Rejsen var farefuld, men bekymringerne måtte fare for eventyret

Grønlandsfareren Knud Rasmussens vigtigste mission var at sikre kulturarven fra det oprindelige arktiske folk. Samtidig holdt han af rejsernes strabadser og dyrkede de maleriske beskrivelser af dem

Fra venstre er det Arnarulunguaq, Knud Rasmussen og Qaavigarsuaq Miteq, som var de tre, der fulgtes hele vejen fra Thule på tværs af arktisk Nordamerika og til Nome i Alaska. Om den tur skrev Knud Rasmussen bogen ”Den store slæderejse”.
Fra venstre er det Arnarulunguaq, Knud Rasmussen og Qaavigarsuaq Miteq, som var de tre, der fulgtes hele vejen fra Thule på tværs af arktisk Nordamerika og til Nome i Alaska. Om den tur skrev Knud Rasmussen bogen ”Den store slæderejse”. Foto: Knud Rasmussens Arkiv.

Han ville rejse så langt mod nord, som det overhovedet kunne lade sig gøre. Deri lå eventyret. Rejsen var farefuld og ja, han kunne risikere at dø undervejs, det var sket for andre ekspeditionsrejsende i Nordøstgrønland. Men Knud Rasmussen var grundigt forberedt og tillod sig selv at lade eventuelle bekymringer fare til fordel for en boblende forventningsglæde den aprilmorgen i 1912, hvor han drager ud på sin første Thule-ekspedition over indlandsisen på hundeslæde.

”I dag begynder rejsen, den store fart norden om Grønland, i forårssol og herlig udfartsglæde. Hej kammerater, lykkelige mænd på tærskelen til muntre åbenbaringer! Morgenerne skal løfte fligen for det store ukendte, og med solen løber vi vore længsler i møde! Ud i vejret, fulde af appetit på de gryende dage. Muskelspændte, grådige som farende rovdyr hilser vi starten, farten mod nord!”.

Sådan gengiver Knud Rasmussen i bogen ”Min Rejsedagbog. Første Thule Ekspedition 1912” sit dagbogsnotat og stiller derefter spørgsmålet: Kan nogen være rigere? Efterfulgt af endnu en stemningsberetning:

”Slæderne samles ud for vor boplads ved Umanaqs monumentale ’Hjertefjeld’ og den unge aprilsol, som vælter sit lys ud over landene, varmer tankerne til fest. Man føler glæde over at skulle ud at føle sig selv på tænderne, langt fra arnens magelighed og de faste madsteder.”

Knud Rasmussen foretog den første Thule-ekspedition sammen med journalisten og forfatteren Peter Freuchen og de to eskimoer Ilánguaq og Uvdloriaq. Det var ikke hans første rejse til det Grønland, han havde forladt, da han som 12-årig blev sendt på kostskole i Danmark. Den første var Den danske litterære Grønlands-ekspedition, der fandt sted i årene 1902-1904, og som var ledet af journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen. Formålet med den ekspedition var at beskrive Grønland og befolkningen ud fra en folkloristisk og kunstnerisk vinkel, og derfor var også billedkunstneren Harald Moltke med. Også på Thule-ekspeditionerne, som Knud Rasmussen kom til at gennemføre fem af, var det et klart formål at beskrive forholdene litterært, det hørte simpelthen med til en opdagelsesrejsendes metier, men for Knud Rasmussen var det ikke litteraturen, der var vigtigst.

”Knud Rasmussen var først og fremmest drevet af et behov for at dokumentere inuitisk kulturarv.” Det siger Søren la Cour Jensen, der er leder af museet Knud Ramussens Hus ved Hundested.

Spændingen i det uopdagede var klart en drivkraft for den kendte polarforsker, det var bare ikke det vigtigste. Det var derimod at indsamle myter, sagn og genstande. Alene fra sin femte Thule-ekspedition indsamlede han 18.000 gentande til Nationalmuseet. Det har alt sammen været med til at sikre kulturarven efter det oprindelige grønlandske folk.

”Tidligt i sin karriere så han, hvordan det oprindelige arktiske folks måde at leve på var i gang med at forsvinde. I Nord- og Østgrønland levede eskimoerne i begyndelsen af 1900-tallet i en før-kristen kultur, som Knud Ramussen godt vidste ikke kunne fortsætte. Det var sådan set ikke noget, han begræd, og han så det ikke som sin opgave at redde den. Det var historien og kulturarven, der var betydningsfuld. Samtidig var det vigtigt for ham at medvirke til, at transformationen af kulturen i de egne skete så mildt som overhovedet muligt,” siger Søren la Cour Jensen.

