Der er noget sirligt og stramt og samtidig voldsomt og næsten ustyrligt organisk over Simone de Beauvoirs lille glemte værk. Som en gammel have med omhyggelige blomsterbede og vildtvoksende efeu, der danner lokkende gemmesteder. ”De uadskillelige” har levet en skjult tilværelse i årene fra den blev skrevet i 1954 og til nu, hvor Beauvoirs adoptivdatter, Sylvie Le Bon de Beauvoir, har besluttet at udgive romanen.
Det skulle efter sigende være Jean-Paul Sartre, der bærer skylden for, at manuskriptet først ser dagens lys nu. Beauvoirs mangeårige elsker mente ikke, at teksten var af tilstrækkelig litterær kvalitet til udgivelse, den var for intim, for privat. Hvor tog han fejl.
Romanen fortæller historien om den franske feminist og filosofs venskab med Elisabeth ”Zaza” Lacoin i de nok så formative ungdomsår. Zaza døde som blot 21-årig af hjernehindebetændelse, og ”De uadskillelige” indledes med en dybtfølt og sorgfuld dedikation til ungdomsveninden: ”Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live?”
Karaktererne er fiktionaliserede, omend genkendelige. Simone er fortællingens Sylvie, den flittige og dydige skolepige, som ”krigen og religionen har fået til at makke ret”, Zaza den vilde, modige Andrée, der med sine mørkglødende øjne, sit sortglinsende hår står i skærende kontrast til den omgivende blege konformisme.
De er bare ni år, da de mødes på Adélaïde-skolen i Paris, og Sylvie forvirres og bjergtages af Andrées gådefulde væsen. Fra da af er de uadskillelige. Vi ser Andrée med Sylvies henført kærtegnende blik. Da hun dumper ned på skoletaburetten med blæk på hagen ved siden af en måbende Sylvie og frimodigt fortæller, hvordan hun har overlevet en brandulykke. Da hun rækker tunge ad sin mor til en klaverkoncert og gynger så vildt, frygtløst og højt op i ahorntræernes kroner, at Sylvie må skrige af angst – og måske af fryd.
Og senere, da Sylvie finder den nu unge Andrée bagerst i en flammende sensommerhave med violinen og den hvide skilning i det sorte hår, som bliver sin egen poetiske sætning:
”Hendes smukke sorte hår var skilt af en rørende hvid sideskilning som man havde lyst til at følge ømt og respektfuldt med fingeren. Et øjeblik fulgte jeg buens bevægelse med blikket og tænkte ved synet af Andrée: ’Hvor er hun ensom!’.”
Beauvoir skildrer så fintmærkende forelskelsens dobbeltbundne natur og slægtskab med sorgen. Hun viser, hvordan venskabet især i de helt unge år er denne navnløse sammensmeltning, en kvalfuld symbiose – og ”De uadskillelige” føjer sig med sin begavede, præcise indfangning af ungdomserfaringen ubesværet til ”coming of age”-litteraturens allertungeste klassikere.
Især udmærker romanen sig ved sin særlige sproglige sensibilitet og hypersanselighed. Hver eneste finesse og sarte indfarvning er så nøje udvalgt i Beauvoirs prosa.
Blomsterbedet i Luxembourg-haven står som ”broderet med petitpoint”, og Beauvoirs sætninger er selv som fintmasket broderi. Alt er minutiøst orkestreret så kniplinger, taft, frøkenhatte og kaprifolier spiller hver deres vitale rolle. Blomstersymbolikken er gennemgående og central. Det vrimler med påskeliljer, begonier og klynger af krokus – og de er aldrig bare skødesløst strøet ud over siderne, men plantet med nænsom opmærksomhed, ladet med betydning.
Selvfølgelig handler det om at springe ud, men det er mere end bare denne banale metafor, for blomsterbillederne forlener også skriften med det dunkle, uregerlige, det skønne og flygtige, som ungdommen er.
Og så det tragiske, når Andrée i en skolestil skriver, at hun godt kan lide roser:
”Det er ceremonielle blomster som dør med et ærbødigt buk uden at visne.”
For det er ikke kun fortællingen om venskab og venindetab, men i høj grad også om kvindeskæbner fra en tid, før de måtte bestemme selv. En tid, hvor kvinder var henvist til passiv jomfruelighed, stivnet i et biedermeierstilleben og sat i smukke, klaustrofobiske vaser. Her tager forfatteren på elegant vis den gammelkendte sammenkædning af blomster og kvinder og omstøber i ny, feministisk form.
Simone de Beauvoirs sart duftende, stramt orkestrerede miniroman rummer det hele. Så afgrundsdyb og menneskeklog, så sorg- og sødmefuld.
Og nu i smidig oversættelse af Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing – sidstnævnte leverer tilmed et oplysende og klogt efterord. Alt i alt en lille, lysende forglemmigej i litteraturens brogede vildnis.