Anmeldelse. 6 stjerner.
På vej hjem til København langs Strandvejen fra Ordrupgaards Monet-udstilling møder mit blik de selvsamme lysrefleksioner, som vibrerer derude på Sundets vandspejl, og de selvsamme hvide trekanter i det fjerne i form af sejlskibe, der vugger fnuglet på bølgerne, som jeg netop har set hos Claude Monet (1840-1926).
Sådan er det med god kunst: Den får os til at se på verden med et andet blik og en større opmærksomhed. Den gør os i stand til at erkende tilværelsesunderet, fordi både naturen og de menneskeskabte fænomener fremstår klarere, når de først er set, fortolket og har fået form af en visuelt begavet kunstner, som filtrerer det sete gennem sit temperament. Det er en af de helt store gaver, som kunsten giver os – og en af grundene til, at den er så vigtig.
Inde i Ordrupgaards sale møder vi 44 værker af denne impressionismens fremmeste repræsentant, hvilket gør udstillingen til den hidtil største med denne kunstner nogensinde i Skandinavien. Det er en umenneskelig kraftpræstation og velsagtens kronen på direktør Anne-Birgitte Fonsmarks lange karriere og store indsats for at bringe verdenskunsten frem til publikum på Ordrupgaard.
Der ligger usandsynligt mange gensidige låneaftaler og ufattelig mange brevvekslinger til grund for disse indlån, der stammer fra alverdens kunstmuseer. Faktisk er en tredjedel af lånene kommet i stand takket være gensidige låneaftaler, mens resten er et resultat af et godt museumsfagligt netværk. Ordrupgaard har en fornem samling, som er efterspurgt af mange museer i verden, men selv råder museet ”kun” over fire Monet’er, hvoraf det skønne ”Waterloo Bridge i gråvejr” fra 1903 foruden det tidlige, lidt skitseagtige ”Klippen ved Sainte-Adresse” fra 1881 er med på udstillingen.
Førstnævnte indgår i den berømte serie af bro-malerier, som Monet malede i London i begyndelsen af 1900-tallet. Han indlogerede sig i et komfortabelt hotel ud til Themsen og malede fra vinduet. Hans serie med bromotiver med og uden kørende damplokomotiver er en systematisk, næsten videnskabelig undersøgelse af lysindfald og -refleksioner, atmosfæriske forhold og skiftende vejr i denne storby, der dengang var indhyllet i røg fra kulindustrien – og som i forvejen ofte henlå i dis eller tåge på grund af de klimatiske forhold. Gefundenes Fressen for en maler, der i den grad studerede lysets brydninger, og som samtidig værdsatte den moderne tids nye opfindelser. Monet var med på noderne og fik selv bil i begyndelsen af det nye århundrede.
Som det gjaldt ARoS’ Monet-udstilling sidste efterår, spørger man sig selv inden besøget på Ordrupgaard, om endnu en Monet-udstilling er det, verden har brug for? Er det udelukkende for at få et stort antal gæster gennem tælleapparatet, så kasseapparatet ringer flittigt? Kan man mon afæske denne reproduktionsnedslidte kunstners oeuvre ny viden, nye oplevelser? Har vi ikke fået nok af korn- og høstakke i modlys, broer, åkander og klipper på kagedåser, postkort, plakater etcetera? Heldigvis begyndte denne kommercielle skamridning først efter Monets død. Det ville uden tvivl have såret ham dybt.
Men lige så vel som film skal ses i biografen, skal billedkunst ses live, for den stoflighed, de changerende farver og hele den urolige, taktile tekstur, som en mester af Monets støbning udtrykker sig med, kan kun opleves, når man står over for de originale værker i museet. Monet bygger så at sige sine malerier op ved hjælp af en plastisk og kompleks penselskrift, og de mange lag indenunder spiller med og holder nuancerne svævende og gør motivet nærmest hyperreelt. Hans penselstrøg opløser motivet fuldstændigt, når man går tæt på lærredet.
