En samtalebog er en genre, der lover lidt afslappet og hyggelig sniksnak. Men når det er litteraturforskeren Erik Skyum-Nielsen og forfatteren Jens Smærup Sørensen, der er samtalepartnerne, ved man godt, at det er en lidt anden snak. Tre sensommerdage i august 2015 samtalede de i Smærups lyse stue i Nykøbing Mors. Indimellem gik de også ture ned til fjorden. Bagefter er diktafonen gennemlyttet, og materialet er ud- og gennemskrevet, ovenikøbet i hånden, sætning for sætning.
Jeg ville have underkastet bogen en strammere redigering. Med en vis ret ser Skyum sig som andet og mere end en interviewer i almindelig journalistisk forstand, men bogen kan blive lidt lang i spyttet, når han lige holder en mini-forelæsning om Halldór Laxness’ forfatterskab, kommer med indgående stilistiske analyser af et langt citat fra en bog af Smærup eller lokker ham ind i en diskussion om hans brug af tempusformer.
De tekniske diskussioner falder uden for genrens livfuldhed og brede appel, og nogle gange kræver samtalerne også et så indgående kendskab til Smærups forfatterskab, at det måske kun er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der kan være med. Jævnfør, hvordan Smærup efter i 2008 at have fået tildelt De Gyldne Laurbær motiveret af Fogh ved en tale til den store festmiddag udtrykte sin store forbløffelse over, hvor godt statsministeren var inde i selv de mere apokryfe af hans værker!
Det viser sig bogen igennem, at Jens Smærup Sørensen er lidt svær at sætte i bås som forfatter, og samtalen bliver også en fælles eftersøgning: Hvad er egentlig hans kendemærke, hans særlige signatur som forfatter? Smærup har skrevet i allehånde genrer og på vidt forskellig vis, han kommer fra landet, men han har læst på universitetet, han var som ung med i den meget modernistiske forfattergruppe omkring forlaget Arena og opnår ret sent i karrieren et folkeligt gennembrud med romanen ”Mærkedage”, hvor opbruddet fra landbosamfundet bliver hans varemærke.
Det er stærkt fascinerende, når Smærup fortæller om sin opvækst på landet, om de meget få bøger i hjemmet, hvordan han var en lidt akavet og sær dreng, ikke dygtig til at arbejde, hvad der var skidt i den verden, men alligevel gik han og havde det egentlig meget godt, i naturen og blandt menneskene; det var en rummelig og tolerant verden, hvor mange havde lov til at være sære på deres egen måde, samtidig med at det i næsten gammeltestamentlig forstand også var klart, hvad der var de jernhårde love i tilværelsen. Man tænker uvilkårligt, om det er omvendt i vore dage: masser af frihed og tolerance på det verbale og ideologiske plan, stram styring i det virkelige liv, hvor mennesker skal færdes.
I sine bedste passager er bogen levende litteraturhistorie. Det er utrolig intenst, når Smærup og Skyum taler sig frem til, hvor fantastisk en forfatter Steen Steensen Blicher egentlig er, ikke mindst i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”. Det er underholdende og givende, når Smærup fortæller om sine venskaber og professionelle bekendtskaber med ældre og nu afdøde forfatterkolleger som Ole Sarvig, Peter Seeberg og Per Højholt.
Enkelte steder kan man fornemme en mere kritisk holdning til yngre forfatterkolleger med deres fænomenologiske realisme, evindelige brug af præsens og lignende, og det kunne have været interessant med lidt tørre tæsk til de unge, men det er man alligevel for diplomatisk til i den litterære verden. Krabasken gemmes bag ryggen.
Endelig og måske lidt overraskende er bogen næsten allermest medrivende hen imod slutningen, hvor Smærup pludselig genfortæller (og vel også i samme moment fortolker på) en stor del af handlingen i sin fremragende roman ”Hjertet slår og slår”. Hvad sker der lige her? Jo, der sker det, at romanen er kommet så meget på afstand af forfatteren, at han bare kan tage historien i den og genfortælle den, som om han var en omvandrende fortæller fra gamle dage og romanversionen blot en ud af flere mulige. Hermed lades jo alle de tekniske og stilistiske raffinementer bagude¸ og det er de oldgamle og arketypiske elementer, der træder frem, som Skyum med en vis forbløffelse noterer.
Et sted siger Skyum meget ærligt, at han kan have problemer med at finde ”lækre” og citérbare steder hos Smærup. Selv når han mener, at de er der, har han svært ved at genfinde dem, og når det lykkes, er de svære at ”klippe ud”, fordi de ligesom kommer frem af noget og forsvinder ind i det igen. Det er interessant, fordi man ved de fleste forfattere nemt kan finde steder, som bare lyser af, at det er Sonnergaard, Helle Helle, Ejersbo eller Seeberg, der har skrevet dem. Men Smærup har tilsyneladende ikke denne genkendelige prægnans, og det er måske derfor, bogen får en lidt famlende og langhåret karakter, når den netop søger hans stilistiske særkender. Smærup indrømmer, at han skyer de meget pointerede steder, og han knytter det sammen med en mere livsfilosofisk tanke om, at afgørende indsigter ikke er varige. De kan indfinde sig i vores liv, men så bliver de dementeret øjeblikket efter. Det hele er altid mere indviklet end som så.
Det gælder også i denne udfordrende samtalebog. Den kan sikkert godt læses i en hængekøje, men man skal op og gå og ryste hovedet lidt med jævne mellemrum.