Prøv avisen

En forfatters livslange samvær med bibelhistorien

Interview med forfatter Peter Mouritzen. Foto: MARIANNE ANDERSEN/ Nordfoto

Peter Mouritzen har afsluttet sin serie med 12 gendigtninger af historier fra Bibelen. Billedet af korset på Golgata er det stærkeste bogstav i alfabetet, siger han

Når forfatteren Peter Mouritzen fortæller bibelhistorie, tager han sig med fornøjelse visse friheder. Den sans for det groteske, skæve og uhyggelige, som altid har præget hans bøger, har han overført til et bibelsk univers i sin BibelStærk-serie, hvis tolvte og sidste bind, Da Gud gik i gang, er udkommet i denne måned.

Det er samværsbøger for børn og voksne: billedbøger, der er blevet til i samarbejde med skiftende tegnere, hvis løsslupne og udtryksstærke stil svarer til forfatterens. Helhedspræget mellem sprog og illustrationer er et mål, der både er tilstræbt og nået.

Det er et vigtigt princip for Mouritzen, at hans bibelhistoriske gendigtninger grundlæggende forbliver i overensstemmelse med forlæggene. I slutningen af den nye bog vover han dog i nogen grad at trodse det princip og lader forløbet bevæge sig uden for de givne rammer: beretningen om jordens skabelse forbinder han med beretningen om Jesu fødsel. Det sker i forbindelse med, at han indfører ondskaben som tema.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dødens dagsorden

Fanden gøres til en ganske central skikkelse. Og udløser behovet for et guddommeligt modspil. For et håb: Jesus.

Gud har nogle skrækkelige fremtidsvisioner, hvor han ser, at de fugle, han har skabt, kaster æggebomber ned på jorden. Han erkender, at et eller andet er galt, og at han ikke har helt styr på det, han selv har skabt. Fanden laver postyr i skabelsen. Dovenskab er Djævelens hovedpude. Derfor er Fanden løs, når Gud tager sig en lille lur, siger Peter Mouritzen.

Han vil ikke udlægge sin egen tekst. Men mon ikke han vil demonstrere, at skabelse er en fortsat proces og altså noget, der finder sted eller bør finde sted hele tiden, i et stadigt opgør med det destruktive?

Den første BibelStærk-bog blev udgivet i 2002. Derefter er der kommet en bog om året. Det udløsende initiativ blev taget af Bjarne Michael Jensen, der på det tidspunkt var redaktør på forlaget Alfa. Derfra er alle bind udgået.

Det afsluttende har ligesom de forrige haft Jensen som redaktør, selvom han egentlig har forladt Alfa for sammen med en anden tidligere redaktør derfra, Jeanne Dal-gaard, at stifte forlaget Jensen & Dalgaard. Imidlertid enedes man om, at han skulle have Da Gud gik i gang som sin sidste opgave for Alfa.

Peter Mouritzen fremhæver Bjarne Michael Jensens sikre sans for at komponere billedbøger og værdsætter hans bestræbelse på at finde de rette tegnere til de enkelte bøger. I alt syv har været involveret. I den nye er det Jenz Koudahl. I den øvrige del af serien er illustrationerne leveret af Oliver Streich, Peter Bay Alexandersen, Rasmus Bregnhøi, Lasse B. Weinreich og Otto Dickmeiss. Sidstenævnte modtog Kulturministeriets Illustratorpris for sine tegninger til Daniel og de drabelige løver.

Jeg måtte selv bestemme, hvilke historier jeg ville kaste mig over. Og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville holde mig til Det Gamle Testamente, der har en saft og en kraft, som taler til en fortællestreng i mig selv. Jeg valgte at begynde med Historien om Jonas og hvalen, hvor jeg giver hvalen lov til at fortælle sin historie også. Samtidig med, at jeg tog mig denne frihed, holdt jeg mig i den øvrige del af historien til den oprindelige version. Jeg er meget omhyggelig med at læse den bibelske tekst og gør mig mine tanker om, hvad jeg kan tillade mig, og hvad jeg ikke kan tillade mig. Jeg har både respekt for og kærlighed til de gamle historier. Og de friheder, jeg tager mig, er gerne i detaljen.

Jeg kan ikke dy mig for at lege med sproget, hvis der er noget i teksten, der inviterer til det. Jeg gør det for eksempel i Det tossede tårn om Babelstårnet, hvor jeg kaster mig ud i et nonsenssprog. For det er jo, hvad historien handler om. Og det er lige mad for mig. I historien om Samson og Dalila, Kraftkarlen og den dejlige dame, leger jeg med ordet filistre. Sådan et ord skal man jo ikke give mig! Jeg går amok. Da jeg som barn hørte ordet i skolen, grublede jeg vældigt over, hvad det dækkede over. Det er ét, man kan tygge på.

Mød Mouritzen, når han går amok som her i historien om David og Goliat, Gok Goliat!:

Den filistergorilla, giv fjolset et gok,

gør aben gakgak, giv fjenden et chok,

ram manden i panden, fat mod og tag fat,

vis Israel, at Goliat kun er et skvat.

Da jeg begyndte at skrive børnebøger, siger Peter Mouritzen, fik jeg at vide, at de slet ikke var for børn. Jeg var fremme med nogle betragtninger om, hvor pædagogisk og didaktisk låst man skulle være i børnebøger. Kunne man i virkeligheden ikke tillade sig betydeligt mere, end det normalt blev anset for passende? Egentlig har jeg haft som mål at undersøge, hvad der kan lade sig gøre i børnelitteraturen. På en måde har alle mine bøger været en undersøgelse af, hvad man kan tillade sig.

Det gælder også bøgerne i BibelStærk-serien. Det er ikke typiske bibelgendigtninger. Faktisk er de meget atypiske. Der har ikke været en oplagt målgruppe. Jeg har undladt at bruge børn som medlæsere, mens jeg skrev bøgerne. Og jeg har ikke noget præcist billede af, hvem der bruger dem. Jeg ved bare, at de vækker interesse. Nogle er gået vældig godt, andre mindre godt. Det er aldrig til at forudsige. Men jeg får jævnligt meldinger fra lærere og børn, der har læst bøgerne. Og det er som regel positive meldinger.

En kristen friskolelærer skrev, at hun havde brugt alle mine bøger i undervisningen. Undtagen Daniel og de drabelige løver. Den ville hun ikke bruge, fordi der er en drage med. Og drager findes ikke i Bibelen, skrev hun. Men dragen findes i den apokryfe udgave. Og den har jeg læst.

LÆS OGSÅ: Peter Mouritzen: Den finurlige forfatter

Hvordan vil du beskrive dit forhold til Bibelen?

Jeg tilhører en generation, der i skolen havde bibelhistorie som fag. Så vi lærte historierne. Men jeg kommer ikke fra en særlig kirkeligt orienteret familie. Vi var vanekristne, sådan som mange jo er. Vi var dog bestemt medlemmer af folkekirken. Det var der ingen tvivl om. Bortset fra engang i et anfald af ungdommeligt oprør har jeg heller aldrig selv for alvor tænkt på at melde mig ud. Så jeg føler mig trods alt naturligt hjemme dér.

Billedet af korset på Golgata har altid stået som et stærkt tegn for mig, ja, på en måde som det stærkeste bogstav i alfabetet, siger Peter Mouritzen.