Hold da op, hvor kan man bekymre sig, når man er en halvgammel far. Det gør Alan Querry, den 68-årige hovedperson i James Woods roman ”Upstate”. Han har to voksne døtre, som er meget forskellige. Helen er munter, livsduelig og lever det moderne karriereliv i musikbranchen. Vanessa er indadvendt og melankolsk, og hendes akademiske karriere er måske gået lidt i stå som lektor i filosofi på universitetet i Saratoga Springs, der ligger upstate New York, det vil sige i den ende af delstaten New York, der ligger nord for metropolen af samme navn.
Både Alan og Helen bor i England. Helen er dog kosmopolit og færdes hjemmevant i New York. Handlingen begynder med, at Vanessas kæreste ringer til Helen og fortæller, at hun er faldet ned ad trappen og har brækket armen, og det er måske en god idé at overveje et familiebesøg. Helen forstår den halvkvædede vise og alarmerer også Alan: Måske er Vanessa i en krise, måske er trappefaldet et forsøg på selvmord eller selvskade, et råb om hjælp.
Romanen følger langsomt og roligt Alans rejse til New York, hvor Helen samler ham op, deres fælles togtur upstate til Saratoga og deres ophold i byen. James Wood bygger helt uanmassende miljøer, scener og situationer op. Med sin egen baggrund som englænder udvandret til USA er han på sikker grund, når han lader Alan (og læseren) opleve alle de små mærkelige, groteske, pittoreske, trøstesløse, stemningsfulde – hele paletten er der – aspekter ved at komme til Amerika, først til det pulserende New York og derefter turen upstate til vildt landskab og snevejr. Den danske oversættelse har klogeligt valgt at bevare den uoversættelige originaltitel, som runger af rejse ud i noget andet end det, man lige er vant til.
Med sine små halvabsurde optrin kan romanen stemningsmæssigt minde om Sofia Coppolas fine film ”Lost in Translation”. Alan er også lidt fortabt. Han er fra et andet land og fra en anden tid, og det føler han ikke mindst, da han møder Vanessas unge, utroligt selvsikre og utroligt amerikanske kæreste Josh. Romanen er eminent til at skildre, hvor meget friktion og hvor mange misforståelser og indre spændinger der dog kan være i menneskeligt samvær, uden at man nogensinde kan være sikker på, hvordan de andre ser tingene, og hvordan de ”læser” en selv. Wood vælger af og til at lade synsvinklen skifte fra Alan til Helen, til Vanessa, sågar til Josh. Det kunne risikere at blive flagrende, men tråden bliver hele tiden ført tilbage til Alan, efter at vi har fået en forbigående fornemmelse af, hvordan alting kan veksle mellem mennesker.
Bekymrer man sig for lidt, eller bekymrer man sig for meget? Alan skifter mellem at stirre ned i afgrunde, han ikke havde forestillet sig, og at blive ramt af uventet lettelse. Han kan føle sig tynget af ansvar og skyld, men er det rimeligt at tillægge sig selv så meget betydning, og hvad kan man i øvrigt stille op, når det kommer til stykket, og man selv er på vej ud af historien på mere end én måde.
Men de andre forlader sig alligevel på ham: Helen tror, at han har penge nok til at støtte hende i at blive selvstændig; Josh fortæller ham mere eller mindre direkte, at han nok ikke kan garantere for Vanessas lykke (så Alan må gribe hende, hvis det er), og Vanessa forudsætter, at hendes far har den naturlige opdrift i livet, som hun selv mangler. Det er meget at lægge på et menneske, og Alan er så nem at ryste: nervøs over en gæst – for er det nu Vanessas terapeut, som vil kaste et analyserende blik på faderen – glad for pludselig kontakt med tilfældige fremmede, og en sang, der kan rumme glæde og sorg på én gang, kan få vandet op i øjnene på ham.
Og det kan jo også være, at det hele går alligevel. Måske har de andre alligevel flere kræfter, end man tror. Måske har man selv. Måske kan man støtte hinanden ved at få talt ud om de svære ting. Måske kan ”Farmand” også blive lidt længere og få købt noget nyt tøj med Vanessa, når han nu har rejst den lange vej.
”En af de mest magtfulde litterater i verden”. Sådan bliver James Wood præsenteret på flapteksten. Det er sikkert en velment formulering, men den forekommer noget ude af trit med en forfatter, der har så meget sans for menneskelivets skrøbelighed. Men sådan er der så meget, der kan gå tabt i oversættelsen mellem mennesker, generationer, kulturer og tider, og tilbage står, at James Wood, hvis sympatiske og tænksomme bekendtskab, man kunne gøre i et interview her i avisen i lørdags, er et eksempel på en meget sjælden art: litteraturkritikeren, der selv kan skrive romaner på det allerhøjeste niveau.