Prøv avisen
Interview

En fremmed er et uventet spejl

Den islandske familie - herunder kvindens stilling i den - er mit grundstof som forfatter, fortæller Kristn Marja Baldursdóttir . - Foto: Leif Tuxen

Islændinge er eksperter i tavshed, men deres familier er ofte som slumrende vulkaner af indebrændte følelser og farlige hemmeligheder, der kan eksplodere hvert øjeblik, siger den islandske forfatter Kristn Marja Baldursdóttir om sin roman, der netop er udkommet på dansk

Island er et eksistenslaboratorium. Der bor kun omkring 320.000 mennesker i det store vulkanland, der til gengæld bliver ved med at fostre store kunstnere inden for alle kunstneriske genrer - musik, billedkunst og ikke mindst litteratur.

Kristn Marja Baldursdóttir er bare en af de roste islandske forfattere, der skriver sine bøger i de storslående islandske omgivelser, der også har inspireret Laxness, Sjón og Gudmundsson.

”Den islandske natur virker nærmest besjælet. Når man siger det til turister, griner de. Men når de kommer tilbage fra fjeldet, giver de én ret. Alene naturens farver er mageløst smukke i Island. Og elvene fantastiske. Jeg plejer at sige, at vandet er årsagen til, at jeg bor i Island. Det eneste, vi døjer med, er de forbandede vulkaner,” siger Kristn Marja Baldursdóttir, da vi sidder på tryg afstand af de aktive islandske vulkaner - hos hendes danske forlag, Gyldendal i København, for at tale om forfatterens roman ”Kantate”, der netop er udsendt på dansk.

”Nu har vi haft et vulkanudbrud i flere måneder,” fortsætter hun. ”Men vi taler ikke om det. Vi er eksperter i tavshed deroppe. Vi snakker ikke om vanskelige ting. Indtil krisen i 2008 forsøgte vi også at skjule alle vores svagheder.”

Alle de fortrængte følelser er til gengæld det, som hun selv bygger sit forfatterskab på. Og måske kan en del af forklaringen på islandske kunstneres succes også findes i, at alle de universelle menneskelige følelser her kan studeres i et isoleret samfund, der på én gang er eksotisk og bekendt nok til at vække international interesse. For både amerikanske og europæiske læsere kan leve sig ind i moderne islandske familiesagaer. Og det er også den islandske familie, der så at sige er blevet Kristn Marja Baldursdóttirs speciale som forfatter, siden hun som ung forfatter under et ophold i Tyskland lod sig inspirere til at skrive familiekrøniker ved selv at læse Thomas Mann, men fra sit eget perspektiv.

”Den islandske familie er mit grundstof,” som hun siger.

For selvom hun for hvert værk forsøger at forny sig selv, har hun hele tiden været optaget af at skildre de ofte komplicerede familieforhold på Island:

”Lige siden sagaerne har de islandske familier været fulde af gode historier. Familien er grundpillen i samfundet, og islændinge gør alt, hvad de kan for at holde sammen på deres familier og sikre deres slægtninge gode positioner i samfundet. Men samtidig er de islandske familier også komplicerede. Jeg sammenligner somme tider vores familier med forgrenede spindelvæv med mange edderkopper på. For vi er mange, der har mange forskellige halvsøskende, med alle de stærke følelser, der hører med,” siger hun og slår en latter op, inden hun tilføjer:

”Dem taler vi bare heller ikke om. På Island skal alt helst se pænt ud på overfladen, men lige nedenunder ligger dramaer som slumrende vulkaner og venter på at eksplodere.”

Kvinderne er et kapitel for sig i Kristn Marja Baldursdóttirs forfatterskab. For hun har altid været optaget af kvindernes stilling i Island.

”De islandske kvinder er på én gang dem, der arbejder mest i Europa, og dem, der føder flest børn. Udadtil bryster vi os af vores ligestilling, men sandheden er, at de fleste islandske kvinder ikke er kommet ud af skabet som feminister endnu. De er simpelthen bange for at komme til at virke sippede, og derfor holder mange sig tilbage og nøjes i stedet med at ophøje mændene, mens de ligger under for de uudtalte krav om både at have store familier og lange arbejdstider i et meget patriarkalsk samfund.”

Denne gang er Kristn Marja Baldursdóttirs hovedærinde dog ikke feministisk. For hun ville gerne studere, hvad der sker i en lille familie, når en fremmed, en udlænding, kommer ind i familien.

En af hovedpersonerne i ”Kantate”, havemennesket Nanna, er bange for insekter.

De kommer ind i hendes velordnede islandske have uden at spørge om lov. Hun ved ikke, hvad de har tænkt sig at gøre, måske er de ligefrem uskadelige, men de tænder hendes angst. For de ubudne gæster forstyrrer hendes følelse af at kende sin egen have. Og hun er på samme måde bange for fremmede mennesker, så da en fremmed mørklødet mand kommer til at bo i hendes kælder, er hun straks skeptisk. Og det er hun ikke ene om. For den fremmede mand forstyrrer også den overfladiske familieidyl, forklarer Kristn Marja Baldursdóttir:

”Den fremmede bliver et uventet spejl. For da udlændingen kommer, kommer han også til at vække alle de gamle fortrængte følelser, der hele tiden har ligget under overfladen. Og en af personerne stempler ham hurtigt som Loke fra den nordiske mytologi. For han kommer ind hos guderne og forstyrrer ordenen,” siger hun og tilføjer:

”Sådan tænker en del islændinge nok også om fremmede. Men det er håbløst at hade fremmede. For en dag bliver vi alligevel en blanding af alle folkeslag på jorden. Og personligt tror jeg også, at det er fint, når udlændinge kommer til Island. For vi er alt for få. Og jeg tror, at det er godt for alle kulturer at få modspil.”

En af personerne i din roman er også kritisk over for den fremmede ud fra et religiøst argument. Hvad tænker du selv om det?

”De fleste islændinge er lutherske. Men vi har mange forskellige trossamfund. Jeg er ikke så religiøs. Jeg tror mere på naturen og kunsten, men jeg tror, at traditioner er vigtige. Og jeg må anerkende, at kirken er som lim, den holder samfundet sammen - ikke mindst på grund af traditionerne. Kirken i Island er en del af vores traditioner. Og jeg sidder selv med i kirken, når nogen bliver døbt, skal giftes eller begraves. For gennem kirkens ritualer træffer man alle sine slægtninge i de mest afgørende øjeblikke i livet. Og sådan limer kirken samfundet sammen. Men når det er sagt, kan jeg også anerkende, at muslimer, der bærer tørklæde, gør det i respekt for deres traditioner, ligesom gamle islandske kvinder gik med tørklæde,” siger den islandske forfatter og tilføjer:

”Traditioner er vigtige. Men det er altid sundt at se verden fra en anden vinkel. Og det øver jeg mig hver dag på som forfatter. Det er også derfor, at jeg inspireret af Bach har kaldt min roman for 'Kantate', fordi den består af forskellige stemmer, der forhåbentlig flyder sammen i én sang.”

Læs anmeldelse af romanen ”Kantate” på