Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Unuanceret portrætbog om Nadia Nadim mangler uddybning

2 stjerner
For Nadia Nadim er det essentielt at være den bedste, og hvad angår både træning, skolearbejde – senere lægestudie – og fritidsjob, organiserer hun en stramt disciplineret hverdag. Det kan man kun have respekt for. Samtidig får Nadia Nadims forløb én til at overveje balancen mellem en stålsat selvopfattelse og den danske mentalitet. Her ses hun under kvindelandsholdets træning i Viborg tidligere på måneden. Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

Den nye bog om fodboldspilleren Nadia Nadim er ikke vellykket som portræt, men den lærer os noget om den fremmede stillet over for det danske fællesskab

Da kvindefodboldlandsholdet sidste sommer vandt EM-sølv, tog mange danskere spillerne til sig. Det gjaldt ikke mindst angriberen Nadia Nadim, der ikke kun skiller sig ud ved en selvstændig spillestil, men også en fortid som flygtning fra Afghanistan. Nu har den 30-årige Nadia Nadim i samarbejde med journalist Miriam Zesler udgivet bogen ”Nadia Nadim – min historie”, hvori hun beskriver forløbet fra barndommen i Kabul til ankomsten i 2000 til Danmark og vejen til toppen som fodboldspiller.

Nadim voksede op i velhavende rammer, men også med en barsk og til tider voldelig far, og hun fik allerede som lille etableret en hård kerne indeni som generalens datter, der måtte lære at bide smerten i sig. Da Taleban for alvor rykkede frem, blev faderen henrettet, og moderen tog flugten sammen med sine fem døtre. Med en menneskesmuglers hjælp havnede de i Danmark, hvormed et nyt kapitel for familien Nadim kunne begynde.

Bogen er skrevet i en kronologisk og letlæst stil, hvor Nadia Nadim fører ordet i jeg-form og dramatisk nutid, hvilket baner vej for den lidt selvforherligende tone, der så nemt pibler frem, når en ung vindertype side efter side skal karakterisere sig selv. Denne éndimensionelle fortællestil er et problem, men den belyser samtidig en central og interessant konfrontation mellem det egenrådige individ og det danske kollektiv.

Som 12-årig i asylcenteret ved Aalborg finder Nadia en flad fodbold, som hun får pumpet luft i, og hermed er hendes livsbane udstukket. Hun viser sig at have et stort fodboldtalent og bliver hurtigt en del af klubmiljøet og stiler målrettet mod landsholdet.

For Nadim er det essentielt at være den bedste, og hvad angår både træning, skolearbejde – senere lægestudie – og fritidsjob, organiserer hun en stramt disciplineret hverdag. Det kan man kun have respekt for, og Nadims karriere med ophold i USA og i dag i Manchester City i England vidner om hårdt arbejde. Samtidig får Nadia Nadims forløb én til at overveje balancen mellem en stålsat selvopfattelse og den danske mentalitet, som Nadim gennem årene er kommet i konfrontation med. Hun har haft sine kontroverser med dommere og trænere, der ifølge hende selv ikke forstod hende, og hendes fremfærd handler i høj grad om individualisten over for kollektivet. Nadim fortæller:

”Jeg hører ad omveje, at nogle af mine holdkammerater betragter mig som lidt af en primadonna. Det falder dem for brystet, når jeg løbetræner for meget for mig selv, spiser alene eller holder mig for mig selv til træningen. Eller når jeg i direkte vendinger – i kamp og til træning – siger, hvad der kan gøres bedre.”

Nadia Nadim antyder, at det her i landet kan være svært at skille sig ud, hvilket er sandt, og det har også etnisk danske sportsfolk oplevet. Spørg bare håndboldstjernen fra 1990’erne Anja Andersen.

Til gengæld må man spørge, om Nadim helt forstår betydningen af, at dette trygge samfund, som hun selv nyder godt af, grunder sig i en tro på, at fællesskabet skal bære det tungeste læs. Man tvivler lidt, når man læser hendes beskrivelse af EM-finalen fra sidste år og næsten får det indtryk, at hun var alene på banen. Det er ikke holdet, der giver bolden op. Nej, ”jeg gav bolden op”, som hun formulerer det, og der sættes stort set ingen ord på medspillernes kvaliteter.

Nadim fortæller ind i en smal og indadvendt horisont, og mens man skal tage højde for hendes unge alder og svære opvækst, aner man konturerne af den kløft, der kan være mellem dansk fællesskabstradition og den, der kommer udefra og mest har øje for egen overlevelse.

Miriam Zesler har ikke gjort Nadia Nadim en tjeneste ved i store træk blot at gøre hendes talestrøm til en bog. For når man lader en kvinde, der er i fuld gang med at definere sig selv, stå så suverænt for selvkarakteristikken, forstærker hun blot de træk ved egen person, som hun hidtil har lært at klare sig med. Det kommer der ikke et særlig nuanceret portræt ud af, og bedre bliver det ikke af, at bogen er præget af det typiske journalistiske håndelag, hvor mange overskrifter berøres uden, at man for alvor udfolder en essens.

Vi hører lidt om familiens ønske om at se Nadia Nadim gift, mens hun hellere vil gå i fodboldstøvler og være sig selv. Kontrasten mellem fodbold og femininitet er et helt tema for sig selv. Ligeledes bruges der tre sølle sider på Nadims syn på islam og følelsen af, at ”det er svært at være muslim i Europa i øjeblikket”, og man mangler i dén grad uddybning.

Kombinationen af journalist og sportsstjerne på bogform er velkendt, og ofte strander den i en lidt klichéfyldt opsummering af en vej mod succes. Det er også tilfældet her.

Til fanskaren fungerer det sikkert fint, for Nadia Nadims viljestærke solstrålehistorie passer godt til tiden og betød for eksempel, at hun i 2017 af Berlingske blev kåret som Årets Dansker. Men for dem, der forventer en mere perspektivrig udfoldelse af historien om en talentfuld flygtning, der i Danmark skal have fortid og nutid til at hænge sammen, fungerer det ikke overbevisende.

Måske kan Nadia Nadim om nogle år selv skrive sin historie med lidt mere af erfaringens visdom som ballast. Hun er garanteret målrettet nok til det.

Foto: Leif Tuxen