De ækvivalerer med naturens groende princip, især når det gælder skildringerne af vegetationen – det være sig de vandlevende stauder, åkanderne, der synes overlejret af et mylder af farvede penselstrøg, hø- og kornstakkene i modlys med de violette skygger og iris’erne. Det gælder også den gribende ’Grædepil’ fra 1918-19, der står så sørgmodigt dirrende i løvets lodrette flammeskær, som var den et symbol på Kristus i Getsemane Have. På det tidspunkt var Monets anden hustru død, han havde bøvl med sit syn – grå stær – Europa var i krig, og han var selv blevet svagelig og gammel, så der var nok at græde over.
Man noterer sig i øvrigt, at flere af de sjældent udlånte malerier ikke er beklædt med glas, så her får vi den urolige flade helt ind på nethinden uden forstyrrende glasreflektioner. Det gælder for eksempel ”Oprørt hav ved Etrétat”, som er udlånt fra Musée des Beaux-Arts i Lyon. Og hvor er det en god oplevelse!
Ordrupgaard fortæller historien om Monet som en maler, hvis serielle arbejdsformer og stadigt mere abstrakte formverden indfælder ham i modernismen og skriver ham ud af impressionismen. Han er den eneste af impressionismens store malere – herunder Alfred Sisley, Auguste Renoir, Berthe Morrisot, Camille Pissaro med flere – der lever så langt ind i det 20. århundrede.
Kun de værker, der repræsenterer Monets serielle arbejder, er med på udstillingen. Monet ynder at skildre det samme motiv på forskellige årstider og med forskellige vejrforhold på forskellige tidspunkter af dagen. Her bliver tre års ophold i Vétheul uden for Paris et vendepunkt. I denne lille landsby, hvor han boede fra 1878 til 1881, fandt Monet landskabsmaleriet som sit foretrukne motiv. Fra da af er det klipper, kyster og vandmotiver, der bliver hans passion.
En af Monets kendte serier er de 28 malerier af den gotiske katedral i Rouen. Desværre er kun ét maleri med på udstillingen, nemlig ”Indgangsportalen set forfra. Harmoni i brun” fra 1892-94. Men Ordrupgaard har kompenseret for dette ved at vise reproduktioner af samtlige 28 variationer i en montre, således at publikum får mulighed for at opleve omfanget af denne serie.
Også Monets malerier af træer, der med deres stammer inddeler fladen i lodrette grid – det gælder eksempelvis de stynede popler i ”Oversvømmelse” fra 1896, og ”Jean-Pierre Hoschedé og Michel Monet (henholdsvis stedsøn og søn, red.) på bredden af Epte” fra 1887-90 – er typiske eksempler på en moderne kompositionsform, som en af de mest formstrenge, moderne pionerer, nemlig Piet Mondrian, senere videreudvikler.
Monet erhverver sit hus i Giverny i 1890, og her påbegynder han serien af kornstakke, som var opstillet på en mark i nærheden af huset. Han køber et ekstra grundstykke og får gravet ud til en dam, som designes som en japansk inspireret vandhave med åkander og en eksotisk vegetation – samt en japansk bro. Denne vandhave bliver Monets foretrukne motiv igennem de næste årtier. Men han rejser også ud – for eksempel til Venedig – og maler 37 billeder derfra, blandt andet ”Dogepaladset set fra San Giorgio Maggiore” og ”Contarinipaladset”, som er med på udstillingen.
Alt dette er kendt stof, men det er godt fortalt og godt formidlet, så alle kan være med. Når udstillingen får seks stjerner, skyldes det de uforglemmelige, sublime malerier og den klare og pædagogiske formidling af Monets vej ind i moderniteten, så udstillingen er i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig. Notabene! Snyd ikke Dem selv for Olafur Eliassons mageløse, nyligt indviede tåge-værk ”Vær i vejret” i Ordrupgaards park.
kultur@k.dk