Denne bog er en gave til dagens debat om religion

Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af dette forhold, at bogen ”Muslimernes Muhammad – og alle andres” står stærkt

Dette er ikke en biografi. Det er en kortlægning af de traditioner og skoler, der i de seneste knap 1400 år har tolket muslimernes profet Muhammeds liv og lære. Og så er det alligevel en slags biografi, for Skovgaard-Petersen kunne have skrevet islams historie, men det har han valgt ikke at gøre. Det er historien om historierne om Muhammed (cirka 570-632 e.Kr.), som så alligevel bliver historien om islam.

At der har eksisteret en religionsstifter og krigsherre ved navn Muhammad, som er Skovgaard-Petersens valg af stavemåde på dansk, er relativt veldokumenteret. Hvad han sagde og gjorde er imidlertid knap så sikkert. Kilderne til hans historie er nedskrevet efter hans død, nogle lang tid efter.

Der er tre slags. Koranen er muslimernes hellige bog, og den rummer også biografiske oplysninger om Muhammed. Den er antagelig kompileret og kanoniseret ganske få år efter hans død.

Dernæst er der hadith, som er en overlevering af korte, løsrevne beretninger om Muhammads gerninger og visdomsord.

Endelig er der sira, som er betegnelsen for den genre i den muslimske litteratur, som er egentlige biografier om Muhammed, og som sætter de adspredte oplysninger om ham fra Koranen og hadith i kontekst og kronologisk orden. De ældste kendte nedskrevne udgaver af hadith og sira er fra det 9. århundrede, altså 200 år efter Muhammeds død.

Som genre har sira holdt sig i live til i dag. Den har igen og igen vist sig som den væsentligste platform, når nye tolkninger af islam har ønsket at give sig til kende, og den er derfor det naturlige centrum for Skovgaard-Petersens opmærksomhed. Han viser, hvordan udvælgelsen og prioriteringen af stoffet har afgørende betydning for udlægningen af budskabet.

Det tidligste skisma i islam mellem shia og sunni handlede om succession, altså hvem der kunne betragtes som Muhammeds legitime efterfølger. Derfor er det for eksempel afgørende, hvilken rolle Muhammeds fætter og svigersøn Ali tildeles i fortællingen. Beskrives han som den, til hvem Muhammed overdrog ansvaret for varetagelsen af den rette tro, svarer det til shia-islams udlægning.

Lægges vægten snarere på Abu Bakr, Muhammeds svigerfar, og dennes datter, Aisha, har vi at gøre med en sunni-muslimsk udlægning. Hvem kunne med rette kalde sig kalif, muslimernes øverste overhoved, og hvem ville gerne være kalif i stedet for kaliffen?

Det blev i høj grad et dynastisk spørgsmål, altså hvem der havde arveretten til at kalde sig de troendes behersker. Tilsvarende er der dannet et muslimsk aristokrati i form af de stammer og familier, kaldet ashraf, der hævder at være direkte efterkommere af Muhammed. Det gælder for eksempel det jordanske kongehus.

Reformationerne og genfortolkningerne af islam var mange. Wahhabismen i det 18. århundrede på den arabiske halvø var et oprør imod den forestilling, at spørgsmålet om Muhammeds efterfølgelse overhovedet var dynastisk.

”De kaldte sig for muwahhidun, dyrkere af Guds enhed, hvilket jo ellers er noget, som alle muslimer ville sige, at de var. Men i bevægelsens øjne var de andre muslimer ikke monoteister, men flergudsdyrkere.”

Hvis man ophøjede for eksempel Muhammeds efterkommer til en særlig status, var det udtryk for shirk, flerguderi, som skulle bekæmpes på samme måde som Muhammad i sin karriere som prædikant havde bekæmpet flerguderiet i Mekka, mente wahhabisterne.

Præcis denne pointe har betydning for forståelsen af et element af karikaturkrisen i 2006, som Skovgaard-Petersen drager frem. Mange husker, at en saudiarabisk advokat, Faisal Yamani, selv en sharif, altså efterkommer, på vegne af 94.923 efterkommere af Muhammed sagsøgte danske aviser for at have publiceret karikaturtegninger af Muhammed.

