Prøv avisen
Tale

En forfatter, der sætter handling bag ordene

I 1977 udkom ”Mathildes drømmebog”, hvis titel kunne stå som et vandmærke i næsten alle Hanne Marie Svendsens andre bøger. Der er altid mere ikke blot mellem himmel og jord, men mellem mennesker og i hvert enkelt af dem, end det, der er dækket af de ”helt konkrete stedsangivelser”. – Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Hanne Marie Svendsen har modtaget en særlig hæder – Selskabets medalje – for sin livslange indsats for dansk litteratur. Som både forfatter, formidler og fortaler for det frie ord er hendes indsats uvurderlig. Professor Per Øhrgaard motiverede på Det Danske Akademis vegne valget af Svendsen med denne tale

Selskabets medalje – Selskabet er her Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse af 1759, som i 1966 blev fusioneret ind i Det Danske Akademi – tildeles ”med mellemrum som udtryk for en særlig anerkendelse”. Det er 12 år siden, medaljen sidst blev uddelt, så det med mellemrum kan man godt tage alvorligt, vi smider ikke om os med medaljer.

Nu uddeles den igen, til Hanne Marie Svendsen, hvem Akademiet ønsker at bevidne sin særlige anerkendelse for hendes indsats for og i, i og for, litteraturen gennem et langt aktivt liv. Hun har fulgt dansk litteratur på vej, og hun har selv beriget den.

Om den tyske forfatter Martin Walser, som i sin ungdom var radiomand, fortælles det, at han var sendt ud for at dække et af den såkaldte Gruppe 47’s årlige møder. Da gruppens spiritus rector Hans Werner Richter kom forbi i optagevognen, sagde den unge mand: Sådan noget som det, de læser op derinde, kan jeg også skrive! Så han blev inviteret næste år og blev en af de mest læste forfattere i Tyskland. Måske har Hanne Marie Svendsen tænkt noget lignende, da hun havde læst og talt og skrevet om, hvad så mange andre havde bedrevet. Hun købte en stak papir og begyndte for sig selv. Men nu tager vi det i tur og orden.

Først var der studier på Københavns Universitet, nej, det var der naturligvis ikke, først var der en barndom i Skagen (jeg siger ikke på), der enten ses eller anes i hele hendes forfatterskab, om det så kun er som en diskret brug af maritime ord, som landkrabber skal slå efter i ordbogen. Eller som beskrivelser af hårdt vejr – dem er der mange af i hendes bøger. Eller i det hele taget som den udlængsel, der sender hendes personer fra Grønland til Antarktis eller Indien.

Men det tidlige voksenliv gik med studier på Københavns Universitet i dansk og i tysk. Det sidste var dengang ikke så eksotisk, som det er blevet, og en af de første bøger, Hanne Marie Svendsen stod som forfatter af, udkom faktisk på tysk. Hun var ikke den eneste forfatter, den anden var hendes mand Werner Svendsen, som døde tidligere i år, og som vi må undvære i dag.

Det var et digert værk, ”Geschichte der dänischen Literatur”, udgivet hos Wachholtz i Neumünster og Gyldendal i København med forord af F.J. Billeskov Jansen. Bogen udkom i 1964 og tegner dansk litteratur op fra de tidligste perioder til den dengang helt aktuelle: Villy Sørensen, Benny Andersen, Klaus Rifbjerg når at blive omtalt.

Klaus Rifbjerg havde i Hanne Marie Svendsen en fortræffelig udgiver af et udvalg af journalistik (Rif) i 1967 og en medudgiver (sammen med Jens Schoustrup Thomsen og Ole Larsen) af eksperimentet Rifbjergs lytterroman fra 1972, det var dengang, ”interaktiv” hed ”tovejskommunikation”.

Helt i eget navn havde hun allerede tidligt skrevet essayet ”På rejse ind i romanen” (1962) og i 1966 udgivet ”værkstedssamtaler med danske forfattere” under titlen ”Romanens veje”. Hanne Marie Svendsen formåede at føre en egentlig samtale med dem, ikke blot at arbejde en liste med spørgsmål af. Alt det, mens Hanne Marie Svendsen gjorde en ydre karriere som programmedarbejder ved Danmarks Radio fra 1960 til 1963 og senere i syv år fra 1972 til 1979 som souschef ved teater- og litteraturafdelingen. I mellemtiden havde hun fra 1965 til 1970 været amanuensis ved Københavns Universitet.

I alle disse funktioner har hun hjulpet både litteraturens udøvere og dens udforskere på vej. Det er en indsats, som ikke dokumenteres på samme måde som trykte udgivelser og derfor nemmere kan gå i glemmebogen. Men den skal huskes, og det er det, vi gør i dag.

