Engang var digteren Johannes Jørgensen verdensberømt. Men i Danmark har han aldrig opnået den position, som formanden for Johannes Jørgensen Selskabet, tegneren og forfatteren Stig Holsting, vurderer, at hans litterære format berettiger ham til. Herhjemme er han i nogen grad en fremmed. Endda en katolsk fremmed.
Meget større er interessen for Jørgensen i udlandet, hvor hans forfatterskab er repræsenteret på adskillige sprog. Den internationale berømmelse kom med hans store biografi fra 1907, "Den hellige Frans af Assisi".
Et eksempel på den udenlandske interesse: For få år siden fik Johannes Jørgensen Selskabet en henvendelse fra Italien i forbindelse med en planlagt udgivelse af en ny oversættelse af Jørgensens bog "Civita d?Antino", hvis første italienske udgave stammer fra 1930?erne.
Den nye udgave kom i 2005, oversat af Bruno Berni og med forord af Stig Holsting. Bogens titel er navnet på en italiensk by, der i 1915 blev ødelagt ved et jordskælv. Inden da var den et yndet mål for danske kunstnere. Det miljø, der opstod, havde ligheder med Skagens.
Efter jordskælvet rejste Johannes Jørgensen til den ødelagte by som korrespondent for Nationaltidende. Den lille bog, der også kom ud af hans besøg, har ført med sig, at en plads i Civita d?Antino er opkaldt efter den danske forfatter.
"Jeg plejer at sige, at Johannes Jørgensen ikke er en katolsk forfatter, men en forfatter, der er katolik. Selvfølgelig skinner hans katolske baggrund igennem i hans litteratur. Graver man sig ned i den, opdager man imidlertid, at den er eksistentiel og et udtryk for, at han lægger sin egen person ind i det, han skriver. Selv hans store helgenbiografier er præget af, at han ud fra sin egen baggrund træder ind bag de mennesker, han skildrer. Dette er med til at gøre hans bøger alment interessante," siger Stig Holsting.
I sit barndomshjem i Svendborg fik Jørgensen "en grundfæstet basis i kristendommen". Men han vendte sig andre steder hen, efter at han i 1884, i en alder af 16 år, var flyttet til København, i første omgang for at blive student.
Han udviklede radikale og socialpolitiske synspunkter og markerede sig inden for kredsen af kulturradikale kunstnere. Det materialistiske livssyn, der rådede i dette miljø, kunne han dog ikke vedblivende slå sig til tåls med. Og sammen med ligesindede søgte han "mere åndeligt inspirerede inspirationskilder". Vejen førte ham til symbolismen, og dermed til stiftelsen af tidsskriftet "Taarnet".
Afgørende blev mødet i 1893 med en ung jødisk maler, Mogens Ballin, der få år forinden var konverteret til katolicismen. I 1894 aflagde Jørgensen sammen med denne sit første besøg i den italienske by Assisi, hvor han senere skulle bosætte sig og i 1922 blive æresborger. Samtidig førte rejsen ham til en anden vigtig "station" i hans udviklingshistorie, nemlig til Frans af Assisi.
Den fortrolighed, han opnåede med ham og hans verden, samt venskabet med Ballin udløste den "klimaændring" i hans sind, som førte til, at han i 1896 konverterede til katolicismen.
"Ved hjælp af symbolismen formulerede Johannes Jørgensen i sin svære ungdom så at sige sit religiøse forhold og sin søgen tilbage til troen," siger Stig Holsting. "Hans dagbøger fra årene inden konversionen er én lang diskussion med ham selv. Én lang diskussion frem og tilbage. Han efterlod sig godt og vel 1000 dagbøger. Et umådeligt spændende materiale, der belyser en epoke i dansk åndsliv, ikke mindst i 1890?erne og længere op omkring århundredskiftet."
"Under sit ophold i Italien i 1894 skrev han til digteren Sophus Claussen, som han havde besøgt i Rapallo: 'Sammen med dig var jeg katolik – her i Assisi sammen med Mogens Ballin er jeg protestant. Jeg udgør som sådan mellemproportionalen.' Hans oppositionelle væsen forhindede ham i at gå den lige vej."
"Dagbøgerne viser, at Johannes Jørgensens tro ikke var så homogen og stabil, som hans litteratur lader formode. Han kunne være i tvivl om troens dogmatiske formulering. I forbindelse med en af sine hårdeste kriser - i 1914 - ytrer han endog tvivl om jomfrufødslen. Da han møder den unge franske malerinde Andrée Carof, udvikler han gennem venskabet med hende en større tryghed i troen. Det er ikke mindst hans omgang med italiensk katolicisme, som bringer ham fred, selvom han vel til det sidste er en tvivler. Jeg opfatter hans omvendelse som en intellektuel overbevisning, som ustandselig må stives af og have næring."
Er det Johannes Jørgensens katolske baggrund, der har gjort ham til en fremmed i Danmark?
"Det har utvivlsomt været en medvirkende årsag. Men jeg tror ikke, det er den eneste. I 1890?erne var han en fremtrædende figur i det litterære parnas herhjemme. Hans opgør med Georg Brandes var det egentlige brud med dansk åndsliv. Brandes var jo urørlig. Og den, der brød med ham, blev så at sige persona non grata i danske litterære sammenhænge."
"At Johannes Jørgensen ikke alene omvendte sig til kristendommen, men tilmed også blev katolik, betød, at han fik stødet ud i mørket. I sin ungdom i København havde han skejet noget ud. Og nu blev han hånet for, at han var krøbet i sæk og aske. I de kulturradikale kredse var det ikke god tone, at et menneske omvender sig i anger over, hvad det har begået."
"I sin ungdom var Jørgensen polemisk ud over alle grænser. Det er en anden grund til, at han gjorde det umuligt for sig selv herhjemme. Interessant er det at konstatere, at nye forbundsfæller fandt han inden for Indre Mission. Dette fremgår af hans bog fra 1898, "Helvedfjender", der er et forsvar for Indre Mission. Den katolske kirke i Danmark forligte han sig egentlig aldrig for alvor med. Den var efter hans mening for meget "andegård" - en lille forsamling, der lukkede sig omkring sig selv. Man kan godt forestille sig, at han, der rejste så meget, som han gjorde, fandt et anderledes åndeligt spillerum i udlandet."
I Danmark er Johannes Jørgensen nok først og fremmest kendt for sin lyrik, der er enkel, klar og udtryksfuld, præget af hans fine natursans.
"Jeg betrager Johannes Jørgensen som en af vore fineste lyrikere," siger Stig Holsting. "Han er en bærer af det danske sprog. Allerede hans ungdomsbøger viser, hvilket greb han havde om det danske sprog og dets nuancer. Hans måde at skrive på appellerer til komponister. Omkring 150 danske komponister har skrevet melodier til tekster af Jørgensen. Vi blev i selskabet meget overraskede over, at det drejer sig om så mange."
Hvor ligger for dig personligt hovedvægten i Johannes Jørgensens forfatterskab?
"Nu er jeg selv katolik. Og selvfølgelig kan jeg ikke fraskrive mig, at det katolske hos Jørgensen tiltaler mig. Men efterhånden som jeg lærer ham nærmere at kende gennem hans dagbøger, er det, der interesserer mig, mere det alment menneskelige, det arketypiske og det religiøst søgende, end det er det egentligt konfessionelle," siger Stig Holsting.
