En gnistrende La Traviata

Store sanglige præstationer i en fin og velovervejet scenografi sikrer succesen for Den Jyske Opera

Fra venstre er det Jens Bové, Kari Postma, Trond Halstein Moe og Jung Soo Yun i ”La Traviata”. –
Fra venstre er det Jens Bové, Kari Postma, Trond Halstein Moe og Jung Soo Yun i ”La Traviata”. – . Foto: Kåre Viemose/Den Jyske Opera.

I disse dage kører bybusserne i Aarhus rundt med iøjnefaldende reklamer for operaen ”La Traviata” på siderne. Man kan enten tage det som et tegn på, at Aarhus er en sand kulturby, eller som et bevis på, at Verdis opera fra 1853 er en sikker sællert – min fornemmelse er, at begge teorier holder stik.

Historien om kurtisanen Violetta Valéry bygger på Alexandre Dumas den Yngres drama ”Kameliadamen”, men er i tyskeren Lothar Krauses opdatering rykket frem til 1930’erne. Violetta er med sin sexede fremtoning og sin knaldrøde paryk, der på næsten surrealistisk vis mangedobles af scenografiens mange spejle, blevet langt mere hårdtpumpet end i de klassiske versioner. Hun er nu ikke bare alkoholiseret, men narkotiseret. Men det gør i bund og grund ikke den store forskel: Nu som før er det Verdis intense og melodiøse musik, karakteriseret af lige dele fremdrift og finesse, der løfter operaen op blandt musikhistoriens største mesterværker. Det helt afgørende ved at opleve ”La Traviata” på en scene er, om opførelsen yder Verdis genialitet retfærdighed. Det var så absolut tilfældet i Musikhuset lørdag aften, hvor Aarhus Symfoniorkester lige fra den sarte ouverture spillede glødende under ledelse af den newzealandske dirigent Tecwyn Evans, der til maj tiltræder som ny musikchef på Den Jyske Opera. Hans musikalske ledelse af Verdis mesterstykke gav os gode varsler.

Der er en række store operaer, hvor vurderingen på bundlinjen mest af alt afhænger af præstationen i titelpartiet. Mozarts ”Don Juan” og Bizets ”Carmen” er to af dem, ”La Traviata” (betyder egentlig ”Kvinden, der er kommet på afveje”) et tredje eksempel.

Den norske sopran Kari Postmas præstation som Violetta var gennem alle tre akter ganske enkelt verdensklasse, fra den sprudlende, men også forcerede livsglæde under den berømte drikkevise ”Libiamo, libiamo” til den tragiske scene i sidste akt, hvor et batteri ved siden af hendes sygeleje kan minde om skakbrikker, der er stillet op til kamp. Violetta vælter dem i afmægtig desperation, og nu ser vi tydeligt, at det er medicinflasker – og vi indser, at spillet er slut. Det kolossale vokale overskud, Postma lagde for dagen, virker afsmittende på det rent sceniske. Det er lettere at agere overbevisende i de skiftende situationer, når man synger så godt. Postmas gnistrende Violetta er en af de stærkeste, jeg har oplevet i det parti.

De andre følger godt trop. Den sydkoreanske tenor Jung Soo Yun forsvarede partiet som Alfredo Germont, Violettas dybest set spagfærdige tilbeder, med intelligent afdæmpethed og en smuk lyrisk klang uden de flødebollemanerer, man undertiden oplever i netop det parti. Og som hans dominerende far, Giorgio Germont, operaens tredje store rolle, var den norske baryton Trond Halstein Moe aldeles fremragende – dog mere vokalt end scenisk, for instruktøren havde tæmmet hans udfoldelser ved at anbringe ham i en kørestol, som han først rejste sig fra, da han efter tæppefald skulle ind at modtage det fortjente bifald fra publikum.

Også i de mindre roller er Den Jyske Opera dækket godt ind, eksempelvis med den erfarne Jens Bové, der i slutscenen kommer ind som den trøstende, men i situationen hjælpeløse læge, Eline Denice Risager som veninden Flora og mezzosopranen Sine Algreen Møller i rollen som kammerpigen Annina.

Man skal være opmærksom på, at alle partier er dubleret, ikke blot fordi i hvert fald de tre største af dem er så krævende, men også fordi forestillingen sendes på turné og opføres på en række scener rundtomkring i landet (såmænd også i Flensborg) med sidste opførelse den 23. marts i Sønderborgs Alsion.

Vores fem dygtige landsdelsorkestre spiller på skift, men det er hver gang Tecwyn Ewans, der svinger taktstokken, ligesom Violettas røde paryk og den ældre Germonts kørestol naturligvis vil komme i brug i en scenografi, der nok er tilpasset turnélivets præmisser, men er det på en fin og velovervejet måde.

De omtalte spejldøre giver en effekt, der ikke får os til at savne de store, parisiske saloner – og dertil kommer en teatersne, der falder tyst under store dele af forestillingen, også indendørs, måske som et forgængelighedens symbol. ”La Traviata” handler jo ikke blot om kærlighed, men om død – to af tilværelsens grundvilkår, der altid inspirerede Verdi til at yde sit ypperste.