Prøv avisen
Bøger

Speciel og charmerende biografi om en forfængelig jurist

3 stjerner

Peter Gardes biografi om den indflydelsesrige jurist Stephan Hurwitz er speciel og indimellem charmerende

Stephan Hurwitz (1901-1981) var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige jurister i Danmark. Han voksede op i en jødisk familie med sin mor og to søskende – faren var død kort tid efter Stephans fødsel. Han blev en dygtig jurist, professor ved Københavns Universitet, spillede en stor rolle ved retsopgøret, hvor han forsvarede straffe med tilbagevirkende kraft, han var med til at indføre kriminologi som fag i Danmark, og han etablerede som den første ombudsmand (1955-1971) denne institution.

Hertil kom, at han engagerede sig i sit samfund. Han skrev mange artikler om juridiske emner til aviserne, han var en afgørende hjælp under Kofoeds Skoles store krise i 1948, og han var i blandt andet Straffelovsrådet en forkæmper for, at samfundet skulle straffe humant med blik for at resocialisere kriminelle. En indsats, der gav gode resultater, men som de senere års retspolitik i Danmark har rullet delvist tilbage.

Hurwitz’ største indsats er dog nok at etablere ombudsmandsinstitutionen på en klog måde. Han vidste, at offentlig administration var svær, og han kritiserede ikke som senere ombudsmænd offentlige instanser for småting. Hans humane indstilling gjorde også, at en klager med selv den mindste sag kunne få en samtale med ham. Ved mange af disse samtaler fik han forklaret klageren, hvorfor en sag havde udviklet sig og var afsluttet, som den var, og det på en måde, så klageren forstod sin sag bedre og selv stoppede den. En lykkelig udgang, for det er en tung skæbne at ende som ”en mand med en sag”.

Hurwitz var et meget sammensat menneske. For ved siden af den humane jurist rummede hans personlighed andre træk. Han havde et sårbart og forfængeligt sind, han var snobbet og selvoptaget, han var altid på spring efter indtægter og for at undgå udgifter – for eksempel opførte han sig pinligt for at undgå småbøder for parkering og sin hunds overfald af et postbud – og han må have været fjern for sin familie. Juristen Beth Grothe Nielsen legede som barn gennem fem år hver sommer nogle uger dagligt med Hurwitz’ børn i Skiveren uden nogensinde at se ham, og blandt vendelboerne var han grundigt upopulær, fordi han ikke kunne eller ville tale med dem.

Man kan rette mange og alvorlige indvendinger mod denne biografi.

Forfatteren giver en stort set kronologisk gennemgang af stort og småt fra Hurwitz’ efterladte papirer og prøver ikke at trænge om bag Hurwitz’ facade. Hvordan kunne så modsatrettede træk forenes i én person?

Alligevel er der noget charmerende ved bogen. Den overvældende detaljerigdom giver læseren mange oplysninger om jura, de danske emigranter i Sverige under Besættelsen, retsopgøret, strafferet, efterkrigstidens kriminalpolitik, berømte sager som Kjeld Wambergs (en stridbar dyrlæge, hvis disputats blev beskyldt for svindel), Harald Landers (en balletmester, der blev anklaget for et upassende forhold til danserne) og Kejsergadesagen om efterretningstjenestens lyttepost og så videre.

Der er mange sjove og kloge citater, for eksempel Scavenius’ giftighed fra Besættelsen, at hvis Danmark var i krig mod Tyskland, var det et held, at Tyskland ikke opdagede det, og betragtningen fra en engelsk kommissionsbetænkning, at pressen havde taget færre skridt til at beskytte sin faglige standard end nogen anden institution af lignende vigtighed.

Peter Garde er velinformeret om politik, kunst, teologi og naturligvis jura, og han beretter med en sådan begejstring, at selvom det indimellem bliver ukritisk og rodet, bliver man smittet af hans begejstring for Hurwitz, som han beundrer højt, og juraen som fag. For eksempel slutter han sin beskrivelse af en ombudsmandssag fra 1969, hvor en pilot alligevel fik en helbredsattest:

”Det var årets smukkeste sag.”

Ikke bare jurister vil læse bogen med stor interesse, også andre læsere kan få et godt udbytte. Det gælder historisk interesserede og de ret mange mennesker, som ikke ved så meget om jura, og som derfor tror, at juraen altid kan afgøre sager klart og logisk. De kan her ved selvsyn se, at jura er et fortolkningsfag, der arbejder med tekster og praktiske forhold i en konkret historisk sammenhæng. Disse juridiske fortolkninger kan ikke altid blive helt klare og logiske, men så meget desto mere lærerige og spændende er disse tolkninger; det så i øvrigt allerede Aristoteles.