Et sted i Kaspar Colling Nielsens nye roman fremfører hovedkarakteren, den resignerede gallerist Stig, en performance, der vel bedst kan karakteriseres som en grotesk og perverteret version af den nordiske mytologis skabelsesberetning om Ymer, der dier koen Audhumbla.
I ”Det europæiske forår”, som performancen – og Colling Nielsens roman – hedder, er det imidlertid ikke en urjætte, der dier en urko, men en halvgammel, hvid, europæisk og privilegeret mand, der bliver ammet af tre unge østeuropæiske prostituerede.
Scenen er ur- og tragikomisk, men hvad er meningen? Romanen giver ikke noget klart svar, selv ikke Stig forstår, hvad ”kunstværket” egentlig går ud på. Men det er alligevel nærliggende at læse det som en art lignelse, der på sin egen mærkværdige og slørede facon anskueliggør den opbrudstid, vi befinder os i.
Titlen indikerer en opblomstring, en skabelse, en lys fremtid, men opførelsen vidner om noget helt andet: degeneration og meningsløshed. Det europæiske efterår snarere end forår; forfald snarere end oprejsning; dystopi snarere end utopi.
Zoomer vi væk fra den konkrete scene og ser på romanen som helhed, præsenteres vi i hvert fald for en række (krise)fortællinger, der, i en pendlen mellem disse yderpoler, rejser nogle helt grundlæggende spørgsmål til vores selvforståelse, samfundsmodel og fremtid:
Hvad er et menneske? Hvad er menneskelighed, og hvor langt rækker den? Hvilke konsekvenser har de påtrængende flygtninge- og migrationsstrømme for vores måde at indrette samfundet på? Og hvor fører den teknologiske udvikling os hen?
Ligesom i forgængerne, ”Mount København” (2010) og ”Den danske borgerkrig 2018-24” (2013), opruller ”Det europæiske forår” en hypotetisk science fiction-agtig verden, der på sin vis er, som vi kender den i dag, samtidig med at den finder sted på helt nye betingelser.
Den er fremmedartet, men samtidig skræmmende genkendelig. Terrorhandlingerne mod Danmark og Europa er eskaleret, ”Europa er i krig mod islam”, som det lyder, og de interne uroligheder er ude af kontrol: militæret sættes ind, rundt om ghettoområderne opsættes pigtrådshegn, og tusindvis af muslimske flygtninge deporteres til Mozambique, hvor den danske stat har skabt et parallelsamfund, en by af ombyggede Mærsk-containere med plads til 300.000.
Samtidig hermed opstår et andet parallelsamfund for rige borgere, herunder romanens hovedpersoner (foruden Stig: hans kone, hjerneforskeren Elisabeth, deres datter, den sympatiske og opofrende Emma og den på alle måder usympatiske kunstner Christian), der går sammen om at udvikle et nyt fællesskab på Lolland, kendetegnet ved en mærkværdig blanding af nationalromantik, økologisk bæredygtighed og teknologiske eksperimenter: højtudviklede arbejds- og overvågningsdroner og intelligente og talende dyr (en fornøjelig specialitet hos Colling Nielsen).
Det er store, komplekse og vidtfavnende makropolitiske, etiske og eksistentielle problemstillinger, som Colling Nielsen gaber over, men med sin fabulerende og legende fortælleglæde får han faktisk samlet trådene til en fascinerende, humoristisk, vovet og tankeprovokerende fremtidsroman, der sætter kritisk spot på væsentlige sider af vores samtid. ”Det europæiske forår” er et sprælsk monstrum, der føles som en helt nødvendig og særdeles aktuel læseoplevelse.