”Druk” er én lang fristelse og en længsel efter den tøjlesløse frigørelse

Thomas Vinterbergs ”Druk” slingrer lidt vel rigeligt som filmisk fortælling

De fire hovedpersoner i filmen er gymnasielærere og spilles fremragende af Mads Mikkelsen (på billedet), Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. – Foto:
De fire hovedpersoner i filmen er gymnasielærere og spilles fremragende af Mads Mikkelsen (på billedet), Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe. – Foto:

Den norske kritiker, forfatter og professor i psykologi Finn Skårderud har med glimt i øjet fremsat den teori, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Hvis vi alle konstant agerede med alkohol i blodet, ville vi have større selvtillid og bedre sociale evner. Nærvær og kreativitet ville blomstre.

Thomas Vinterberg har med ”Druk” kreeret en film over Finn Skårderuds tese. Filmen folder sig også ud med et glimt i øjet, men iblandet tårer. For hvor langt kan mennesket gå i forsøget, og ikke mindst: Hvor længe kan mennesket holde til den konstante rus og pumpende adrenalin? Der synes at være grænser.

”Druk” er af samme grund en blanding af komedie og tragedie. Filmen indledes med et melankolsk citat af selveste Søren Kierkegaard: ”Hvad er ungdom? En drøm. Hvad er kærlighed? Drømmens indhold.” Med andre ord: Ungdommens uskyld er en illusion og kærligheden er det samme. At stræbe efter evig ungdom og at realisere sig selv igennem kærligheden er i begge tilfælde det rene fantasteri. Det samme ligger implicit i filmens vaklende tro på Finn Skårderuds teori.

I ”Druk” foldes tesen ud blandt fire midaldrende gymnasielærere, der alle synes at have mistet gnisten – i undervisningen, i parforholdet og i forhold til kolleger og i sidste ende til hinanden. De fire – spillet helt aldeles fremragende af Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe – beslutter sig i hemmelighed for at afprøve Finn Skårderuds teori i praksis. Måske kan de genfinde glæden ved livet og meningen med tilværelsen?

Klassisk Thomas Vinterberg kunne man sige. En gruppe mænd, der tester kammeratskabet i en oprørsk hedonistisk gestus, hvor de i en og samme bevægelse lukker sig om deres egen illusoriske magtfuldkommenhed. Vinterberg har i film efter film testet holdbarheden af dette midlertidige frirum for drengerøve.

”Druk” rummer mange fine og sjove scener, hvor de fire folder drømmens faner ud, både i forhold til deres elever, deres kærester og hinanden. De bliver en slags illegitime rollemodeller for de unge, der hver weekend drikker sig i hegnet og fester igennem. De gamle drenge legitimerer deres forehavende ved at skrive deres erfaringer ned som ”evidens”. Og ved at dyrke musikere og kunstnere, der tilsyneladende skabte deres ypperste under indflydelse, og politikere, der vandt krige og folks hjerter i sejlende branderter. Modsat Hitler. Var han ikke netop veganer og purist i privaten?

”Druk” citerer igen Søren Kierkegaard: ”At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”. De fire mænd vover – og taber fodfæstet. Men modsat Kierkegaard taber de også sig selv. Det er, som om instruktøren ikke rigtig tør løbe linen helt ud, hverken motivisk, dramaturgisk eller rent kunstnerisk. Af samme grund er ”Druk” en uegal film. Den tøver midt i sin tese. Midt i springet ud på de 70.000 favne. Komedien bliver en tragedie. Hedonismen til en moralitet. Bag det spirituøse lurer det småborgerlige.

For præmissen for de fire mænds pagt er porøs. Naturligvis. Den har jo ikke meget med den normaldanske virkelighed at gøre. Den er netop en drøm, fantasteri; evig ungdom, men med tabt uskyld. Hvorfor og hvorledes skal ikke røbes. Men ”Druk” har vanskeligt ved at følge sin egen bærende fortællelinje, og filmen har af samme grund vanskeligt ved at finde sin rette form og følelse. Sin tone, sin æstetik. ”Druk” tematiserer frisættelsen, men kommer forløsningen? For hvad indebærer det ikke? De fleste mænd ved det godt. De er en hårsbredde fra afgrunden. Og skal mænd – som disse sympatiske midaldrende gymnasielærere – være rollemodeller for kommende generationer, må de også sætte grænser. Ellers bliver hærværk til pludselig død.

Set i det lys er ”Druk” én lang fristelse, en længsel efter den tøjlesløse frigørelse. Svævet under åben himmel. Det skildrer den virkelig indefra. Men er den villig til at følge med hele vejen? Prisen er notorisk den halve promille for meget. Måske skulle instruktøren have taget et ekstra hiv af flasken, før han skruede låget på.