Langdigt er en gave til skolernes litteraturundervisning

Caspar Eric har skrevet et gribende, originalt og helstøbt langdigt om at være handicappet

I denne digtsamling har Caspar Eric vendt sig mod et stof, han har et dybt personligt forhold til, nemlig oplevelsen af at leve med sygdommen cerebral parese eller spastisk lammelse.
I denne digtsamling har Caspar Eric vendt sig mod et stof, han har et dybt personligt forhold til, nemlig oplevelsen af at leve med sygdommen cerebral parese eller spastisk lammelse. Foto: Soeren Bidstrup.

Mens Caspar Erics debutdigtsamling, ”7/11”, fra sidste år var præget af en stil, hvor der i en hæsblæsende strøm blev refereret til Facebook, YouTube, iPhone, mp3, Macbook, Twitter og Netflix, frem for at man fik noget at vide om, hvad der rørte sig i det lyriske jeg, så er det ganske anderledes i hans nye værk, ”Nike”.

Her har digteren vendt sig mod et stof, han har et dybt personligt forhold til, nemlig oplevelsen af at leve med sygdommen cerebral parese eller spastisk lammelse. Det er der kommet en gribende, original og helstøbt digtbog ud af.

Bogen er et langdigt på 88 sider. Langdigtet adskiller sig fra det centrallyriske kortdigt ved, at man ikke fokuserer på en sjælelig tilstand i koncentreret nu hos et jeg, men at man skildrer bevidsthedsbevægelser mellem forskellige situationer, affekter og sansninger. Man oplever i værket en bred vifte af stemninger, og Eric demonstrerer en overlegen evne til at skifte mellem forskellige optikker og stilarter.

I en række hudløse passager gås der tæt på oplevelsen af at føle sig stigmatiseret som handicappet: ”i American Apparel på/ Washington Avenue/ kunne ekspedienterne virke/ utrygge over hvorvidt jeg/ nu planlagde/ at halte rundt/ i det offentlige rum/ med Cerebral Parese/ i lige præcis deres kollektion/ som om den uperfekte krop/ kunne smitte af på/ deres image og status/ men det gør kroppen/ nok aldrig/ desværre.”

Erics poesi er på én gang konkret og knivskarp i sine sansninger og hudløs i sin tone. Den rummer desuden et udpræget diskussionspotentiale, og med sin ligefremme stil og stærke læserappel vil værket være en gave til skolernes litteraturundervisning. I det følgende afsnit beskrives den smertefulde oplevelse af at føle sig forkert i sociale relationer - samt ikke mindst omgivelsernes reaktioner på handicappede: ”du er en person/ der har haft/ handicapsex/ haha/ da du kærtegnede/ mit ben det invalide/ lille spasserben/ på en kærlig måde/ men også lidt på/ en vurderende måde/ måske mest fordi jeg/ har vænnet mig til at føle/ jeg konstant bliver betragtet/ på en vurderende måde/ som om folk lige skal tjekke/ om det virkelig kan passe/ at jeg er inviteret/ til den samme fest.”

Det er imidlertid langtfra kun de personlige bekendelser, der gør indtryk. Erics tekst er også fyldt med ætsende social kritik, og den får ikke for lidt i en fascinerende bevidsthedsstrøm, hvor billederne vælter frem i en kaskade af sarkastiske sammenligninger.

Endelig skal det nævnes, at Eric har en herlig, barok, sort humor. Tragikken, smerten, illusionsløsheden og den hudløse bekendelse får således lov til at vibrere i hele sin styrke, fordi overskuddet, ømheden og den absurdistiske humor også er til stede. Nyd for eksempel den følgende passage, som hermed kan stå som en anbefaling af Caspar Erics ”Nike”: ”vi er begyndt at få breve/ sendt retur til vores postkasse/ fra en der hedder Ingo Andersen/ han virker som en sindssyg person/ vi ses om 3.000 år/ jeg elsker dig ikke/ Sofie Hansen/ jeg ved ikke hvem du er/ har han skrevet på kuverten/ selvom dét hedder hun jo/ nok ikke i virkeligheden/ men hun har sendt ham/ ubrugte hygiejnebind i/ sorte kuverter med dødningehoveder/ og vores adresse på bagsiden.”