Vi er med fjerde afsnit nået til den tidlige middelalder i ”Historien om Danmark”. En periode, der i serien bliver reduceret til sådan cirka fra Valdemar den Stores fødsel i 1131 til vedtagelsen af Jyske Lov i 1241. Det er således nogle store spring, der må tages mellem afsnittene for at vi kan nå det hele.
Mellem afsnit to og tre var det jernalderen, der måtte ofres, og denne gang er det så hele overgangsfasen mellem vikingetid og højmiddelalder, vi må springe over. Det er lidt synd, da overgangsperioder tit er de mest interessante, men det er naturligvis nødvendigt at prioritere, når emnet er stort og tiden kort. Netop prioriteterne er dog et af problemerne med fjerde afsnit af DR’s historieserie.
To gange Valdemar, en Ingeborg og en bisp Absalon flankeret af en Saxo var tilsyneladende, hvad der prægede Danmark i tidlig middelalder. Ikke mindst forholdet mellem Valdemar den Store og Absalon er krumtappen i fortællingen, og det fremstilles som en vaskeægte ”bromance”.
Vi ser dem i dramatiserede scener lege med sværd i skoven som børn, samle riget og banke venderne i det nordlige Tyskland. Det går helt frem til Valdemar den Stores dødsleje i 1182, hvor de ifølge Lars Mikkelsen nok har talt om gamle dage, og hvad de sammen har opnået. Og da Valdemar ånder ud i sin seng, ser vi en tåre løbe ned ad kinden på den magtfulde Absalon.
Forholdet mellem Valdemar den Store og Absalon udnyttes for så vidt godt i serien til at illustrere middelalderens samspil mellem kirke- og kongemagt og til at vise, hvad begge parter bringer med til bordet. Herudover kan man næppe fortælle danmarkshistorie om denne periode uden Absalon samt ikoniske begivenheder som blodgildet i Roskilde i 1157, hvor den svigagtige kong Svend søger at tage livet af medkongerne Knud og Valdemar.
Men det virker, som om den gode fortælling om de to barndomsvenner har fået lov til at tage for meget overhånd, når stort set halvdelen af afsnittet handler om deres bedrifter. Ikke mindst da det først er bagefter, vi bliver præsenteret for den virkelige bagmand til alle de gode historier. Det er selvfølgelig Saxo, der får i opdrag af biskop Absalon at skrive den første danmarkshistorie, der skulle understøtte både Valdemarernes og Absalons magtposition.
Ved omtalen af Saxo, og hans promovering af Absalon og Valdemar, har serien antastet til et interessant greb, hvor man lader historien gå baglæns for at vise, at det måske i virkeligheden kunne have været helt anderledes, og at Valdemar og Absalon måske var de virkelige skurke under blodgildet i Roskilde.
Det kunne have været udnyttet interessant, hvis der var gjort mere ud af det. Her bliver det dog desværre kun et lille nip efter en halv time med en helt anden historie, og det virker derfor mest som en form for helgardering mod kritik for, at man blot har dramatiseret Saxos danmarkshistorie.
I takt med at DR’s serie skrider frem, virker det, som om eksperterne træder mere i baggrunden og får kortere og kortere taletid, mens dramatiseringer og panoramafotografering med pompøs underlægningsmusik får mere og mere plads. Det er naturligvis til dels en smagssag, om man kan lide det, men det virker, som om der bliver skruet højere og højere op for både patos og volumen for hvert afsnit.
Slowmotion-gengivelser af drabelige kampe og mænd, der stirrer alvorstungt ind i kameraet er godt til at skabe en stemning, men det tager overhånd i fjerde afsnit og fjerner fokus fra historien. Det samme sker med musikken, som for eksempel ved den ellers illustrative gennemgang af, hvordan klostrene, kirkerne og kristendommen breder sig over hele landet og påvirker samfundslivet.
Men med al respekt for Tveje Merløse Kirke i Holbæk virker det overgearet, når den pludselig udsættes for en nærmest Ennio Morricone-klingende musik, der leder tankerne hen på slutscenen i en spaghettiwestern. Man tager i hvert fald sig selv i at tænke, hvad det egentlig er, lydsporet skal signalere.
Sidste halvdel af afsnittet fokuserer på Valdemar Sejrs tid som gidsel i Tyskland og på Jyske lov, som han indførte, efter at han var vendt tilbage til Danmark.
Herudover får vi historien om Valdemar Sejrs søster, Ingeborg, der blev gift med den franske konge, Philip, i 1193. Noget gik tilsyneladende galt på bryllupsnatten (det sker jo i selv de bedste kredse), og ægteskabet bliver en kastebold i et større magtpolitisk spil.
Det kunne være blevet en fin lille historie, der illustrerer stormagtspolitik og dynastiske forviklinger med en personlig vinkel, men den svækkes desværre af for mange rosenblade, der daler i slowmotion, og for lange passager med folk, der stirrer sorgfuldt ud af vinduet.
Generelt har de store linjer i samfundsudviklingen lidt svært ved at trænge igennem dramatiseringerne, selvom de dukker op hist og her. Det samme gælder de bønder, og andre ”almindelige mennesker”, der trods alt udgjorde langt størstedelen af befolkningen. Vi ser lidt idyllisk landligt liv (med glad musik), der dog brydes af en lidt umotiveret voldtægtsscene, der skal illustrere en retshistorisk pointe ved Jyske Lov.
Og endelig kommer vi også ind på forholdet mellem ægtefæller, hvor der efter kristendommens indtog udviklede sig et ideal om, at et ægteskab skulle baseres på frivillighed og kærlighed. Det illustreres med en meget øm kærlighedsscene i bondehuset mellem mand og kone, igen med slowmotion og en overdrevet mængde af violiner og klavermusik.
Sammenhænge mellem familieliv, sex, kristendom, kærlighed, idealer og realiteter kunne have været behandlet, problematiseret og diskuteret på talrige interessante måder med de virkemidler, budgetter og eksperter, som skaberne af ”Historien om Danmark” har haft til rådighed.
Men den lille sukkersøde anakronistiske elskovsscene er desværre symptomatisk for problemerne i en god historieseries hidtil svageste afsnit.