I rejsedagbogen skriver Knud Rasmussen blandt andet om den ene af sine to eskimoiske ledsagere, Ilánguaq: ”Hej Ilánguaq! Det var godt, vi traf dig! Du er god at møde for den, der lægger ud på langfart. Du slår ild i vor udfartsglæde, netop som vi føler os båret oppe af den store rejses vinger. For alle rejser i verden er kun til for den, der gør rejsen; tilbage til andre bliver kun det fattige, som ord kan give.”

Knud Rasmussen fotograferet under den femte Thule-ekspedition 1921-1924.
Knud Rasmussen fotograferet under den femte Thule-ekspedition 1921-1924. Foto: Knud Rasmussens Arkiv

Sine ”fattige ord” nedfældende Knud Rasmussen i sine dagbøger undervejs på rejserne, men det blev først til litteratur, når han vel hjemme i Danmark tog op til sit smukt beliggende hus i skanseområdet nordøst for Hundested.

”Knud Rasmussen fik huset bygget i 1917 og havde egentlig tænkt det som et sommerhus. Han fandt dog ud af, at stedet gav ham den nødvendige ro til at skrive, så det blev egentlig hans arbejdsrefugium, som han frekventerede, hver gang han vendte hjem fra sine Grønlands-ekspeditioner,” siger Søren la Cour Jensen. Han kan også fortælle, at Gyldendal på et tidspunkt sendte Tom Kristensen, forfatteren til ”Hærværk”, op til huset i Hundested for at hjælpe Knud Rasmussen, hvis metode var at diktere sine tekster til en sekretær, mens han vandrede rundt i lokalerne.

”Tom Kristensen kaldte sig i den forbindelse for ’Olsen fra Vognmagergade’, og det, han mente, var, at han skulle fungere som en kritisk menigmand, der kunne sige stop, når Knud Rasmussen blev lidt for videnskabeligt teoretisk eller fortabte sig for meget i myter og sagn.”

Knud Rasmussen brugte huset frem til sin død i 1933. Nogle år efter købte A.P. Møller huset af Rasmussens enke, Dagmar, så de sammen kunne give det til kommunen. I 1939 åbnede det som museum og havde allerede det første år omkring 5000 besøgende. Knud Rasmussen var en uhyre populær mand i Danmark i de år og havde mange læsere. Blandt andet var hans bog ”Den store slæderejse” (1932) ifølge Søren la Cour Jensen i flere årtier en af de mest populære konfirmationsgaver.

”I Knud Rasmussens bøger bliver man som læser bragt et andet sted hen. Han ophæver tiden, og der er bare ham, hundeslæden, landskabet og de mennesker, han møder. Da hans bøger udkom, var det, han beskrev, så fjernt og fremmed, og det var jo de sidste hvide pletter på verdenskortet, som blev tegnet. Han skrev til en dansk samtid, der ikke havde nogle forudsætninger for at vide, hvad han talte om. Men man kan sagtens få en oplevelse ud af at læse hans bøger i dag også. Han skriver så sansemættet, at man indimellem selv kan have en fornemmelse af at være deltager på ekspeditionerne,” siger Søren la Cour Jensen.

Han anbefaler, at nye læsere begynder med Knud Rasmussens bog ”Nye mennesker”, der er illustreret med tegninger af Harald Moltke.

Museet Knud Rasmussens Hus ved Hundested.
Museet Knud Rasmussens Hus ved Hundested. Foto: Knud Rasmussens Arkiv

”Den introducerer hele hans værk, fordi han her opsøger og taler med mennesker, hvis stemmer man ikke tidligere havde hørt. Det var de ukendte eskimoer, der selv i Grønland var sagnomspundne. Knud Rasmussen havde evnen til at kommunikere med inuitterne, og der har det nok spillet en rolle, at han også selv havde grønlandsk blod i årene på sin mors side. Det gav ham en form for autenticitet og var helt klart med til at bane vejen til den grønlandske befolkning. Da han døde som bare 54-årig, var mange, både i Grønland og Danmark, fortvivlede af sorg,” siger Søren la Cour Jensen.