Kommer man som bilist, hvad de fleste jo gør, til den dansk-tyske grænse ved Kruså, kan området godt virke en smule charmeforladt. En bingohal, en butik med genbrugsting, en kiosk med erotiske film. Og så det umiddelbart mest dominerende: En stor, hvid teltdug, som bilister sydfra skal defilere langsomt igennem, imens de overvåges af grænsekontrollører iklædt refleksgule veste.
Drejer man til højre nogle få hundrede meter efter at have passeret det store skilt med ”Deutschland” flankeret af det tyske flag, er det en helt anden slags grænseovergang, der kan møde én. Men det kræver, at man står ud af bilen.
I hver ende af en let buet, hvidmalet bro, der går over Kobbermølle-bugten i Flensborg Fjord tæt ved 1600-talsbyen af samme navn, står en grænsesten med nummeret 1. Den første ud af de i alt 280 sten og pæle, der markerer den dansk-tyske landegrænse. Her kan gående og cyklister midt på broen uanfægtet stå med et ben i hvert land, mens de nyder udsigten.
Den erfarne vandrer Sonny B. Andersen tager ofte turen over broen, og på en solbeskinnet højsommerdag har han indvilliget i at tage Kristeligt Dagblads udsendte med. Vi mødes på parkeringspladsen ved en af de mange butikker lige syd for grænsen, hvor folk manøvrerer rundt med store og tungt belæssede indkøbsvogne. Sonny B. Andersen derimod er udstyret med rygsæk, vandrestok og fornuftige sko, og efter blot fem minutters gåtur fra parkeringspladsen er vi ved den idylliske bro.
”Har du pas med? For nu skal vi jo tilbage til Danmark,” siger han, og vi griner lidt. Grænsekontrol virker her lige så langt væk som en by i Rusland.
Vores mål er vandreruten Gendarmstien, der løber på den danske side af grænsen fra Skovby på Sydals til Padborg. En 84 kilometer lang strækning, der hvert år tiltrækker op imod 50.000 vandrere. Et skøn, som Sønderborg Turistbureau oplyser. Stien slynger sig gennem landskabet, mange steder helt tæt på fjorden og med direkte kig til Tyskland på den anden side af vandet, andre steder gennem skov og langs marker, hvor markører som pæle og vildsvinehegn vidner om landegrænsen.
Skomagerhus, som stedet med broen hedder, er efter sigende Europas mindste grænseovergang og er det eneste sted, Danmark og Tyskland er adskilt via en bro. Overgangsstedet blev etableret efter Genforeningen den 15. juni 1920, og i mange år var det kun personer med særlige legitimationskort, der kunne passere. Det gjaldt blandt andet børn, der gik i skole i Flensborg, skovarbejdere eller tyskere, som ejede sommerhus på nordsiden af Flensborg Fjord. Under Anden Verdenskrig var broen lukket. Den blev først genåbnet i 1950’erne, og da kun i begrænset omfang nogle dage om ugen. Siden Danmark tiltrådte Schengenaftalen i 2001, har den lille bro kunnet passeres frit. I modsætning til Kruså-overgangen, hvor bilisterne kan blive bedt om at vise deres pas.
Da vi er gået de få skridt over broen, befinder vi os efter få meter på Gendarmstien. Sonny B. Andersen er valgt som guide, fordi han som frivillig og medlem af Dansk Vandrelaug har været med til at gøre en stor del af arbejdet for, at Gendarmstien som den første og indtil nu eneste vandresti i Danmark er certificeret som ”Leading Quality Trail – best of Europe” – på dansk benævnt som Europæisk Kvalitetsvandrevej. Én mere er snart på vej, og den ligger også i det dansk-tyske grænseland. Det drejer sig om Marskstien fra Tønder til Højer, der får kvalitetsstemplet senere på sommeren.
”Sønderjylland er den region i Danmark med flest vandrestier, og blandt dem er Gendarmstien noget helt særligt,” siger Sonny B. Andersen, der bor i Sønderborg. Den erfarne vandrer ved, hvad han snakker om, for han har tilbagelagt cirka 14.000 kilometer til fods. De fleste ture har han gået i Danmark og Tyskland.
