun står det subjektive og tidsbundne ”valg” tilbage.
Dermed er de ikke længere filosoffer – de er jo ikke længere på jagt efter det, der er nødvendigt sandt ved enhver mulig verden. Kun på jagt efter det, der er sandt på deres eget sted i historien eller i deres subjektive valg.
Her synes åndsfriheden så at få trange kår. Den tyske filosof Martin Heidegger som produkt af den historiserede fornuft og intet andet? Den frie filosoferen, som Sørlander priser, bliver gjort en bjørnetjeneste, når filosofiens historie stilles op i denne deterministiske udvikling, hvor en fejlantagelse hos Hegel om historiens rolle i filosofien udløser en række væltede filosofikonger, som om de var dominobrikker. Hegel vælter Kierkegaard vælter Heidegger – fordi der er en fejl i grundlaget hos den første. Så mekanisk udspiller historien sig ikke.
Igennem den hæsblæsende gennemgang lægger bogen op til, at Sørlander skal levere sit eget bud på en endegyldig besvarelse af filosofiens spørgsmål. Kapitlet, der skal levere dette svar, holder sig da heller ikke tilbage. Det hedder ”Filosofien sat på plads”(!).
Over bare 60 sider viser Sørlander, hvordan hans rationalisme er mere holdbar end Immanuel Kants filosofi, men det ender temmelig goldt. Det er tydeligt, at filosofi er hjerteblod for Sørlander, men det er svært at sætte sig ind i, når resultatet er så anæmisk. En lang slutningsrække når frem til, at der findes sprog, personer og ansvar. Men gådefuldheden ved disse naturlige bestanddele af vores alle sammens eksistens forsvinder til fordel for en rationalisme med mangel på røde blodlegemer.
Til sidst spørger Sørlander sig, om der mon er en masse mennesker, der allerede har tænkt alt dette og så blot er blevet glemt, og om han måske selv går i glemsel, fordi omgivelserne ikke kan forstå radikaliteten i hans tanker. Problemet er muligvis, at Sørlanders løsning ikke er særligt radikal. Det er hans rigiditet til gengæld. Men denne rigide forestilling har en konsekvens. Filosofisk bestræbelse er ifølge Sørlander simpelthen et fundament for det frie Vesten, og når man som Martin Heidegger og Friedrich Nietzsche benægter muligheden for at bedrive filosofi, er man ikke længere et frit menneske.
”Om ikke andet, så har Sovjetunionens og Kinas historie i det 20. århundrede lært os, hvor farlige konsekvenser dårlig og selvmodsigende filosofi kan have,” skriver Sørlander.
Her kan man lige blinke engang over radikaliteten i udsagnet, der er sigende for bogen. Det siger næsten sig selv, at troen på filosofien er charmerende. Men hvis filosofi er så let, som bogen antyder, hvorfor er den så vigtig?