For betydelig til at være ukendt. Ikke desto mindre er guldalderkunstneren Johan Ludvig Lund (1777-1867) stort set kun kendt af kunsthistorikere.
Men engang havde han samme status som ”dansk malerkunsts fader”, C.W. Eckersberg (1783-1853). Samtidig med Eckersberg udnævntes J.L. Lund til professor på Kunstakademiet, og han spillede i første halvdel af 1800-tallet en vigtig rolle i det europæiske og danske kunstliv. Han var én af de få kunstnere, der modtog offentllige bestillinger – hvilket førte til store billeder fra danmarkshistorien til Christiansborg samt altertavler til en række kirker. Desuden virkede han som portræt- og landskabsmaler.
Lund blev født i Kiel, men hans forældre var danske. Han havde dermed sin rod både i dansk og tysk kultur – og mere end det: Han var en vidt berejst mand med personligt kendskab til tidens internationale kunstmiljøer.
Med den stigende nationale bevidsthed hen mod midten af 1800-tallet – herhjemme forstærket af de slesvigske krige – var der imidlertid ikke mere plads til en kosmopolit som Lund.
Men tilbage i rollen som hovedperson er han i udstillingen ”Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser”, som også rummer værker af flere af hans elever og venner. Projektet er blevet realiseret i et samarbejde mellem Den Hirschsprungske Samling i København, Skovgaard Museet i Viborg, Museum Behnhaus Drägerhaus i Lübeck samt Ribe Kunstmuseum, hvor værkerne vises frem til den 1. juni.
Konklusionen efter mødet med den både overskuelige og indholdsrige udstilling er klar: J.L. Lund har et format, der gør det oplagt at rette en fornyet opmærksomhed mod ham.
Nogle af billederne kan det dog umiddelbart være svært at forholde sig til. For eksempel ”Pyrrhus og Andromache ved Hektors grav” – et motiv, der skønnes inspireret af Homers ”Iliaden” og af ”Habors tilbagekomst fra slaget”, en scene fra Saxos damarkshistorie. Men med den nødvendige baggrundsviden, der gives i den udleverede folder, bliver gæsterne i stand til at bevæge sig ind i billederne og opleve dem som udsagn om en relevant og følelsesstærk virkelighed. Et resultat af museumspædagogik, når den er lige så enkel som effektiv.
”Den anden guldalder” indledes med et selvportræt, som J.L. Lund udførte, da han var 50 år. Et sympatisk portræt. Det blik, han retter mod os, er roligt og fast. Han virker tilnærmelig. Portrættet er påfaldende blottet for poseren.
Også den senere Christian VIII har han portrætteret. En nydelig ung mand, der hviler afslappet i sin værdighed. Han synes at have et så naturligt forhold til den, at han ikke behøver at understrege den. Han er ”bare”. Sådan er indtrykket af ham. En lignende ro er der over et billede af prinsens søn som treårig. Han befinder sig i harmoni med naturen, står med nogle nyplukkede jordbær og synes ikke at have noget imod vort selskab. Måske overvejer han ligefrem at række os et bær. Man tror det gerne om ham.
Udstillingen rummer flere religiøse værker. ”Kvinderne ved graven” er – i forhold til temaet – sært afdæmpet. De tilstedeværende synes ikke meget påvirkede af at være tæt på opstandelsen. Billedet rummer tilsyneladende mere hverdag end brud på hverdagen. Det store drama er der heller ikke i ”Englen ved Kristi grav” – med englens diskrete antydning af den himmelske retning, hvor den opstandne skal søges. ”Jomfru Maria med barnet og den lille Johannes” er et billede lukket om sin helt egen stemning, en paradistilstand, der både omfatter de to børn, der kysser hinanden, den lykkelige moder og landskabet i baggrunden.
Blandt de repræsenterede elever og venner af Lund er den dansk-tyske maler Louis Gurlitt (1812-1897) med ”Parti af Kullen. Nogle smuglere skjuler deres varer mellem klipperne. Måneskin”. Et højdramatisk billede, hvis effekter balancerer på kanten af det klichéagtige. Men scnenen er malet med en intensitet, så man overgiver sig til den. Maleriet nærmest kalder publikum til sig. Og man gyser fornøjet foran det.
Af J.Th. Lundbye (1818-1848) ses en tænksom bakketrold, og ingen tvivl om, hvad den tænker på: Danmark. Billedet er malet i Rom, men kunstneren havde det ikke godt dernede, plaget af hjemve som han var.
Noget så enestående i tiden som en kvindelig landskabsmaler er Julie Lütken (1788-1816). Et af hendes værker er ”Et skovlandskab med en jæger”, en fremhævelse af naturens storhed og menneskets lidenhed.
J.L. Lund elskede hende lidenskabeligt, men måtte slå sig til tåls med ”det mest loyale broderlige venskab”. Året efter at Lütken i 1815 havde vakt sensation på Charlottenborg-udstillingen, blev hun dræbt ved en ulykke med en løbsk hest.
Også af J.L. Lund er der bemærkelsesværdige naturbilleder, herunder tegninger fra bjerglandskaber, gjort med indtrængende realisme.