Gendarmstien er begunstiget med smuk natur, men det er de fleste vandrestier. Det særlige her er derimod den historie, man tramper sine fødder direkte ned i, når man går på stien. Hele døgnet rundt har vagthold af gendarmer patruljeret her til fods for holde udkig efter mennesker, der forsøgte at bringe varer ind i eller ud af Danmark uden at betale den told, som var en af landets vigtigste indtægtskilder. Grænsegendarmeriet blev dannet i 1839 for at beskytte toldvæsenets embedsmænd. Efter nederlaget til tyskerne i 1864 flyttede grænsen mod nord til Kongeåen, og to år efter flyttede gendarmeriet med. I 1920, da grænsen igen rykkede sydpå, rykkede gendarmeriet også tilbage og genoptog deres vagtpatruljering fra Vadehavet mod vest til det sydlige Als mod øst. I 1958, da al grænsekontrol overgik til politiet, var det slut med gendarmerne.
I mange år lå stien der bare, i hvert fald de steder, hvor landmænd ikke havde inddraget den i deres agre. Den blev da brugt til hundeluftning og almindelige gåture, men i 1980’erne blev den historiske sti gjort til egentlig vandrerute, og især de senere år har det vrimlet med rygsækfolk i alle aldre. Dog kun til og med Padborg, da det ikke foreløbig er lykkedes at skabe fodslag – og økonomi – til at føre den helt ud til den vestligste grænseegn ved Vadehavet.
”Vi kan se, at antallet af vandrere stiger år for år,” fortæller Sonny B. Andersen, mens vi bevæger os op ad en mindre bakke gennem kystskoven mod Kollund. Han mener, at den stigende interesse for Gendarmstien især skyldes, at vandring har fået tag i rigtig mange danskere.
”Tyskland har altid været en vandrernation, men i Danmark er vi også kommet godt efter det,” siger han.
For at en vandresti kan få stemplet som Europæisk Kvalitetsvandrevej, må kun højst 20 procent af stien være belagt med asfalt, landskabet skal være smukt og varieret, og der skal være historiske og kulturelle oplevelser undervejs. Desuden må der maksimalt være 250 meter mellem skiltene, så ingen vandrere risikerer at fare vild undervejs.
På strækningen fra Kollund til Sønderhav er man som vandrer helt tæt på vandet. Gående på dansk jord har man hele tiden udsigt til Tyskland på den anden side af fjorden. En af de opsigtsvækkende bygninger på den tyske side er slottet Glücksborg, der trækker stærke tråde til det danske kongehus. Her døde kong Frederik den Syvende, og da han ingen arvinger havde, blev den nye konge, kong Christian den Niende, et medlem af den glücksborgske slægt.
Videre fra Sønderhav mod Rendsbjerg er det først og fremmest områdets storhedstid som teglværksområde, der er synligt. I stedet for strandsten er vandkanten fyldt med røde og gule mursten, der er slebet runde af brændingen og vidner om, at der for omkring 100 år siden lå hele 76 teglværker i området. I dag er der syv tilbage.
Turen rundt om halvøen Broagerland fører videre til Sønderborg, hvor man krydser broen mellem fastlandet og Als og derfra kan se Sønderborg Slot fra 1200-tallet. Slottet blev i 1800-tallet brugt som lazaret under de slesvigske krige, og efter 1864-nederlaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland blev slottet brugt som preussisk kaserne. Så også her står grænselandets historie stærkt. Sønderborg Slot er i dag museum for Sønderjyllands historie fra 1500-tallet og frem til i dag.
Gendarmstien fører videre til Høruphav, og på den tur er der flere spor efter de to verdenskrige, blandt andet den såkaldte skydestrand: En strand, der under Anden Verdenskrig var afspærret for offentligheden, fordi besættelsesmagten brugte den som skydebane. Umiddelbart efter krigens afslutning blev der i maj 1945 fundet nedgravede lig af fem danske modstandsfolk. Tæt på Høruphav findes en af Gendarmstiens mest spektakulære naturoplevelser, nemlig vådområdet Trillen. Her holder masser af fugle til, også nogle sjældne arter. Sønderborg Kommune har forpligtet sig til at tage sig særligt godt af ynglefuglen stor skallesluger, som der er sat redekasser op til i området.
”Det at vandre på en sti som Gendarmstien opfylder tre formål: Man finder ro, man oplever altid et eller andet, man ikke har oplevet eller lagt mærke til før, og så er det som vandrer fint at have en fastlagt rute, så man hele tiden ved, hvor man flytter sig fra og hen til,” siger Sonny B. Andersen.
Han mener, at folk, der vandrer, ofte er mere kultur- og historieinteresserede end gennemsnitsdanskeren, og betegner vandreres forhold til naturen og til omverdenen som meget udadrettet og socialt. For dem handler det mere om oplevelser, end det handler om motion.
”En vandrer stiller ingen magt til skue med sin fremtoning. Og så har vi vandrere sjældent travlt og er derfor altid klar til at stoppe op til en snak, hvis vi møder nogen,” siger han.