Amerikaneren John Cage (1912-92) var en meget luftig, vidtfavnende og visionær komponist. Som søn af en opfinder fandt han sine helt egne veje ind i den moderne musik. Han var elev af komponisterne Henry Cowell og Arnold Schönberg, mens sidstnævnte boede i Los Angeles. Schönberg medgav senere, at Cage var en af hans bedste elever i den periode, men han tilføjede: Komponist er han ikke, men han er opfinder, en genial opfinder.
LÆS OGSÅ: Musik skal bruges til at ændre sig
I 1952 uropførtes John Cages stykke 4 minutter og 33 sekunder, hvis indhold alene var tavshed. Pianisten David Tudor kom ind på scenen, satte sig ved flyglet, åbnede og lukkede låget til tangenterne for hver af stykkets tre satser, men sad ellers helt ubevægelig uden at anslå en tone i det tidsrum, som titlen angav.
Stykket var en provokation for den borgerlige koncert-sals normer og en udfordring for den vestlige kompositionsmusiks tradition for at tillægge musikken store følelsesmæssige udtrykspotentialer. Men Cage ønskede at gøre publikum opmærksomt på, at stilheden og nærværet i sig selv var en kvalitet. En vigtig inspiration til 4 minutter og 33 sekunder kom, da Cage oplevede at være i et helt lydtæt rum. Det viste sig, at han stadig kunne høre lyde, nemlig sit eget nervesystem og blodomløb. Der var altså altid noget at lytte til, og Cage indarbejdede på en ny måde opmærksomhed på lydenes verden i sin musik.
I år ville John Cage være fyldt 100 år. I den anledning har Karl Aage Rasmussen udgivet en lille, koncentreret om denne lidet håndgribelige musikpersonlighed. Han var en stor mand med et venligt, altid smilende ansigt. Hans næsten naive musikfilosofi opstod på baggrund af et meget flittigt og kreativt arbejde og omfattede også tekster, collager, teater, film med mere. John Cage var altid leveringsdygtig i underfundige udsagn, der både var morsomme og tankevækkende, og han gav et utal af interview.
Cage fandt i begyndelsen af 1940erne sammen med danseren Merce Cunningham, som han siden havde et livslangt samarbejde med kunstnerisk såvel som privat. I den forbindelse måtte Cage erkende sin homoseksualitet, og han blev i 1945 skilt fra sin hustru, Xenia Kashevaroff. Denne eksistentielle krise faldt sammen med, at Cage opgav at forbinde nogen som helst betydning med musik, sådan som der ellers er så stærke traditioner for. Cage besluttede simpelthen at holde op med at komponere, indtil han havde fundet en bedre begrundelse for at gøre det end personligt udtryk og kommunikation.
Svaret på denne radikale udfordring fik Cage vad at tilegne sig en let amerikaniseret form for zenbuddhisme. Jeg-fornemmelsen skulle nedtones, og man skulle lytte uden hensigter. Som konsekvens af dette holdt Cage sit berømte Foredrag om ingenting i 1949. Han begyndte at sammenligne musik med vejret: uforudsigeligt, ikke-målrettet og skiftende. Musik blev herefter et middel til at ændre bevidstheden, og Cage begyndte i stigende grad at bruge den gamle kinesiske spådoms- eller forvandlings I Ching til at afgøre sine beslutninger. Dette kom bl.a. til udtryk i stykket Music of Changes. Blandt John Cages kompositioner kan også nævnes nogle stykker for præpareret klaver, der var endnu en af Cages opfindelser, samt musik og lyd til en længere række danseforestillinger.
Når John Cage endnu i dag er værd at beskæftige sig med, skyldes det, at han meget tidligt formåede at gøre opmærksom på disse ideer om lydenes og stilhedens verden. Komponister som Claude Debussy og Eric Satie var nok hans nærmeste forløbere. Fortiden interesserede dog ikke Cage synderligt, men han fik selv stor indflydelse på sin eftertid, hvor lignende ideer spredte sig og blev en del af tidsånden. Hippiebevægelse og flower power, fluxus og kunstnere som Andy Warhol er oplagte eksempler.
I Danmark var mange også påvirkede af hans ideer. Et oplagt eksempel er komponisten og happeningkunstneren Henning Christiansen. At Karl Aage Rasmussen også nævner komponisten Gunnar Berg, virker mindre indlysende, ikke mindst fordi der var en kolossal kontrast til Cages samtidige komponistkolleger i Europa, der intenst udforskede systemprægede rækkeprincipper og klangmuligheder i deres avantgardemusik.
Karl Aage Rasmussen har tidligere skrevet om John Cage, som han også har mødt flere gange og lavet interview med. Bogen Tilfældighedernes spil. Veje til John Cage lægger sig tydeligt i forlængelse af disse tidligere, gennemreflekterede essay. Det kunne dog også have været interessant med en anderledes monografi om denne specielle musikpersonlighed. Bogen kunne f.eks. let være forsynet med nogle flere billeder, en værkfortegnelse eller mere uddybende betragtninger over hans samlever Merce Cunninghams måde at danse til Cages musik på. Karl Aage Rasmussen gør dog glimrende rede for de æstetiske og musikalske forudsætninger for Cages mærkelige projekt.