Prøv avisen

En fontæne af glæde, ophav til din tanke

Om Inger Christensen var kristen, må Vor Herre afgøre, men hun var i hvert fald optaget af Løgstrup og Kierkegaard og har betydet meget for præsters sjælesorg, skriver Johannes Møllehave

Johannes V. Jensen citerede i sin nobelpris-tale i 1945 sig selv. De linjer, han citerede, er fra digtet Jorden og Lyset fra 1935:

En almægtig Række af haandgribelige Mirakler,

en Verden, en Fontæne af Glæde, Ophav til din Tanke.

Det kan være svært at komme efter de fine nekrologer om Inger Christensen, der har været i dagbladene. Min adkomst til det er, at Kristelig Dagblads læsere har ringet og spurgt mig, om jeg tror, at Inger Christensen var kristen, og om hun ønskede en kirkelig begravelse.

Det første spørgsmål kan jeg ikke svare på, men ja, det er en kirkelig begravelse. Uanset om hun var kristen eller ej, forholder hendes digtning sig til salmer som Ingemanns. For eksempel indgår ordene Lysets Engel i første strofe af Inger Christensens digt Sommerfugledalen, mens anden strofe refererer til Brorsons Op al den Ting som gud har gjort:

Jeg (går) fra blad til blad tilbage

og sætter dem på barndomslandets nælde.

Det er nemt at påvise hendes referencer til salmer og bibel. Hendes debutsamling hed Lys (1962), og hendes anden hed Græs (1963).

Og Gud sagde, der blive lys, og der blev lys,

og Gud skabte himlen og jorden med alle dens urter, skove, marker og græs.

Jeg lærte Inger Christensen at kende, mens hun og hendes mand Poul Borum underviste på Holbæk Kunsthøjskole i begyndelsen af 1960erne.

Hun var uddannet på Vejle Lærerseminarium, og kristendom var et obligatorisk fag.

På det tidspunkt var K.E. Løgstrup det store navn i undervisningen på grund af sin bog Den Etiske Fordring fra 1956. Også Inger var optaget af Løgstrups forfatterskab. Det er nemt at se en sammenhæng mellem det, Løgstrup kalder en religiøs tydning og Inger Christensens poetiske tilgang.

Hos Løgstrup hedder det, at der er andet end den videnskabelige tilgang til virkeligheden. Hvor mange videnskabsmænd går i grunden forbi en sø eller et hav og tænker Nåh, det er jo bare H2O?

Løgstrup kalder det forundringsviden, og han tilføjer, at det er det samme som poetisk erfaring. Jeg var med om morgenen på højskolen, hvor Inger Christensen og Poul Borum hver dag begyndte med at læse et digt, som netop ikke var videnskabeligt, men en opfordring til eleverne, som kan sammenfattes med ordene: Forny din undren.

Johannes V. Jensen siger: En almægtig Række af haandgribelige Mirakler, en Verden, en Fontæne af Glæde, Ophav til din tanke.

Johannes V. Jensen var ateist og ville føle sig misfortolket af en teolog, der sagde, at almægtig måtte betyde udgående fra en almagt, altså Gud.

Det ville ikke have generet Løgstrup, som altid mener, at en digter har en opfattelse af, at tilværelsen er gådefuld, fordi vedkommende er poet, mens Løgstrup tænker teologisk. Jeg kan finde mange henvisninger fra Ingers forfatterskab, i øvrigt også fra Poul Borums (Grundtvig-eksperten), som viser, at de deler forståelse med Løgstrup.

Også på andre felter ser jeg dybe overensstemmelser. Den belæste Inger Christensen, det ved jeg positivt, satte Søren Kierkegaards bog om angsten meget højt. I digtsamlingen Det fra 1969 skriver hun om angsten:

Det eneste vi har at gøre for hinanden

er at sige det som det er

jeg er bange

at være det som det er

overvinde angsten med angsten i behold

og senere

overvinde angsten

for at meddele andre

sin overvundne angst

den er deres.

Inger Christensen har betydet meget for præsters sjælesorg. Hun skrev: Der er ingen, vi ikke kan gøre noget for. Selvom det er umuligt.

Hun var det modsatte af hudløs. Hun skrev: Åh hud, min yderste radarskærm, og det kostede hende dyrt at være så følsom. Derfor kredser mange af hendes digte om angst og depression. Til ensomme og sørgende skrev hun blandt andet digtet Tæt fravær.

Søren Ulrich Thomsen skrev i sine mindeord i Politiken, at Inger Christensen hadede højskolen. Det er ikke mit indtryk. Hun var som sagt selv højskolelærer, og hun og Poul Borum opdagede i deres undervisning to vordende poeter Steen Kaalø og Henrik Nordbrandt. Uden højskolen var Martin Andersen Nexø ikke blevet forfatter, det har han selv udtalt, så lad os ikke undervurdere det potentiale, højskolerne stadig har som igangsættere af talenter.

kultur@kristeligt-dagblad.dk