Laugesens digte kan som få forsvare poesien som livets højeste kvalitet

Peter Laugesens ”Aftenblade” er fuld af forunderlige billeder, sort humor, ætsende samfundskritik og utopiske drømme

Laugesens digte kan som få forsvare poesien som livets højeste kvalitet

Når de rigtig gode poeter som Henrik Nordbrandt, Klaus Høeck og Peter Laugesen skriver, virker digtene ofte på én gang skødesløst lette og henkastede og søvngængeragtigt sikre og præcise i formuleringen.

Denne fornemmelse forstærkes i Laugesens værker, hvor teksterne er placeret på kryds og tværs på siderne, med eller uden overskrift, består af 1 eller 30 linjer, og sågar i visse tilfælde er optryk af digterens håndskrift. Og vi tænker uvilkårligt, som Laugesen også selv koket har udtalt, at dette var så, hvad digteren lige fik skrabet sammen fra sit skrivebord denne gang. Alligevel står man efter læsningen med fornemmelsen af, at der i rodebunken befinder sig noget af det bedste lyrik, der skrives på dansk. Dette er også tilfældet med ”Aftenblade”, der er ikke mindre end digtsamling nummer 60 fra den højproduktive digters hånd.

”Aftenblade” handler, som titlen antyder, om livets sene alder, og som hos generationskollegerne Nordbrandt og Høeck er der fyldt med jeronimusagtig, ætsende satire og satanisk sortsyn i beskrivelsen af en samtid, der er gået af lave:

”de visne ører blafrer / det flimrer og kilder / af isnende pop / verden er / heldigvis / den samme slikkepind / som altid en klump evighed / af sukkerstads / i kapitalismens tandløse gab.”

Sådanne herlige billeder vælter det med i Laugesens nihilistiske opgør med et kynisk, materialistisk samfund. Magthaverne går naturligvis ikke fri som i det følgende billedløse digt, hvor digteren får udtrykt sin afsky for status quo:

”De er jo totalt / ligeglade og det stiller os / fuldstændig frit vi behøver / ikke tage os af hvad de ikke / mener ikke mere aldrig mere.”

Midt i den sortsynede elendighed har vi som altid hos Laugesen en barok humor. Denne folder sig for eksempel ud i tekster, hvis essens er det paradoks, at Laugesen på den ene side er en digter, der vender sig vrantent mod al poetisk patos, følsomhed og opbyggelighed, og på den anden side som få digtere forsvarer poesien som livets højeste kvalitet.

Eller man møder et enkelt, præcist og bestemt ikke pa-tosfrit digt om litteraturens vilkår: ”Jeg så ind i fremtiden / Jeg så bøgerne / bagest / på nederste hylde.”

Den allerbedste poesi tager livtag med de tilstande, der ligger uden for den samfundsmæssige og psykologiske konsensus, og som vi ikke er i stand til at beskrive med vort begrebsstyrede sprog. Sådan er det i nogle af Laugesens digte, hvor et højdepunkt i ”Aftenblade” med et forunderligt og absurdistisk billede giver sprog til de utopiske drømme, som er en af de vigtigste drivkræfter i det moderne menneskes liv:

”det er / ren og absolut bevægelse / som en helikopter / eller en kuffert / i vinden / på en fjern perron / hvor kun de døde / må ryge.”