Hvordan bliver man det menneske, man er? Hvordan påvirkes man af fortielser og løgne? Og af de valg, som ens familie træffer? Det er blot nogle af de vægtige eksistentielle spørgsmål, som den prisbelønnede israelske forfatter David Grossman med største selvfølgelighed stiller i sin nye roman ”Da Nina vidste”.
Romanen baserer sig på en sand historie om jugoslaviske Eva Pani Nahir, som i romanen kaldes Vera. Det er om hende, verden drejer. Og om hendes datter, Nina. De kom fra Titos Jugoslavien til en kibbutz i Israel efter ægtemand og far Milos’ selvmord, efter Veras ophold i arbejdslejren Goli Otok, efter beskyldninger for at være stalinist og folkefjende, efter hendes adskillelse fra hendes lille datter.
Vi hopper ind i deres historie i begyndelsen af 1960’erne, da de bor i kibbutzen, og da Vera slår pjalterne sammen med enkemanden Tuvia. Han har sønnen Rafael, der er jævnaldrende med Nina, men hvor Vera og Tuvias forhold i begyndelsen er af praktisk karakter – de er begge alene, så hvorfor ikke? – synes Rafaels og Ninas mere passioneret og langt mere sprængfarligt.
Sammen får Rafael og Nina datteren Gili, der fungerer som romanens prunkløse jegfortæller og dermed påtager sig det tvivlsomme hverv at fortælle familiens historie – eller rettere sagt familiens historier, for der er mange, og de er langtfra enslydende – samt at opløse det fortrængningsrum, de så længe har levet i.
”Da Nina vidste” løber i to tidsmæssige hovedspor, et fra 1960’erne, hvor Vera og Tuvia, Nina og Rafael finder sammen, og et nutidigt, der konstant foregriber handlingen og dermed skaber suspense. I det nutidige spor vender de efter Tuvias død sammen med Gili tilbage til Goli Otok, og undervejs optager de fortællingerne om deres familie på film til de kommende generationer og til de fremtidige udgaver af sig selv, og om deres mange film siger Gili:
”Jeg tænkte, at den ville være en klassisk katastrofefilm, men hos os er det en katastrofe i slowmotion, det almindelige livs katastrofe, som vi har lært at leve med, og den spiser af vores hånd.”
Man kunne hævde, at Gili har lige så lidt greb om sin fortælling som det menneske, der forsøger at begribe sin fortid og sin familie. Men den springende og mundtligt inspirerede erindringsform er med til at give den på en gang rolige og flimrende roman en særlig nerve, trods den til tider ekstremt langsomme fortællemodus, og den serverer sit højdramatiske stof, sin fortælling om kærlighed og kummer med en helt utroligt underspillet ømhed.
”’Skriv det hele ned,’ lærte han mig, da jeg var hans scriptgirl, mens han stadig var instruktør, ’skriv alt, hvad der falder dig ind, til slut hænger det hele sammen, det er hovedreglen!’.”
Sådan siger Rafael til Gili, og det er den samme model, Grossman benytter sig af i sin fornemme familiemosaik. Han lægger stædigt nye skygger og nuancer på sine personer, hvilket på en dårlig dag kan forekomme læseren gentagende, men på en god give en intens oplevelse, omend det kræver både tålmodighed og opmærksomhed at få det fulde udbytte af ”Da Nina vidste”.
Men i kraft af sine mange tilføjelser skriver David Grossman en række stærke skæbner frem, på en gang komplekse og enkle, og hans forsøg på at forstå menneskene er lykkeligvis forgæves. Som det hedder sig om Nina: ”Hun er der ikke. Hun er ikke. Men hvor er hun så, når hun ikke er?”.
”Vi er noget af en historie,” siger Vera til sit barnebarn Gili. Og det er David Grossmans fortælling om dem også. Endda en af de rigtig gode.