På Aarhus Teater kan man i disse dage sætte sig til rette i plyssædet og rejse tilbage i tiden til Broadways guldalder. Her under taget i en imponerende model af Covent Garden er vi i selskab med damer i højtbelagte hatte og frejdige mænd i tweed. Der er tand-pastasmil, jazzhænder og dansere i tyl og høje badutspring.
Alt er stiliseret, orkestreret og koreograferet ned til mindste detalje, og det er betagende at se på. Musicalen om underklassepigen Eliza Doolittle med den beskidte mund, der møder sprogekvilibristen Henry Higgins og lærer at begå sig i de høje sociale lag, er flot håndværk og lækker musik - men forestillingen virker som et ekko fra en svunden tid.
Annette Heick er naturligvis charmerende som den beskidte blomsterpige Eliza, kikset sjov som Higgins' påklædningsdukke og gudesmuk som den lady, hun bliver til. Hendes stemmeorgan klarer fint skiftet fra de jordbundne og nasale talesange til de mere sofistikerede arrangementer og høje toner. Men hendes sopran forekommer alligevel noget skrøbelig, og mimikken stivner, når hun begår sig på de høje skalaer.
Bue Wandahl er lige så stiv i betrækket, som han skal være i rollen som akademikersnobben Henry Higgins, men hans stemme rækker knap til at gøre hans sangstykker melodiøse og interessante. Til gengæld kan han levere grove kommentarer og sproglige vittigheder med en kølig overlegenhed, som giver anledning til høje latter-udbrud i salen.
Desværre får hans veltimede jokes ikke meget at spille op ad i Annette Heicks flade arbejderklasse-københavnske. Hun taler ikke grimt nok, ikke anderledes nok, og hendes såkaldte talefejl er ikke lige troværdige. Når forestillingen nu spiller i Aarhus, kunne man vel have gengivet Elizas britiske underklassedialekt med et klingende østjysk, som indeholder flere underholdende fonetiske finurligheder - og man kan vel ikke komme udenom, at man med det jyske sprog bedre kan fremkalde nogle af de nødvendige konnotationer omkring klasseskel.
Forestillingens måske mest vellidte karakter, Elizas far og opportunisten Alfred Doolittle, spilles af en adræt og veloplagt Anders Baggesen. Hans stavren rundt fra bar til bar med rød næse og for få pennies på lommen giver mindelser om Osvald Helmuth i samme rolle, og hans energiske slager ”Alfred skal giftes nu til morgen” er forestillingens mest mindeværdige.
I det hele taget er ”My Fair Lady” stærkest og mest underholdende i de store ensemblescener, hvor de farverige dansere får frit spil, og man kan begejstres over den gennemførte skønhed.
Men det er svært at se, hvad ”My Fair Lady” bidrager med i en moderne kontekst - ud over flotte billeder. Særligt i anden akt er dialogen langtrukken og forekommer underligt uvæsentlig, og man venter bare på næste sangskat.
Dertil kommer stykkets håbløst forcerede happy ending, som introducerer en utidssvarende og uholdbar morale: I George Bernard Shaws ”Pygmalion”, som danner forlægget for musicalversionen, skrider den nyligt frigjorte kvinde til sidst fra den ulidelige, misogyne pedant.
Men i ”My Fair Lady” bliver Eliza siddende i Higgins' brune sofa og fortsætter med at lade sig ydmyge. Hvad hun dog vil med den stivstikker, er ubegribeligt, og deres påståede kærlighedsforhold således også utroværdigt.
”My Fair Lady” er en henrivende humørfyldt gåtur ned ad musicalhistoriens landevej - en museumsforestilling, der repræsenterer en svunden tid i både form og indhold. Det er jo herligt at blive underholdt, men hvad skal vi bruge den til?
kultur@k.dk