Prøv avisen

En forfatter må lyve, når det er kunst

”Jeg synes, der bliver lagt for meget vægt på, hvordan bogen markedsføres. Genrebetegnelser er jo ikke meget mere end et vink til boghandlere og bibliotekarer om, hvilken hylde den skal sættes på. Der er en vittighed om, at de kommer på hylden for fiktion, hvis det er en person, man ikke kan lide, og fakta, hvis det er én, man synes om,” siger lektor i nordisk sprog og litteratur, Hans Hauge, om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen".

Karina Pedersens ”Helt ude i hampen” har givet ny næring til debatten om fakta og fiktion. Ifølge én litterat indgår bogen en for uklar kontrakt med sin læser. En anden mener, at debatten slet ikke handler om genrer, men om politik

Siden debattøren og forfatteren Karina Pedersen den 23. august udgav bogen ”Helt ude i hampen” om sin opvækst i det sociale boligbyggeri Korskærparken i Fredericia, har der udfoldet sig en voldsom mediedebat om, hvorvidt bogens informationer er korrekte. Samtidig er det også blevet debatteret, hvilken genre bogen egentlig tilhører. For selvom der i de seneste år er set mange eksempler på udgivelser, der placerede sig et tvetydigt sted mellem fakta og fiktion, har denne bog formået at gøre det på en måde, vi ikke lige har set før.

Det mener to litterater fra Aarhus Universitet, lektor og ph.d. Stefan Kjerkegaard, der blandt andet har forsket i selvfremstillende litteratur, og lektor, dr.phil. Hans Hauge, der er en rutineret debattør om litteratur, kultur, politik og teologi.

Men de to litterater er ikke indbyrdes enige om, hvordan vi overhovedet skal håndtere begreberne fakta og fiktion i forhold til litteratur. Og dermed også, hvordan vi skal forholde os til de indvendinger, som er kommet fra Karina Pedersens familie og andre, som optræder i bogen, om, at oplysningerne ikke er korrekte.

”Romangenren importerer i disse år en masse greb fra dokumentargenren, og der sker lige så megen import den anden vej. Derfor bliver det for læserne sværere at skelne, hvad det er for en type bog de har med at gøre. Karina Pedersens bog får på denne måde blot en gammel diskussion op til overfladen igen,” siger Stefan Kjerkegaard og tilføjer:

”Som hovedregel plejer man at sige, at som forfatter kan man tillade sig alt, så længe det er kunst. Men der er noget ved den kontrakt, bogen forsøger at indgå med læseren, som modarbejder dette, og derfor vil det være dubiøst, hvis dele af bogens indhold er faktuelt forkert.”

Men ifølge Hans Hauge handler debatten i virkeligheden ikke så meget om litterære genrer eller skelnen mellem sandhed og løgn. Den handler primært om, at Karina Pedersens kritikere er uenige i hendes synspunkter.

”Det er ren partipolitik. Hvis man tilhører rød blok, synes man, det er i orden, at forfattere skriver, at blå bloks politik er uanstændig, men ikke at en liberal forfatter anklager underklassen for at være umoralsk. Set fra den position vil de røde altid være de faktuelle og de blå de post-faktuelle,” siger han.

Ifølge Hans Hauge skal man ikke hænge sig så meget i, at ”Helt ude i hampen” optræder på bestsellerlisterne som faglitteratur, at forlaget Gyldendal betegner den som ”debatbog”, og at forfatteren har udtalt i et interview, at hvert et ord i den er sandt. Han mener, at bogen skal læses som en ”autofiktiv brevroman”, og at det derfor ikke giver meget mening at fakta-tjekke om familien og omgangskredsen husker fortiden på en anden måde end forfatteren.

”Jeg synes, der bliver lagt for meget vægt på, hvordan bogen markedsføres. Genrebetegnelser er jo ikke meget mere end et vink til boghandlere og bibliotekarer om, hvilken hylde den skal sættes på. Der findes i dag utallige tekster, som er hybrider mellem det faktuelle og det fiktive. For eksempel selvbiografier. Der er en vittighed om, at de kommer på hylden for fiktion, hvis det er en person, man ikke kan lide, og fakta, hvis det er én, man synes om,” siger Hans Hauge.

For Hans Hauge er det hverken op til forlaget eller forfatteren at bestemme, hvordan en bog skal modtages. At den ønsker at debattere er åbenlyst. Men hvis den havde til hensigt at give en rent faktuel skildring af hendes families fortid, ville forfatteren vel have skrevet de rigtige navne og beskrevet sine tre brødre i stedet for kun at omtale to, bror X og bror Y. Men disse ændringer gør hverken fra eller til i forhold til det, hun vil debattere.

”Det her er på en måde en omvendt version af historien om Erling Jepsens ’Kunsten at græde i kor’. I førsteudgaven af bogen skrev han, at personerne var opdigtede, men nogle af fortællingerne er sande. Siden opdagede man i Gram, at bogen faktisk var mere sand, end den gav sig ud for,” siger Hans Hauge, som peger på, at litteraturhistorien også er fuld af eksempler på fiktioner, som længe havde held med at fremstå som sande, for eksempel Daniel Defoes klassiker ”Robinson Crusoe”.

Men selvom forfattere altid har leget med tvetydigheder, og genrer har lånt greb fra hinanden, mener Stefan Kjerkegaard ikke, det er ligegyldigt, hvilke betegnelser forfattere og forlag hæfter på deres bøger. Han nævner som eksempel, at da forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth i 2005 udgav ”Det uperfekte menneske” som en selvbiografisk bog, kom han i vanskeligheder.

”Jeg tror ikke, reaktionen havde ramt så hårdt, hvis han havde skrevet ’roman’ på omslaget,” siger Stefan Kjerkegaard.

Året efter udgav forfatteren og reklamemanden Knud Romer ”Den som blinker er bange for døden”, som vakte opsigt, fordi den beskrev mennesker i hans barndomsmiljø i 1960’ernes Nykøbing Falster, som mobbede ham, fordi hans mor var tysker. Mennesker fra miljøet huskede fortiden markant anderledes, men bogen var betegnet som roman, og i kunst er alt tilladt.

I 2008 udkom så en roman, ”Suverænen”, hvor forfatteren Claus Beck-Nielsen på hudløs vis udleverede intime oplysninger om kollegaen og samarbejdspartneren Thomas Strøbech. Romanen udløste et sagsanlæg, fordi den beskrevne person mente, at hans liv var blevet stjålet. Retten frifandt forfatteren, idet den afgjorde, at bogen var kunst, og i kunst er alt tilladt.

”Man kan diskutere, om det er retsvæsenet, der skal afgøre, hvad der er kunst. Men jeg mener, at det i forhold til at rubricere ’Helt ude i hampen’ som kunst er et problem, at Karina Pedersen ikke fremstår som en person, der har til hensigt at skabe kunst,” siger Stefan Kjerkegaard.