Hvilken bog er din nyttigste bog?
Et genoptryk af ”Ordbog over det danske Sprog” (ODS) fra 1960’erne. De 28 røde lærredsbind har stået på min reol, siden jeg fik dem af mine forældre i studentergave i 1986. Jeg tror ikke, det er særlig normalt at give en 19-årig sådan noget, heller ikke dengang. Men de havde set noget, som er helt rigtigt, nemlig, at jeg er meget optaget af, hvordan jeg skriver. Og at jeg foretrækker diskrete virkemidler. Bogen har fulgt mig lige siden og har fyldt en hel flyttekasse i sig selv, hver gang jeg er flyttet.
Hvordan og hvornår har du brugt den?
Jeg bruger den ikke dagligt, men næsten, og mest som et stikordsregister til store dele af den danske litteratur. Jeg slår tit op i ODS for at finde ud af, om en vending er idiomatisk, det vil sige, om jeg kan bruge vendingen til at sige det, jeg vil sige. Jeg bruger også gerne vendinger, som er arkaiserende, altså gammeldags. Jeg vil gerne være korrekt, men jeg kan også godt lide at lægge en lille stopklods ind i teksten, så læseren lige stopper op og tænker: ”Hvad betyder dog dét?”. Så bliver teksten ikke for glat.
Gamle ordbøger er gode at have, og jeg har flere andre. Jeg underkender ikke den sproglige udvikling, men vi skal fastholde en rigdom i sproget og ikke tøjre det til øjeblikkets pæl, for nu at anvende et godt, gammelt udtryk.
Jeg skiller mig aldrig af med den fysiske udgave, selvom der er en udmærket online-version også. Der er noget særligt ved at falde ind i en bog på en tilfældig side og finde ud af, at der er noget, der hedder ”dyvelsdræk”. Det er harpiks udvundet af en asiatisk skærmplante, og det er helt irrelevant i denne her sammenhæng. Men alligevel ærgrer det mig, at jeg endnu ikke har haft brug for det ord.
Hvad har du lært af den?
At jeg ikke har lært dansk endnu. Hver gang jeg slår op i den, erfarer jeg, hvad jeg ikke ved, og hvad jeg ikke kan.