En fremmed flytter ind

Bøger: Christian Jungersens debutroman udvikler sig langsomt men sikkert, mens uhyggen stiger

»Krat« er Christian Jungersens debutroman, men Jungersen er ikke en debutant som alle de andre: Han er 36 år, og derved aldersmæssigt noget over gennemsnittet for danske debutanter, der udgives efter princippet »jo yngre jo bedre«. Jungersen har haft tålmodighed til at vente, hvorfor de danske læsere er sluppet for et par halvdårlige romaner inden det rigtige gennembrud. For ligesom Jungersen ikke er en typisk debutant, er debutromanen heller ikke en særlig typisk sådan. »Krat« er stilistisk veludviklet, elegant opbygget og med en historie der langsomt stiger i styrke hjulpet på vej af forfatterens ihærdige brug af diverse fortælle-tricks. »Krat« er historien om den aldrende Poul Martin Poulsen, der i en periode med sygdom begynder at tænke tilbage på sit liv, der egentlig tegnede til at blive et ganske pænt liv i nordsjællandske stuer med ægte tæpper på gulvene og tilfredse familier i lænestolene. Men så dukker Eduard op, den nye dreng i gymnasieklassen, der ved alt om alt det, de andre ikke ved noget om. Enten siger Eduard fuldkommen, hvad der passer ham, uden hensyn til virkeligheden og de mennesker der befinder sig i den, eller også er Poul Martins dømmekraft slet ikke så enestående, som han troede. Det afhænger af, hvis udgave af virkeligheden, der var den rigtige, Poul Martins eller Eduards. Poul Martin vil med andre ord vinde retten til sine egne erindringer tilbage. Så Poul Martin beslutter sig for at opspore sin gamle ven, og med jagten på Eduard rippes der langsomt og stødvist op i de hændelser i Poul Martins liv, der har givet Eduard status af skæbne snarere end ven. Med en drypvis beskrivelse af centrale begivenheder lettes langsomt sløret for de »en fremmed flytter ind«-agtige tilstande, der sønderknuste Poul Martins liv. Adskillige spændingsfilm har haft stort held med at beskrive den lykkelige og velstående familie, der pludselig mister alt, fordi en sindssyg har misbrugt deres fortrolighed til at knuse deres liv. Skygge- og dobbeltgængermotivet trækker lange tråde tilbage i litteraturen og er rent guf for freudianske læsere, der tit og ofte har grebet chancen til at påpege den fremmede indtrænger som en del af hovedpersonens ubevidste. Men selvom »Krat« lægger megen energi i de psykologiske portrætter og intriger, skriger den ikke på Freud. I »Krat« beskrives uhyggen i den fuldstændige tvivl og vantro, der griber hovedperson og læser, efterhånden som billedet af tingenes rette sammenhæng bliver tydelig. Den sidste del af romanen er stærk, intens og fuldkommen vellykket og får læseren til at tilgive den langsomme, nærmest kedsommelige, begyndelse på romanen, hvor sporene til den store intrige er så utydelige, at de knap nok formår at vække interesse. Det kræver en del overbevisning at få læseren til at tage Eduard alvorligt som andet end forsømt rigmandssøn. Men som handlingen skrider frem kan man glæde sig over, at det i denne roman betaler sig at være tålmodig. Ihærdig fortælleglæde og kompositorisk vovemod gør Jungersens debutroman til en særlig oplevelse. Christian Jungersen: Krat. 431 sider. 298 kr. Centrum.