Prøv avisen

En forestilling om frihed

Julekrybber har også politiske budskaber som på dette billede, hvor Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, er afbildet sammen med en letpåklædt kvinde. Foto: Teater Får302.

På det eksistentielle niveau står moderne mennesker over for samme udfordring som Romerrigets slaver, der også havde svært ved at forestille sig et alternativ til den måde, verden var indrettet på, mener instruktøren bag teaterforestillingen Jeg er Spartacus

Det eksperimenterende Teater Får302 i København har formentlig Danmarks mindste scene med 47 siddepladser i det lille teater, der mest ligner en stor lejlighed. Det er derfor med et vist vovemod, at teatret om et par uger har premiere på en af verdenshistoriens størst anlagte fortællinger om oprørslederen Spartacus:

I historiens forlæg skulle der være 80.000 statister i Spartacus store slavehær, men i vores version fordeles rollerne mellem kun tre skuespillere, siger Frede Gulbrandsen, der har instrueret forestillingen Jeg er Spartacus.

Det har været en slags kreativt benspænd at sætte en så stor historie op på en så lille scene, men det har sat os fri til at udfolde vores fantasi, så vi får mest muligt ud af pladsen og skuespillerne. Og scenografien består for eksempel hovedsagelig af et konferencebord, der er skåret ud som et italienskort, så de kan være mange steder på én gang, mens vi bruger et telt til at skabe en stemning af de store flygtningelejre af slaver. Og i mellemtiden træder de tre skuespillere ind og ud af forskellige roller, siger Frede Gulbrandsen.

Forestillingen er dog stadig, som titlen antyder, baseret på den historiske fortælling om Spartacus.

Ifølge historien skulle Spartacus være født omkring år 109 f.Kr. Han var romersk slave, men stammede fra Thrakien nord for Grækenland. Og i år 73 f.Kr. kom han til at lede det såkaldte Spartacusoprør mod romerne.

Oprøret begyndte, da han sammen med andre gladiatorer flygtede fra en gladiatorskole i byen Capua. Oprøret fik støtte af mange slaver, og Spartacus stod til sidst i spidsen for en enorm hær af slaver.

Oprøret havde først fremgang, men blev besejret af romeren Crassus ved floden Silarus i år 71 f.Kr., hvor Spartacus faldt.

Det er faktisk meget lidt, vi ved om Spartacus som historisk person, så fortolkerne af hans historie har gennem tiden brugt ham i deres egen agenda, som de ville, siger Frede Gulbrandsen, der selv mener, at historien først og fremmest handler om de forestillinger om frihed, man kan have.

LÆS OGSÅ: At være forankret sætter os fri

Spartacus skabte en slavehær, der fik magthaverne i Rom til at ryste i bukserne. Roms rigeste mand, Crassus, satte derfor alt ind på at stoppe oprøret. Og mod Romerrigets mest veludrustede hær havde selv 80.000 slaver, der kæmpede med hjemmelavede våben, ikke en chance, siger Frede Guldbrandsen og tilføjer:

Personligt tror jeg, at oprøret var lykkedes, hvis slaverne havde troet mere på det. For hvis alle Romerrigets slaver havde gjort oprør på samme tid, ville intet have kunnet holde dem tilbage. Men de fleste slaver havde simpelthen svært ved at forestille sig en verden uden slaver dengang. Jeg tror, at der er noget tidløst over at føle, at verden er fastlåst, som den er. Og det gør også fortællingen aktuel, synes jeg, siger Frede Gulbrandsen.

Teaterinstruktøren mener på den måde, at moderne mennesker på det eksistentielle plan står over for samme udfordring som Romerrigets slaver.

I dag holder folk ikke slaver på samme måde som dengang, men vi lever alligevel med nogle fastlåste måder at indrette verden på, som det er nærmest umuligt at finde alternativer til. Hvis man for eksempel tænker over kapitalismens slagside, hvor verdens ressourcer forsvinder i takt med vores krav om konstant vækst, virker kommunismen som det eneste alternativ. Det ønsker de færreste jo, så på den måde ender man i en slags resignation over, at man alligevel ikke kan ændre noget, siger Frede Gulbrandsen, der indrømmer, at forestillingen kan ses som en kritik af kapitalismen:

Spartacus hovedfjende, Crassus, spiller en stor rolle i forestillingen. Han var også kapitalismens grand old man rent historisk. Han udlejede blandt andet slaver, som han havde trænet op, så man kan sige, at han startede verdens første vikarbureau. Og han havde også et brandslukningskorps, som han kun ville bruge, hvis folk lovede at sælge ham deres hus bagefter. Så han var også en slags ejendomsspekulant.

Ifølge Frede Gulbrandsen var rigdom dog ikke nok for Crassus. Han ville også opnå den ære og anerkendelse, der lå i at nedkæmpe oprørerne. Men det lykkedes ham kun, fordi slaverne også var i splid med sig selv, mener Gulbrandsen.

Det ser man også på scenen, hvor oprøret flere gange går i stå, når slaverne skændes internt. For tanken om frihed ligger for langt fra dem til, at de kan samarbejde ordentligt. Og sådan synes jeg også, at det er i dag. Vi evner ikke at forestille os en verden, der ser radikalt anderledes ud.

Forestillingen Jeg er Spartacus spiller fra den 18. februar til den 6. marts. Mandag-fredag klokken 20.00. Lørdag klokken 17.00.