Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er en bemærkelsesværdig begivenhed. På disse kanter kender vi den mest i skikkelse af de afledte hændelser, Berlinmurens fald og den tyske genforening, eller rettere DDR’s sammenbrud og den efterfølgende udvidelse af Forbundsrepublikken med de nye delstater i øst.
Sovjetunionen var verdens største stat, kontinentets stærkeste militærmagt, et diktatur styret af kommunistpartiets jernnæve. Men på ganske kort tid smuldrede det bare.
Ud af denne opløsning opstod 15 nye stater med Rusland som den væsentligste. Helt uden blodsudgydelse gik det ikke, men vurderet med en verdenshistorisk målestok er det nærmest helt enestående, at et så stort imperium, der i den grad var bygget på vold og undertrykkelse, kunne falde fra hinanden så relativt fredeligt.
Spændingerne, der blev skabt i den anledning, har siden udløst lokale og regionale konflikter i blandt andet Jugoslavien, Tjetjenien, Georgien og Ukraine, men intet i en størrelsesorden, som man dengang med god grund kunne frygte.
Michael Dobbs (ikke at forveksle med den jævngamle navnefælle, der er manuskriptforfatter til den oprindelige version af ”House of Cards”) udgav i 1996 bogen ”Down with Big Brother”, som nu hermed er oversat til dansk. Bogen består af omtrent 60 afsnit, hver med et stednavn – Kabul, Gdansk, Moskva, Tjernobyl, Jalalabad, Genève og så videre – som overskrift. I reportagens form beskriver afsnittene tildragelser, begivenheder og møder, som har været centrale i den historiske proces, der ledte til Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning.
Enkelte af afsnittene bygger på Dobbs’ eget arbejde som korrespondent. Han besøgte Leninværftet i Gdansk i 1980, da en af værftets forhenværende ansatte, elektrikeren Lech Wałsa, stillede sig i spidsen for en strejke, der endte med at føre til undtagelsestilstand i landet.
Da Boris Jeltsin stående på en kampvogn foran Det Hvide Hus i Moskva den 19. august 1991 talte mod de kupmagere, der havde sat Gorbatjov i husarrest, stod Dobbs lige ved siden af.
At skrive historie, som om der var tale om reportagejournalistik, har den indlysende styrke, at læseren trækkes ind i øjeblikkets drama, især med så effektiv en fortællestemme som Dobbs’. Han var naturligvis ikke til stede, da politbureauet for Sovjetunionens kommunistpartis centralkomité i 1985 valgte Gorbatjov som ny generalsekretær, men hans fluen-på-væggen-reportagestil anskueliggør processen.
Dobbs nævner ikke det nu meget berømte tilfælde, da en officer i det russiske flyvevåben, Stanislav Petrov, i 1983 hindrede udbruddet af en atomkrig, idet Petrov med rette identificerede det russiske missilvarslingsssystems advarsel om et amerikansk angreb som falsk alarm. Det skyldes antagelig, at episoden ikke var så kendt, da Dobbs skrev bogen. Den ville ellers have passet perfekt til hans fortælleskabelon.
Dobbs tager næsten udelukkende udgangspunkt i Warszawapagtens lande. Det vil sige, at systemkonflikten mellem Nato og Warszawapagten ikke inddrages som en faktor. Natos dobbeltbeslutning i 1979, som dannede en væsentligt forudsætning for den kolde krigs slutspil, nævnes kun forbigående.
Den store Nato-øvelse Able Archer, der i 1983 af Warszawapagten blev tolket som en forberedelse til krig, nævnes heller ikke.
Dobbs opfatter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som et resultat af en økonomisk og politisk bankerot, der egentlig allerede havde været tydelig omkring 1970. Landbrug og industri kunne ikke følge med produktivitetsstigningerne i Vesten, og det politiske system i Sovjetunionen var stivnet.
Dobbs bruger Leonid Bresjnevs skikkelse som et billede på Sovjetunionens tilstand. Bresjnev var de sidste år af sit liv meget syg og endda nærmest dement, men inderkredsen om ham gjorde alt for at skjule det for omverdenen. På samme måde var det sovjetiske system sygt, uden at nogen gjorde andet end at forsøge at dække over det.
Oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne reddede imidlertid den sovjetiske økonomi, for eksport af fossil energi fra de rige felter i Sibirien sikrede den nødvendige hårde valuta, hvormed man kunne kompensere for den manglende indenlandske produkton. Landbruget var for eksempel så ineffektivt, at Sovjetunionen ikke var selvforsynende med korn.
Efter 1980 faldt oliepriserne, og indtægterne svigtede. Samtidig havde Sovjetunionen engageret sig i en meget dyr krig i Afghanistan. Bresjnev døde i 1982 og blev efterfulgt af Jurij Andropov, der døde 16 måneder senere. Hans efterfølger Konstantin Tjernenko døde efter godt et år. Den amerikanske vicepræsident, George Bush sr., var på det tidspunkt vant til at gå til begravelser i Kreml og kommenterede det med ordene ”I omkommer, vi kommer,” som det hedder i den begavede oversættelse af ”You die, we fly.”
I 1985 kom Gorbatjov så til. Han forsøgte at holde sammen på Sovjetunionen samtidig med, at han ønskede at reformere systemet indefra. Begge dele mislykkedes. Dobbs lægger vægt på, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere var for ung til, at han var blevet dannet af erfaringen fra krigen, og at han derfor var mindre indstillet på at bruge vold.
Magt lader sig dog ikke altid udøve uden vold. I januar 1991 blev sovjetisk militær sat ind mod demonstranter i Vilnius. Det kostede 13 civile litauere livet. Gorbatjov bærer det formelle ansvar for disse drab, men generelt var han ikke tilhænger af jernnævens politik.
En indre opposition i kommunistpartiet gjorde samme år oprør mod det, de opfattede som en slap politik over for delrepublikkernes løsrivelsestrang. Deres kup mislykkedes efter få dage, men da Gorbatjov vendte tilbage til magten, var det for sent. Sovjetunionen gik i opløsning få måneder efter, og Gorbatjovs reelle arvtager blev Ruslands præsident, Boris Jeltsin.
Når Gorbatjov især i Vesten bevares i venlig erindring, skyldes det, at han fik skabt et tillidsforhold til den amerikanske præsident Ronald Reagan allerede ved deres første møde i Genève i 1985. Dobbs fremhæver, at Reagan, der var kendt som sikkerhedspolitisk hardliner, indså, at Gorbatjov var til at tale med, og sammen fjernede de reelt truslen om atomkrig.
Bogen er i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse en fornøjelse at læse. Den er veldokumenteret, men har af gode grunde ikke taget højde for de sidste 20 års intense forskning i den kolde krigs ophør. Den skal læses som en kyndig, samtidig iagttagers skildring af afgørende og symbolladede begivenheder, en forening af historieskrivning og journalistik, når den er bedst.