Prøv avisen

En forfatter, der er drevet af det bydende nødvendige

”Om Ida Jessen ved vi, at hun har et hjerte; vi ved også, at hun har noget på hjerte, og vi ved, at hun ingen midler skyr for at være usvigelig tro mod kunsten,” skriver Johannes Riis i talen. – Foto: Gyldendal.

PRISTALE: Ida Jessen er årets modtager af Martin A. Hansen-prisen. Forlagsdirektør Johannes Riis motiverede tidligere på ugen valget af Jessen i denne tale, som blev holdt ved en sammenkomst i Martin A. Hansens hjemby, Strøby, på Stevns

I sit forord til et udvalg af Martin A. Hansens essays, der udkom på norsk i 1979, skrev litteraturhistorikeren og forlagsmanden Gordon Hølmebakk, at det er inderligheden, fornemmelsen af det bydende nødvendige, der giver bogens tekster deres umiskendelige egenart.

Det har han ret i, og det er en karakteristik, man uden videre kan overføre på Ida Jessens forfatterskab. Der er intet ironisk letfærdigt over Ida Jessens værk, der er overalt en stor alvor i det, det bydende nødvendige løber som en understrøm i alt, hvad hun har skrevet. Det er det bydende nødvendige, der giver hendes værk den kraft, den overbevisningskraft og den gennemslagskraft, det har.

LÆS OGSÅ: Ida Jessen: Ingen situation er et slutpunkt

Ida Jessen skriver ikke for at behage sine læsere og stryge dem med hårene, hun tager fat i os for at få os med og gerne med ud på steder, hvor vi ikke har været før, og hun ser også gerne, at vi kommer til at tænke i baner, vi ikke har tænkt i før, ja, måske endda er veget tilbage fra at tænke i. Hun skyr ikke det, der gør virkelig ondt, ja, hun opsøger det, og jeg tror ikke altid, hun sidder og hygger sig, når hun skriver, jeg tror for eksempel ikke, at det har været specielt sjovt at skrive hverken Børnene eller Ramt af ingenting. Jeg tror, de bøger er blevet til, fordi det ikke kunne være anderledes, og fordi de har trukket på erfaringer og tanker, som Ida Jessen kun har kunnet leve med, hvis de blev sat på ord og dermed også sat på plads.

Ida Jessen skriver, fordi hun ved noget, har erfaret noget, som er vigtigt, og som det er hende bydende nødvendigt at få sagt til verden omkring sig. Hun skriver om emner og temaer, som hun har haft inde på livet, ikke i flad 1:1-forstand, men eksistentielt, eksistentielt udfordrende for hende. Det kan som sagt være emner, der er alt andet end behagelige at beskæftige sig med, men hun tager fat på dem, hager sig fast, borer sig længere og længere ned i dem, og hun helmer ikke, før hun har fået gennemlyst dem, så også læseren sidder tilbage med en fornemmelse af ikke alene at være blevet klogere på bogens personer, men på sig selv.

Ida Jessen vedkender sig åbent og gerne en dansk tradition, arven efter Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, og hun er i mindst lige så høj grad som sidstnævnte, hvad man i mangel af bedre kalder en eksistentiel forfatter. Hun lever i sin tid, er en del af den og tager den alvorligt, hun skildrer konkret og præcist både miljøer og omgangsformer, og hun kan som få se og opleve og skildre natur og landskaber, træer, dyr, fugle; men det er ikke så meget naturen og tiden og dens fænomener, hun er interesseret i, hun bruger det først og fremmest som ramme for sine personer og deres livtag med store, tidløse, almene, indviklede problemkomplekser, som hverken hun eller andre forfattere nogensinde får udtømt.

