Prøv avisen
4 stjerner

En glemt verdensdigter

4 stjerner

Den chilenske nobelpristager Gabriela Mistral er for første gang kommet i et stort dansk udvalg

Mens de fleste lyriklæsere kender Pablo Neruda, der er udkommet på dansk i talrige oversættelser, så forholder det sig anderledes med Chiles anden litterære nobelpristager, Gabriela Mistral.

En forklaring på dette er, at Mistrals lyrik har en ganske anden karakter end Nerudas, idet sidstnævntes ekspansive, folkelige og vitalistiske digtning opfattes som mere moderne og tilgængelig end førstnævntes patosladede, symbolske og sjæleligt orienterede poesi.

Hermed på ingen måde sagt, at Mistral er nogen verdensfjern poet, for der er i hendes poetiske univers fyldt med alment kulturelt stof fra såvel indianske myter og sagn som græsk mytologi og kristendom.

Men hendes tekster er unægtelig vanskeligere at tilegne sig end Nerudas.

For 130 år siden lancerede de franske symbolister en poetik, hvis slogan var, at man skulle anskue sjælen som et landskab. Skønt man også finder denne poetik hos moderne digtere som Henrik Nordbrandt og Pia Tafdrup, så opfatter man normalt på dansk dette fænomen som knyttet til en højstemt lyriktradition fra Johannes Jørgensen til Ole Sarvig. Når man læser Mistrals poesi, kan man roligt tage de sensymbolistiske briller på, idet den konkrete virkelighed altid peger på en bagvedliggende sjælstilstand. I Mistrals bedste digte gøres dette effektfuldt som i den følgende passage om jegets vejløse længsel:

”Når jeg i drømme ser mit Andes, / går jeg gennem snævre bjergpas, / og uden ophold lyder der fra dem, / en fløjten, næsten en besværgelse.”

En anden typisk vending taler i billeder fra den chilenske natur om smerte og angst:

”Jeg ser ved bredden af Stillehavet / mit blåviolette øhavslandskab / og fra en af øerne er en skarp lugt / af død isfugl blevet tilbage.”

At Gabriela Mistrals digte afspejler længsel, kamp, smerte, indre splid og omskiftelighed, har ikke overraskende en baggrund i digterens for en kvinde særdeles usædvanlige liv.

Mistral kom fra fattige kår i en afsidesliggende dal i Chile, men opnåede som poet et verdensry i løbet af 1920’erne og 1930’erne.

Sideløbende med sin poetiske karriere arbejdede hun talrige steder uden for sit hjemland. Hun var i en årrække med til at opbygge det mexicanske skolevæsen og var i årtier konsul i flere europæiske hovedstæder, inden hun som den første latinamerikanske forfatter modtog Nobelprisen i 1945. I hele sit liv boede hun sammen med andre kvinder, og den slags blev naturligvis ikke betragtet som normalt i en latinamerikansk mandsdomineret kultur.

Alt dette og meget mere kan man læse om i den danske oversætter Malene Boeck Thorborgs fine introduktion. Her får man også en tredje latinamerikansk nobelpristager Octavio Paz’ præcise og smukke karakteristik af Gabriela Mistrals lyrik serveret, og denne kan passende stå som en afsluttende anbefaling af dette udfordrende og interessante værk:

”Det er poesi skabt af ord fra hverdagen, men salvet med det overjordiskes usynlige olie. Transfigureret eller forklaret realisme, dagliglivet transformeret til rite og liturgi.”