Jakob Ejersbo var sensitiv, lang tid før det blev en form for diagnose at være følsom. Hans særdeles veludviklede empati bærer hans uforlignelige romaner, men blev også en hæmsko for hans personlige relationer. Det er dette spændingsfelt mellem kunst og levet liv, der er omdrejningspunktet i Christian Bonkes kærlige dokumentar ”Ejersbo”.
Med ”Nordkraft” brasede Jakob Ejersbo i 2002 ind i det litterære establishment med batiktrøje, guldøreringe og en rå realisme, der med rette blev sammenlignet med Tom Kristensens ”Hærværk”, og som lå milevidt fra samtidens ”forfatterskolelitteratur”. Ejersbo satte store aftryk her i verden, inden han alt for tidligt forlod den som blot 40-årig i 2008, hvor en aggressiv kræftform tog livet af ham.
Men det er ikke kun i litteraturen, Ejersbo satte markante spor. I Christian Bonkes dokumentar møder vi venner, familie og kærester. Fælles for dem alle er, at Ejersbos nærvær forskød deres livsbane. Det er derfor store og ægte følelser, der bærer dokumentaren, og ikke blot interview med en række talende hoveder, som fortæller om fortiden.
Rammen for ”Ejersbo” er en strabadserende tur op ad Kilimanjaro i Tanzania. I en af filmens første scener møder vi Morten Alsinger, der lakonisk tager en kaffedåse frem fra køkkenskabet med noget af Jakob Ejersbos aske i. Da døden ikke længere kunne fornægtes, bad Jakob bedstevennen Morten om at sprede sin aske på Kilimanjaro i forfatterens elskede barndomsland i Afrika. Fem år er gået, men nu skal løftet indfries.
Morten begiver sig af sted sammen med en anden af Jakobs venner, førstelæseren Christian Kirk Muff. Morten og Christian er vidunderlige og sympatiske bekendtskaber. Den ene er blød, den anden brovtende. Disse karakteregenskaber spejler det billede, man har af Jakob Ejersbo, som både fandenivoldsk og følsom.
Bjergbestigningen er hård. De to mænd er tydeligvis ikke vant til fysiske prøvelser i tynd luft, og de er stadig martrede af Jakobs død. Bonke fremstiller opstigningen som en forløsning for Morten, der har haft vennen som følgesvend selv efter døden. Bogstaveligt i form af hans aske; og vi fornemmer også, at Morten mistede en del af sig selv sammen med Jakob. Det er derfor ikke blot med ønsket om at indfri et løfte, at han snører vandrestøvlerne, men også med en forhåbning om at løse sig selv fra noget af sorgen.
Christian, derimod, bliver ikke forløst. Venskabet med Ejersbo var også en arbejdsrelation. Jakob skrev, og Christian var hans første og største kritiker, og de to havde mange konflikter. Den sidste - om Ejersbos ”Afrika-trilogi” - blev aldrig bragt i orden. Det har tydeligvis plaget Christian, men på vej op ad bjerget indser han, at frelsen ikke findes på toppen. Selv ikke en bjergbestigning op over skyerne bringer ham tættere på katarsis eller Jakob.
Dramaturgisk er rammen med bjergbestigningen en gave til Christian Bonke, som fornemt har klippet den lange vandring sammen til en stram narrativ, men det er ikke turen op ad Kilimanjaro, der er filmens største scoop. Det er Jakobs søster Ea og barndomsvennen Ali fra Tanzania.
Ejersbos litteratur er båret af et faderoprør, ikke kun mod forældregenerationen, men også mod den hvide mand som kolonialistisk figur. Ea Ejersbo taler afklaret og indsigtsfuldt om broderen, forældrene og barndommen i Tanzania. Når hun fortæller om deres liv som rige hvide blandt fattige sorte, forstår man endnu tydeligere, hvorfor det netop var Ejersbo, der som en af de første herhjemme mestrede at give globaliseringen et (med)menneskeligt ansigt.
Og Ali er som taget ud af Afrika-trilogien, hvor han da også er forlæg til en af figurerne. Disse to mennesker taler så kærligt og klogt om Jakob Ejersbo, at man bliver helt rørt over at få lov til at dele deres minder og tanker. Deres medvirken giver ikke bare dokumentaren, men også hele Ejersbos forfatterskab en ekstra dimension.
”Ejersbo” er umiddelbart et portræt af menneskene omkring forfatteren, men de ville ikke være de samme, hvis de ikke havde haft Jakob i deres liv. Det formidler filmen smukt og bevægende. Det er derfor tilgiveligt, at filmens hovedspor - turen op ad Kilimanjaro - som sådan ikke bringer noget nyt til myten Ejersbo. Det er en tragisk historie, at en så følsom og klarsynet forfatter ikke kunne overgive sig til nær kærlighed, men hans væren var alligevel så tydeligt en gave til hans nærmeste. Og hans bøger en gave til os alle.
kultur@k.dk