Men udgivelser blev det jo også til. Når man i dag genlæser den tidlige ”På rejse ind i romanen”, bliver man blandt andet fascineret af dens eksempelmateriale. Her skrev en, som kunne den danske litteratur, herunder guldalderens. Forleden lod jeg mig i anden anledning belære om, at hvis der er noget, der er i lav kurs hos antikvarboghandlernes kunder nu om dage, er det dansk guldalderlitteratur; og den er i hvert fald stort set ukendt i yngre generationer. Et enkelt sted fra dette essay vil jeg gerne citere: ”Romanens rum kan være et realistisk rum skabt gennem helt konkrete stedsangivelser, eller det kan være et rum østen for sol og vesten for måne, et rum, der ikke rigtig kan placeres i læserens virkelighed.”

Det var disse muligheder, Hanne Marie Svendsen tog med sig, da hun syntes, at nu kunne det være nok med at skrive og tale om andres litteratur, og begyndte at skrive sin egen. I 1977 udkom ”Mathildes drømmebog”, hvis titel kunne stå som et vandmærke i næsten alle hendes andre bøger. Der er altid mere ikke blot mellem himmel og jord, men mellem mennesker og i hvert enkelt af dem, end det, der er dækket af de ”helt konkrete stedsangivelser”.

Da nu Hanne Marie Svendsen er så belæst, som hun er, er jeg ganske sikker på, at der i hendes værk er mange mange flere såkaldt intertekstuelle referencer end dem, jeg har fået øje på, eller som hun selv markerer, det være sig til Shakespeares ”Stormen” (i ”Nilaus under isen” fra 2007) eller til Ibsen, Goethe og Dante i ”Rejsen med Emma” fra 1996, hvor fortællersken er en forfatter, som selv har lejlighed til at se den historie, hun beretter, i sammenhæng med andre, som hun har erfaret som læser.

I et interview fra 2000 nævner Hanne Marie Svendsen adskillige forfattere, hun har gjort sine erfaringer med, blandt andre en, som de fleste vist har glemt, nemlig H. Rider Haggard, som skrev eventyrromanerne ”Det hvide folk” og ”Kong Salomons miner”, som hun læste som barn, og som jeg også læste som barn. Det er bøger, som begynder i den kendte verden og støder en dør op til en ukendt. ”Vi”, personerne i bogen, er de samme, men omgivelserne, koordinaterne er pludselig nogle andre, som vi skal komme til rette med – eller ikke.

Men det er ikke så enkelt, at den anden verden så blot er den mere virkelige. I ”Mathildes drømmebog” støder de sammen. Til at begynde med er drømmene først, og dagligdagen sekundær, men så overtager dagligdagen og truer med at kvæle drømmene. Man kan fornemme, at Hanne Marie Svendsen har sagt til sig selv og sine personae, at det skal være løgn. Drømmen, visionen, skal indsættes i sine rettigheder, altimens forfatteren ved, at den ikke er det hele. Blot: Uden den, uden drømmen, utopien kunne man sige, er resten ingenting.

Hanne Marie Svendsens omfattende forfatterskab kan ikke resumeres her, end ikke i omrids, men foruden de eventyrlige og visionære elementer i det vil jeg gerne fremhæve for eksempel refleksionerne over sproget. Sproget er emne i flere af Hanne Marie Svendsens værker, mest gennemgående i ”Rudimenter af R” fra 2009, som er en roman om den døende Rasmus Rask og hans lange rejse til Østen og tilbage, baseret på både Rasks egne breve og på faglitteratur om ham – men en roman, der lader fortællersken, en slags dødsengel, udkaste et andet liv for Rask end det, han fik, lader ham være lykkeligere eller i hvert fald rigere på erfaringer, end han blev. ”Hans eventyr skulle have haft en lykkelig slutning (…) Det var den fiktion, jeg ville konstruere for ham, presse ham ind i, demontere den blinde vilkårlighed, så han roligt kunne se døden i øjnene,” siger fortællersken.

Så godt går det ikke, men det gør det så alligevel, for alt det andet, det ikke-levede, bliver til sprog i romanen.

Det er den bevidste brug af sproget, som åbner andre verdener, men også får sprogets egne grænser til at træde frem. ”Husk, at vi bruger sproget tankeløst, ligesom vi trækker vejret. Kun når vi er ved at kvæles, tænker vi på, at vi behøver luft.” Men da vi ofte er ved at kvæles, opstår sprogkunsten som et ilttelt.