Martin A. Hansen var bekendende kristen, det er Ida Jessen ikke, omend tankegods og begreber fra den kristne kulturarv er lyslevende til stede overalt i forfatterskabet, og hvor Martin A. Hansen kredser med et umiskendeligt maskulint blik om emner som skyld og ansvar, løgn og soning og tilgivelse og for eksempel ofte begiver sig ud i det historiske stof, holder Ida Jessen sig til sin nutid, det er nutiden, hun skriver om og forholder sig til, hun skriver detaljeret og anskueligt om menneskekår i vores tid. Hun skriver om kærligheden, om dens opståen og ophør, om, hvad relationer mellem mennesker kan bruges til og udsættes for, hvad de kan holde til, og hvad de kan give efter for, for at blive afløst af ligegyldighed eller irritation, foragt eller had; hun skriver om forældre og børn, om venskab, køn og drift, skyld og tilgivelse, og hun gør det med en udpræget feminin sensibilitet.

Ikke forstået på den måde, at hun er feministisk forfatter i banal forstand, Ida Jessens persongalleri er ikke opdelt i onde, handlekraftige mænd og gode, passive kvinder, det er helt anderledes broget og sammensat, og hun har et godt øje til såvel kvindelig indeklemthed og kvindeligt nag som kvindelig brutalitet og beregning. Ida Jessen ved, at kvinder er sårbare og udsatte, blandt andet fordi de påtager sig kærligheden, for eksempel til deres børn, og føler sig forpligtet af den; men hun ved også, at der findes en kvindelig urkraft, som kan sætte sig igennem al fornuft og tage magten fra alle overvejelser og give sig både konstruktive og destruktive udslag, hun ved, at mænd kan være vege og feje og konfliktsky og overhovedet ikke værd at samle på. Ida Jessen kan være rå og direkte som en murerarbejdsmand.

LÆS OGSÅ: Forfatteren, der beskæftiger sig med de største emner i verden

Ida Jessen har også skrevet bøger før 2001, nærmere bestemt siden 1989, da hun debuterede med novellesamlingen Under sten, derefter fulgte en lang række romaner, noveller og børnebøger; men jeg vil springe frem til 2001, frem til romanen Den der lyver. Det er med den, Ida Jessen for alvor træder i karakter som forfatter. Det er også her, hendes kandidatur til Martin A. Hansen-prisen begynder at tegne sig.

Med Den der lyver kommer vi for første gang til Hvium, en lokalitet, som efterhånden står lige så klart for læserne som William Faulkners Yoknapatawphy eller Martin A. Hansens Stevns, og med den får Ida Jessen kredset sig ind på det, som er et hovedanliggende i den seneste del af forfatterskabet, nemlig forholdet mellem forældre og børn, nærmere bestemt om forældres skræk for, hvad der kan ske med deres børn, og hvad der sker, når der sker noget frygteligt med dem. Her er vi inde ved den ultimative skræk, det, der gør virkelig ondt. Man kan ikke klare, hvis der skulle ske dem noget, som Frederik i Det første jeg tænker på udtrykker det.

Men der sker børnene noget. I både Den der lyver og Det første jeg tænker på sker det endegyldigt forfærdelige med et barn: Ét er dødfødt, og ét bliver kørt ihjel på sin syvårsfødselsdag, tragedier, der får fatale følger, løgn og fortielse og forkvakling og overhængende risiko for alle former for katastrofe forældrene imellem.

I Børnene kommer et barn fra sin mor ved en skilsmisse, hvor driften er kommet imellem en mor og en far og har skilt dem fra hinanden med savn og ubodelig skyldfølelse til følge. Med de to første bind af trilogien in mente kan læserne allerede her begynde at spørge sig selv, hvad der egentlig er værst, at barnet dør, eller at moderen bliver skilt fra sit barn, og i sin seneste bog, novellesamlingen Postkort til Annie, der udkom så sent som i går (i mandags, red.), fortsætter Ida Jessen sin undersøgelse af, hvad der sker, når det går galt mellem børn og forældre.

Her møder vi forældre, der ikke kan styre deres børn, ikke kan kende dem mere, ikke kan forstå, hvad det er, der er ved at bemægtige sig dem, og som de ser gør dem onde og afstumpede, ulidelige at omgås for andre. Forældrene har ingen autoritet mere, de mister gradvis grebet om børnene og står magtesløse over for dem og deres udvikling og handlinger; hvor gerne de end vil, kan de ikke få hevet dem ind fra den sliske, de kan se, at de er på vej ud på, og de kan ikke komme ud over deres følelse af ansvar, skyld og skam og selvbebrejdelser og trang til bod og tilgivelse.

