Film om Maria Callas er en græsk tragedie

Den sobre ”Maria by Callas” efterlader følelser for en kvinde og beundring for en kunstner

Tom Volfs debutfilm ”Maria by Callas” er resultatet af fem års jagt på den ægte Maria Callas.
Tom Volfs debutfilm ”Maria by Callas” er resultatet af fem års jagt på den ægte Maria Callas. Foto: Camera Film.

”Der er to mennesker inde i mig. Der er ’Maria’, og der er ’La Callas’, som jeg skal leve op til.” Med de karakteristiske sortmalede øjne kigger Maria Callas skråt over på intervieweren i et hidtil ukendt klip gravet frem af fotografen Tom Volf. Volf blev betaget af Maria Callas efter at have set et klip med hende på Youtube. Han kendte hendes navn, men ikke hendes virke. Debutfilmen ”Maria by Callas” er resultatet af fem års jagt på den ægte Maria Callas.

Men hvad er sandheden om en kvinde? Kan den fortælles af en ung mand på 40 års afstand med alle de valg og fravalg, der uundgåeligt følger? Nej, selvfølgelig ikke. ”Maria by Callas” bliver endnu en del af myten om verdens største kvindelige operastjerne.

Om kvinden, der elskede den græske rigmand Aristoteles Onassis. Om divaen, der lå i krig med impresarioer, teaterdirektører og andre operasangere. ”Maria by Callas” er en kurateret sandhed.

Filmen har mange styrker. En af de væsentligste er, at selvom Volf vil gøre Maria Callas’ skæbne eviggyldig, lader han hende ikke blive opslugt af den populærkulturelle malstrøm, hvor individuel storhed bliver indoptaget af vor tids umættelige trang til at plastre fortidens stjerner ind i vores verdensbillede.

Maria Callas er ikke Amy Winehouse, er ikke Britney Spears. Volf viser os måske ikke sandheden om Callas, men han gør heller ikke hendes historie til sandheden om andre.

Tom Volfs sympatiske benspænd er, at han kun lader Maria Callas føre ordet. Utallige billeder af lufthavne og scener ledsages nødtørftigt af stedsangivelse og årstal. Det er ikke en biografisk film for de uindviede. Mere en montage eller bevidsthedsstrøm. En følsom spejling af en idé om Maria Callas.

Der er ingen, der taler om Callas. Kun klip fra optrædener, interviews og gengivelse af breve til blandt andre mentoren Elvira de Hidalgo, elskeren Onassis og veninden Grace Kelly.

Metoden har en indbygget fare. Fordi Volf kun lader Callas tale selv, bliver hun opbygget som det, han mest af alt vil afvise, hun er. En selvoptaget diva. Her tjener valget af oplæserstemme ikke til hverken Tom Volfs eller Maria Callas’ fordel. Den amerikanske mezzosopran Joyce DiDonato læser Callas’ breve op. Stemmen er indfølende og alt for indtrængende. Den harmonerer ikke med det mere kølige og kontrollerede portræt.

Selv i en verden uden selfies og mobilkameraer var Maria Callas konstant i fotografernes linser. Alligevel matches vor tids uendelige billedstrøm ikke af 1950’ernes. Og berømmelses pris, den dybe ensomhed, blænder da heller ikke helt så skarpt som i Asif Kapadias eminente portræt af Amy Winehouse i ”Amy”. Callas vidste, når hun var ”på”. Amy var på hele tiden.

Volf fremmaner et billede af en kvinde, der er bevidst om, at glæde og sorg er hinandens følgesvende. Callas’ tilsyneladende største sorg er aldrig at have fået børn. De ufødte svæver over de dramatiske scenografier, når Volf igen og igen forsøger at knytte tematiske bånd mellem operaens store kvinderoller og Callas’ eget dramatiske kærlighedsliv. Spændt ud mellem kunst og kvindelighed, mellem ikonografi og virkelighed, mellem menneske og myte. Kunsten får lov at skinne igennem dokumentaren, og klip fra ”Madame Butterfly” og ”Medea” får lov at fylde flot. De grynede optagelser står måske uskarpt og tåler ikke så vel tidens tand, selvom de er blevet colorgradet, men stemmen fylder alle årene, der er gået, ud.

Volfs arbejde med Callas startede med en fotobog. Og på mange måder minder ”Maria by Callas” om en filmatisering af en roman. Tænk for eksempel Michael Cunninghams ”Timerne”, filmatiseret så nænsomt af britiske Stephen Daldry med manuskript af David Hare. Eller Jeffrey Eugenides’ roman ”The Virgin Suicides”, omskabt til lærredet af Sofia Coppola. Begge romaner, begge film, har netop den kerne af menneskelighed, som Volf formår at finde i fortællingen om en stjerne så ulig alle andre. Volf kurtiserer Maria Callas på afstand, smigrer hende. Han har rejst i hendes fodspor, som om hun var resultatet af en andens fantasi.

Jo, det er Callas’ egne ord. Men det er Volfs billede af hende. Han giver os det ikon, han fandt. Han har skabt sin version af en græsk tragedie i Maria Callas’ billede.