I novellen ”Tolken” i bindet ”Skysamleren” fra 2005 siger fortælleren: ”Vi tror, at sproget er en glasrude, hvorigennem vi betragter verden. Men sådan forholder det sig jo ikke. Jeg skal ikke bestride, at virkeligheden findes et sted derude. Men de etiketter, vi sætter på den, er yderst ufuldkomne, afhængige af vores mangelfulde sanseapparat og vores sociale og kulturelle behov.” Sprogets rolle er forskellig i de to citater, men i begge tilfælde er det det, vi har til at konstruere vores verden, som altid er noget andet end blot virkeligheden – men som bygger med på virkeligheden og udvider den ind i dimensioner, som ellers er utilgængelige. I ”Guldkuglen”, Hanne Maries første store succes fra 1985, hedder det: ”Øjnene er redskaber, der indskrænker synet, ligesom ordene er redskaber, der indskrænker fortællingen.” Ja – og uden stemmebånd ville luften passere friere gennem struben, men så ville vi ikke kunne artikulere noget. Det er den dialektik, som træder frem i spillet mellem det realistiske og det magiske eller overnaturlige i bøgerne.

”Unn fra Stjernestene”, den store roman fra 2003, er en smuk og dybsindig historie om en piges udvikling til kvinde, men også om et samfund under forvandling eller måske snarere afvikling: Grønland i nordboernes sidste tid. Men det er også en roman om sprog: Unn begynder som afskriver af manuskripter i et kloster og læser i dem mere end klostrets fadervor. Hun stiller sig ikke tilfreds med tingenes tilstand, men hun er heller ikke i en position, hvor hun kan gøre oprør. Hun beundrer en ældre nonne i klostret, men hun ser også, hvilke omkostninger klosterlivet har, og dem vil hun ikke betale. Hun er nysgerrig, hun spørger, romanen diskuterer de store filosofiske og teologiske spørgsmål lidt på samme måde, som en præst vil drøfte dem med opvakte konfirmander, hvad der er ment som en ros: For romanen tegner et præcist portræt af en vågnende bevidsthed og individualitet, som mangler viden og overblik, men er klar over, at det gælder om at finde sin egen vej.

Stjernestene er Unns mytiske ejendom, den gård, hun egentlig kommer fra, den ligger på havets bund som hendes Atlantis: ”Havet ligger i solnedgangslys, bølgerne med de små solpletter viger til side, og dér dukker gården frem af havet, murene løfter sig langsomt; der vokser gule blomster i tørvemuren, og rundt om glimter gyldne sten.”

Lignende visioner findes i andre af Hanne Marie Svendsens bøger, og alt mens de afsløres som fatamorganaer, bliver de stående som ledestjerner: ”Når hun kiggede ud på aftenhimlen, hvis rødlige farvetoner langsomt gik over i gult og violet, mens skyggen mellem bakkerne blev dybere,” står der om Maja Stina i ”Guldkuglen”, ”kunne hun i skyerne se disse fremmede riger med bjergtoppe og sletter, flammende blomster og huse med hvide søjlegange. Hun regnede ikke selv med nogen sinde at komme derhen. Men fra bøgerne vidste hun, at de eksisterede i virkeligheden og ikke kun i skyerne.” Det kan hun strengt taget ikke vide noget om, når hun kun ved det fra bøgerne – men der er netop meget, vi kun ved, fordi det forekommer i litteraturen som den virkelighed, der supplerer vores egen.

Den virkelighed har Hanne Marie Svendsen aldrig glemt. Hun har i mange år gjort en tredje indsats for sprog og ånd – ikke specielt for dansk sprog og ånd, men en speciel dansk indsats for sprog og ånd i det hele taget og for åndsfrihed. Det har hun gjort som et engageret medlem af Dansk Pen, også i en periode i bestyrelsen.

Det rækker fra deltagelse i den internationale kongres i 1985 i New York, der blandt andet huskes for, at en finsk delegeret, Hanne Marie og Johannes Riis i en sen nattetime måtte klatre over hegnet omkring FN-bygningen, til for halvandet års tid siden flere gange at stå protestvagt, også i sne og slud, foran Saudi-Arabiens ambassade. Hanne Marie har talt og skrevet mange ord, men hun har ikke ladet det blive ved ordene, men sat handling bag.

Også dansk sprog og ånd er afhængig af, at der er frihed til at ytre sig, og vi er aldrig helt frie, når andre ikke er det. Så Hanne Marie Svendsens virke fortjener ”en særlig anerkendelse”. Den kommer her.

Talen til Hanne Marie Svendsen blev holdt ved Det Danske Akademis årsfest den 30. november 2018 og trykkes her med eneret for Kristeligt Dagblad.