Men hvordan handler man i den situation? Hvor meget kan man dække over, skal man lade, som om man ikke ved noget og række sin søn en hjælpende hånd, når han beder om det, selvom man har en til vished grænsende mistanke om, at han har været ude i noget skidt og måske for alvor er på vej ud i uføret? Hvad gør man, hvis ens eget barn giver én en blodtud? Hvor meget kan forældrekærlighed holde til? Kan man blive ved med at elske et barn, hvis adfærd man kun kan tage afstand fra? Kan man virkelig angive sit eget barn til politiet?

Det er den slags overvejelser, Ida Jessen tvinger sine læsere ud i, og det er ikke bøger, man sådan lige bliver færdig med. Det gælder også den mindste og korteste bog i Ida Jessens forfatterskab, Ramt af ingenting fra 2012. Det er også en af de grummeste af dem, en af dem, hvor man for alvor føler, at det har været bydende nødvendigt at få den skrevet. Det er igen en bog om kærligheden og kærlighedens ophør, om tomrummet og lammelsen herefter, om fornemmelsen af at være blevet kasseret, og den viser Ida Jessen fra hendes mest skånselsløse og ubønhørlige side.

Det er en bog, der vedkender sig alt, savnet, sorgen, uforståenheden, men også vreden, bitterheden, alt det grimme, som vi helst ikke vil stå ved; vi vil jo gerne bevare vores selvrespekt og vores værdighed, både indadtil og udadtil. Men, siger bogen, netop ved at vedkende sig bitterheden kan man vedkende sig selv, stå ved sig selv og tage bestik derudfra: Hvad er der at vide om bitterhed? Den giver ingenting, den tager ens stolthed, ens identitet, ens øvrige trang. Den er en last. Men jeg kan være bitter, kan jeg. Jeg råber til dig: Du har ædt mine år og min glæde, min tro og mit håb og min kærlighed og gylpet mig op. Bøvset mig op, har du. Jeg er ikke andet end gammel, tygget mad.

Længere ned kan man ikke komme. Kvinden føler sig ydmyget og nedværdiget til det intet, det ingenting, som hun nu ser som det vigtigste, hun har vundet. Måske er det det intet, der bliver vejen frem for hende igen, det, der får hende til at plante blågrønne hosta og storkonvaller i haven omkring det hus, hun er flyttet til, plante syrener og pibeved og kornel, så hun om fem-syv år kan have den glæde at se musvitter og skovspurve og gærdesmutter mellem røde grene i januar og februar. Sådan rejser man sig fra ydmygelsen, fra sit surt og bittert erhvervede ingenting, sådan vender man sig mod verden igen. Det kan lade sig gøre, og derfor bliver Ramt af ingenting på én og samme tid så fortvivlende og opløftende læsning.

I sin artikel Konvention og Formaand i den posthumt udgivne Midsommerkrans fra 1956 skriver Martin A. Hansen:

Det er en høj Ros, naar man siger om en Forfatter, at han har noget paa Hjerte. Denne Vending har efterhaanden faaet et Indhold, som man maa mistro. Det er bedre at sige simpelthen, at Kunstneren bør have et Hjerte. Ingen kan villigere end jeg erkende, at Kunstneren maa være Sandhedens, Menneskelighedens, Livets Tjener, at Digteren er forpligtet. Men det er kun i sin usvigelige Troskab mod Kunsten, han sandt opfylder sit Kald.

Om Ida Jessen ved vi, at hun har et hjerte; vi ved også, at hun har noget på hjerte, og vi ved, at hun ingen midler skyr for at være usvigelig tro mod kunsten. For igen at citere Gordon Hølmebakk: Hendes forfatterskab er drevet af det bydende nødvendige. Martin A. Hansen-prisen kunne ikke få eller ønske sig en bedre modtager.