Den politiske debat er blevet til en stadigt mere brutal kamp om opmærksomhed, hedder det i bogen ”Fake News. Når virkeligheden taber”. Alle kneb gælder, for opmærksomhed kan veksles til penge og magt. Misinformation, fordrejninger og forvanskninger er blevet en del af hverdagen i politik og medier.
En af dem, der i særlig grad forstår at skabe opmærksomhed om sin forskning, er den ene af bogens forfattere, filosofiprofessor Vincent F. Hendricks. Han er et retorisk kraftværk med masser af meninger og drive, en glimrende Rosenkjærpris-vindende formidler og en god logiker, men han er ikke nogen særlig stor samfundstænker. Det bærer bogen præg af.
”Fake News” er en velformidlet bog om et presserende debatemne, og den rummer flere udmærkede pointer om aktuelle mediefænomener som disinformation, trolling og bobleteori, men den bygger også på en forsimplet politisk analyse. Det slår blandt andet igennem i en iøjnefaldende bias i bogens politiske eksempler, hvor Trump, naturligvis, men også Brexit, Front National og Inger Støjberg udlægges som rent populistiske kaoskræfter, der truer med at destabilisere den eksisterende politiske orden. Macron er helten og en rapport fra World Economic Forum den åbenbarede sandhed.
Ikke ét sted forsøger forfatterne at trænge bag om de politiske, økonomiske og eksistentielle forhold, som ligger til grund for den politiske udvikling, vi ser i disse år. Ikke ét sted luftes blot en undren over, hvorfor mon Trump, Dansk Folkeparti, Inger Støjberg med flere appellerer til store vælgergrupper. Forfatterne kan udelukkende se det som udtryk for de valgte populistiske strategier og som et resultat af, at løgn, fordrejninger og fake news har fået overtaget. ”Når politik blot handler om magtspillet, bliver virkeligheden taberen,” som det patosfyldt hedder.
Men altså, ja, politik handler om magtspil, men det handler også om interesser, om prioritering af midler, substans om man vil. Bogen ser helt bort fra substansen, og forbliver derfor selv på overfladen. Da der er tale om en debatbog om fænomenet fake news, er det i sagens natur i orden, at det er bogens fokus. Men troværdigheden hæmmes af den enøjede samfundsanalyse. Det bliver ikke overvejet, om de etablerede medier har forsømt at afdække dele af virkeligheden, eller hvorfor behovet for andre nyhedskilder er blevet så udbredt.
Et kapitel i bogen er viet til ubelejlige kendsgerninger og det, der i fagsproget hedder kognitiv dissonans, som opstår gennem et modsætningsforhold mellem egne overbevisninger og den erfarede virkelighed. En mental tilstand, som kan undgås ved kun at indoptage de informationer, som bekræfter ens verdensbillede. Det er en skam, at forfatterne ikke har blik for deres egen selektive slagside, hvor ”signalpolitik”, ”os og dem-tænkning” og ”populisme” er de fastgroede fjendebilleder.
Fake news findes, og det er et fænomen, hvis voksende udbredelse i en digitaliseret verden, det bestemt er værd at opholde sig ved. Men falske nyheder er heller ingen nyhed, som bogen kort berører. Det ansporer ikke forfatterne til en dybere historisk refleksion. Hvorfor bliver nogle typer af falske historier pludseligt interessante? Og hvorfor forsvinder de ofte igen?
Hendricks og Vestergaard er rationelle filosoffer. De kan påvise, når mennesker handler ufornuftigt. Men de forstår tilsyneladende ikke rigtigt, hvorfor de gør det. Den enøjede antropologi er bogens største svaghed.
Det er et meget konventionelt synspunkt at betragte menneskets ufornuft som kilden til en stor del af lidelsen i verden. Men det gør det ikke sandt. Og hvis Hendricks og resten af centrum-venstres rationelle alarmister ikke får prikket hul på boblen og kommer videre i deres antropologiske studier, er de selv de bedste garanter for at holde Trump og co. ved magten.