Det var ifølge Skovgaard-Petersens tolkning imidlertid ikke et angreb, der var rettet mod Danmark, men mod det saudiarabiske regime, der hylder wahhabismen, som altså ikke anerkender, at efterkommerne har en særstatus. Yamani stillede derfor det saudiske regime over for ”et kedeligt valg mellem enten at protestere imod dette ædle formål og dermed at blive endnu mere upopulære blandt muslimer, end de er i forvejen – eller at acceptere, at ashraf pludselig trådte frem af glemslen med en Yamani i spidsen.”

Faisal Yamani brugte altså karikaturkrisen til at stille sit hjemlands regime skakmat. At dagbladet Politiken indgik i en forhandling med Yamani og trykte en undskyldning, undlader Skovgaard-Petersen høfligt at karakterisere eksplicit. Bogen er rig på opklarende analyser af denne karakter.

Skovgaard-Petersens viser det brede spektrum af mulige fortolkninger. Islam kan være inderlighedens, mystikkens og poesiens religion som i sufismen. Den kan være en samfunds- og statsdannende religion, som det for eksempel er tilfældet hos vore dages islamister med Iran som væsentligste fremtrædelsesform. I jihadismens skikkelse er den derimod blevet en dommedagskult, hvis formål det er at ødelægge enhver orden. At den orden, som islamisterne vil indføre, ligger langt fra, hvad vi betragter som en retsstat, skal ikke gøre os blinde for, at den er meget forskellig fra det kaos, som jihadisterne ønsker at fremkalde.

I løbet af bogens 448 sider (inklusive det prisværdige register) forskydes vægten stadig mere i retning af en analyse af ikke- og antimuslimers billede af Muhammed. Kurt Westergaards ikoniske tegning afbildes skam også, hvis nogen lige skulle spørge efter den.

Kritikere af islam har i deres prioritering af stoffet altid lagt vægt på de elementer af siraen, som tjente deres formål. Kåre Bluitgens seneste børnebog om Koranen og profetens liv kategoriserer Skovgaard-Petersen også som hørende til den antimuslimske litteratur, fordi den omhyggeligt medtager alt, hvad der stiller Muhammed i et dårligt lys. Den er altså ikke for børn, som også Kristeligt Dagblads anmelder bemærkede.

Jakob Skovgaard-Petersen retter sin skarpeste kritik mod Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog ”I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten” fra 2003, som han afskriver som en udokumenteret konspirationsteori. Hans grundlæggende argument imod den forestilling, at islam er i færd med at kolonisere Vesten, er imidlertid det, der er spillet igennem på de foregående 400 sider.

Hvis man skal stille hans pointe lidt skarpere op, end han egentlig selv gør, findes islam ikke. Der findes kun muslimer, og det er ikke op til udenforstående at definere, hvad islam er. Man kan altså ikke frit fouragere efter citater i Koranen, hadith eller sira, stykke dem sammen og derefter hævde, at man har afsløret ”islams sande ansigt”.

Skovgaard-Petersen er i religionssociologisk forstand anti-essentialist. Det betyder ikke, at man kan anklage ham for etisk relativisme. Han sætter temmelig entydige ord på de forbrydelser, der er blevet begået i islams navn. Men det er stadig mennesker, der har begået dem, ikke en religion. Så kan man indvende mod den tilgang, at den har en tendens til at undervurdere, at idéer og ideologier faktisk betyder noget.

Jakob Skovgaard-Petersen er omhyggelig og pædagogisk i sin fremstilling – med en tendens til det omstændelige. Man kan godt mærke, at han har mange års erfaring med at træde på kattepoter i dette minefelt. Bogen trækker på et stort bagkatalog af viden, men fremdrager faktisk også hidtil ukendte aspekter af for eksempel den danske Muhammed-reception. Skovgaard-Petersen undgår skråsikkerhed og er god til runde formuleringer, sommetider på kanten til det slebne.

Hvad læseren især kan uddrage af bogen, er dens kontekstfølsomme tolkninger. Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af dette forhold, at bogen står stærkt. Som sådan er den en berigelse til dagens debat.

Læs interview med forfatteren om bogen her.