En af de mest fascinerende ting ved ”Rådhus”, Pablo Llambías’ bog fra 1997, var, at alle 275 fotos af de danske rådhuse bagest i bogen var taget af forfatteren. Bogen havde ikke bare en fiks idé om at skrive om rådhuse, men forfatteren havde faktisk været der og stået foran hver eneste bygning og forsøgt at få en skulptur med på billederne. Hvordan laver man en efterfølger til det på den anden side af kommunalreformen, som udslettede omkring to tredjedele af rådhusene?
Ved at gøre noget helt andet og lade Google Street Views billeder optræde som et appendiks til ”Zombierådhus”, som stiller skarpt på den yderligere medialisering, verden har undergået i de seneste årtier.
Det er også en langt mere omfattende bog. Hver kommune har nu sit eget kapitel, men man ved aldrig, hvad der kommer til at ske fra kommune til kommune. Nogle gange er rådhusfotografiet ansatsen til at skrive om lamper, omrejsende cirkusser og sågar holocaust, fordi man kan se et par jernbaneskinner i fotografiet. Den er måske ikke lige klar til en turistbrochure.
Andre gange handler det om mere eller mindre realistiske gengivelser af, hvad politikere taler om, eller hvad almindelige borgere drømmer om. Endelig er der overraskende skift fra det bureaukratiske til det surreelle, hvor talende hunde, kommunalt ansatte, der slår sig løs, og andet godt kører ud ad en tangent. Hvorpå et nyt kapitel sætter en helt anden stemning.
Døden optræder ofte hos Llambías, tit gennem en fortællerstemme fra et sted ude i fremtiden, der beretter, at den ene eller anden karakter nu er død eller må være det. En enkelt tekst om døden fra den første rådhusbog er taget med igen og handler om, hvor sentimental man kan blive ved ikke bare at tænke på sin egen død, men alle menneskers død.
Evigheden sætter det kommunale i perspektiv: Al den umage, der ligger i omorganisering af kommuner eller omhyggelig føntørring af små hunde, sker altid med fornemmelsen af, at det hele jo i princippet kan være lige meget i det lange løb.
Men alligevel knokler folk løs og gør deres bedste for at løse opgaver, store og små, og denne kontrast mellem dagligdagens gerninger og evighedens nedskrivning af disses betydning er et gennemgående træk, som giver bogen nerve, fordi man netop fornemmer respekten for alle hverdagens handlinger.
”Zombierådhus” har nogle markante træk tilfælles med et hovedværk i fransk litteratur, Georges Perecs ”Livet – en brugsanvisning” fra 1978. Perecs roman foregår i en parisisk ejendom, hvor man i 99 kapitler kommer rundt i hele bygningen, ofte også i en meget registrerende og beskrivende stil. Frem for alt får man også her fornemmelsen af et mikrokosmos, hvor folk går op i utrolig mange forskellige ting, at man skulle tro, at de nærmest ikke var en del af det samme samfund, noget, som i Llambías’ roman bogstavelig talt er bredt ud til hele det danske samfund.
Som hos Perec er der i ”Zombierådhus” mange kapitler, der bare svæver for sig selv i bogens 98 dele, men også gennemgående figurer. Ikke mindst den anonyme Google-manden, der kører Danmark tyndt i sin bil og nyder sit sorgløse arbejde med at registrere og filme.
Hvor Perec har karakteren Bartlebooth – der vil leve sit liv aldeles æstetisk og uden formål og derfor maler akvareller af havnemotiver, som bliver lavet til puslespil, som han samler – så oplever Google-manden også, at han lever en tilværelse, hvor der er lagt rammer ud for hans gøren og laden, men som dybest set ikke har noget at gøre med hans egen identitet. Han bemærker, at han egentlig ikke kan huske så meget, men det kan computeren, der holder styr på billeder og placering, og en dag vil man alligevel få en chip i hjernen, så man ikke behøver at rejse.
Llambías skriver som altid godt med sin egen særlige evne til at gøre det tilsyneladende trivielle interessant og ved at slippe sin fornemmelse for det barokke løs, når man mindst venter det. Og så må han have trumfet enhver forestilling om, at et ord som radiator ikke er poetisk, når man kan skrive ”granitstele” med største selvfølgelighed og desuden have en karakter, der hedder ”vektorregning”.
”Zombierådhus” er den eminente opfølgning til ”Rådhus”, som man ikke havde turdet håbe på, for hvordan tage en fantastisk idé og så skrive noget, der er endnu mere ambitiøst?
Det er en generøs danmarksbog, som kommer hele vejen rundt, som ikke lader nogen eller noget have patent på, hvad virkelighed er, herunder drømme og fantasier. Den gør på en gang det politiske større og mindre i meditationerne over, hvad det gode samfund skal rumme, og den er således på bedste vis et modsætningsfyldt og rummeligt hovedværk i Llambías’ forfatterskab og i den nyere danske litteratur som sådan.