En af de helt store kvaliteter ved Mirian Dues nye, gode og velkomponerede digtsamling, ”Vågent”, der udkommer i dag, er den måde, hvorpå den med en fint sitrende nænsomhed giver et indblik i den livsomvæltende erfaring, det er at blive mor. I modsætning til to af de senere års mest markante stemmer i moderskabslitteraturen, Cecilie Linds voldsomme og desperate ”Mit barn” (2019) og Olga Ravns monstrøse og sammensatte ”Mit arbejde” (2020), er Dues digte således langt mere lavmælte.
Ikke desto mindre formår de stadigvæk at trænge sig på med deres intense nærvær og fintmærkende iagttagelser af ikke bare barselslivets praktikaliteter og efterfødselstilstandens kropslige ubehag (den kalvede gang, kroppen, der gaber efter graviditeten, hofteskålen, der skal samle sig igen, mavens forstrakte væv, søvnløshedens væskende øjne), men i særdeleshed også af den levende natur, som jeget konstant rækker ud efter, og som også rækker ud efter hende.
På den måde kan Due siges at skrive en særegen form for økopoetiske mordigte, der på den ene side udtrykker en dyb eksistentiel ensomhed i det hårde og ensomme omstillings- og helingsarbejde, der følger efter fødslen (digtene er ofte nærmest mennesketomme, hvis man ser bort fra det lille og det store barn), men som på den anden side opsøger og finder nye forbindelser og vidtstrakte netværk i den mere-end-menneskelige verden.
Læs bare dette smukke digt, hvor søvnløsheden spændes ud over nattehimlen:
”huden på underarmen og to fingre er følelsesløse/ armen har været forlagt i nattens ammestillinger/ det kaldet lover’s arm/ følelsesløsheden bliver til en summen/ på englevis skride over gulvet/ i det lys dagen glemte på nattehimlen/ og som holder nætterne halvt vågne/ som søvnmanglens væskende øjne næsten græder”.
Eller dette digt, hvor jeget spejler sit omsorgsarbejde i solens:
”solen står op, hed og støvet/ jeg står op sammen med den/ med hævede øjne/ for at forsørge andre/ mens solen sørger for mig/ jeg følger efter den/ med min vaklende, kalvede gang/ tager fat på dagens gøremål/ skifter bleer, bader, hælder yoghurt i skåle/ hænger morgenen op som et stykke stof”.
Det er imidlertid ikke bare naturen, som disse digte finder sammenhænge i. Due er nemlig, det har hun som salmedigter aldrig lagt skjul på, troende, og i et stort interview her i avisen før jul fortalte hun om, hvordan hun også har fundet inspiration i Bibelens beskrivelser af Jomfru Marias graviditet og fødsel.
De aktuelle digte tager os således også med ind i noget så sjældent i ny dansk poesi som kirkerummet og dåben, og i et efterfølgende vidunderligt digt smelter de kristne symboler (valmuen og ankeret) elegant sammen med en barnlig leg, som en konkretisering af den forbindelse, dåben har skabt. Drageflyvning som et anker til himlen:
”en valmue lukker de røde blade om barnets næse/ vi cykler af sted med børnene i cykelvogn/ for at flyve med drage// orange trapezformet nylon i strakt snor/ mod den cyanblå himmel, et opadstigende anker”.
Sådan er Dues digte også bare fyldt med prægnante billeder, som man har lyst til at læse og citere igen og igen, og som faktisk også på vejen bringer noget nyt med til den snart omfattende bunke af både moderskabslitteratur og økopoesi i dansk litteratur. Det er godt gået.