Prøv avisen
Bog

En guldgrube af viden om nordboernes sagn 0g kvad

”Nordboernes gamle religion” er en væsentlig udgivelse med bud til mange i et på en gang letflydende pædagogisk og nuanceret sprog

For den, der har haft den lykke at få fortalt de nordiske gudesagn i sin barndoms skole, er Carsten Lyngdrup Madsens ”Nordboernes gamle religion - fortællinger fra edda, sagn og kvad” det rene guf.

Men bogen kan langt mere end at oplive og oplyse den, som i forvejen har haft gode stunder i selskab med de på én gang listige og drabelige historier om Odin, Thor, Frej, Freja og Loke og alle de andre guder, der vogtede over de gamle nordboeres liv og skæbne. Bogen er en sand guldgrube af faktuel viden om den tro, som var livsafgørende for dem, der var her før os, før den nye tro på Hvide Krist gik af med sejeren i kampen om menneskenes sjæle.

Carsten Lyngdrup Madsen har gjort det kunststykke i et på en gang letflydende pædagogisk og nuanceret sprog at samle al den tilgængelige dokumentation af de gamles tro. Han har desuden været i stand til at systematisere det store stof på en forbilledlig måde, sådan at bogen, samtidig med at den følger en klar kronologi i fremstillingen, også kan bruges som opslagsbog.

Bogen er inddelt i tre hovedafsnit. Det første afsnit handler om de gamle nordboeres religiøse forestillinger, altså alle de gamle gudesagn, som mange vil kende i mere eller mindre tillempede, det vil sige børnevenlige udgaver.

Det andet afsnit handler om nordboernes religiøse praksis, altså blot og sejd og så videre, sådan som vi kan se den forsøgt praktiseret blandt nutidens asatroende.

Det tredje afsnit er helliget religionsskiftet og giver indblik i den dyst, der stod mellem den gamle og den nye tro, og som strakte sig over flere hundrede år. Dette afsnit afsluttes med en fremstilling af, hvad religionsskiftet kom til at betyde for det samfund, som voksede frem af den nye tro, og som i forbløffende høj grad er det samfund, som vi stadig genkender som det danske.

Som skriftlige kilder til alle tre afsnit er brugt så vel den gamle edda med gudekvad og heltekvad som Snorres Edda og Saxos historier om danernes bedrifter. Desuden de norske kongesagaer og de islandske slægtssagaer. Dertil kommer en række andre kilder i form af for eksempel den tyske biskop Thietmar af Merseburgs (975-1018) omtale af en offerfest i Lejre og ikke mindre interessant den arabiske købmand Ibn-Fadhlans (cirka 920) optegnelser om en vikingehøvdings begravelse.

Begge disse fremmede omtaler de mange menneskeofringer, som var en del af offergaven til guderne. I det første tilfælde er der tale om i alt 99 mennesker samt lige så mange heste, hunde og - som erstatning for falke - haner, der må lade livet for at sikre den afdøde et godt liv efter døden. I det andet en trælkvinde, som må følge sin herre ind i graven med samme begrundelse.

Carsten Lyndrup Madsen er en meget omtænksom læser af disse kilder. Det betyder, at man ikke blot bliver præsenteret for de enkelte tekster, overalt med omhyggelige kildehenvisninger, så man selv kan slå efter, men også hele tiden oplever, at oplysninger bliver korrigeret for de enkelte fortælleres antipatier og sympatier. Fremstillingen bliver så nøgtern og sagssvarende som muligt, hvilket er en meget væsentlig kvalitet ikke mindst i det tredje afsnit, hvor de to religioner kæmper indædt om herredømmet.

Carsten Lyngdrup Madsen har skrevet en meget vigtig bog, fordi den med lige dele indlevelse og saglighed kaster et lys over så vel fællestræk som forskelligheder de to religioner imellem.

Det bliver under læsningen gjort let at forstå, hvorfor det var så svært for de gamle nordboere at tilslutte sig den nye tro. For dem var det en uhyre mental omvæltning at skulle afstå fra tanken om hæder og eftermæle og den dertil hørende hævnpligt som tilværelsens grundværdier.

Dertil kom trygheden ved at have flere guder, så at der var én til ethvert formål, samt en skæbnetro, der nok gjorde det lettere at leve i et samfund, hvor livsomstændighederne var hårde og volden udbredt, og risikoen for en brat død i ung alder var overhængende. Dertil kom en udbredt uvilje mod at lade sig tvangskristne ofte med overordentlig voldelige midler.

For de kristne fyrster holdt sig på ingen måde tilbage. Mordbrand og nedslagtning var ikke noget særsyn, når det gjaldt om at kristne modvillige tilhængere af den gamle tro. Ganske vist forkyndte man den ene almægtige skabergud og hans søn, Hvide Krist, der ikke ønskede hævn, men tilgav syndere og var mild og god mod de svage, men det, der virkelig havde overbevisningens kraft, var helt åbenbart, at hans mænd for eksempel kunne bære jernbyrd og dermed viste sig stærkere end de gamle guder, der ofte viste sig fulde af rotter og andet kryb, når de blev hevet ned af deres støtter. Men at sammenstødet var voldeligt, og at processen tog vældig lang tid, det er der ingen tvivl om.

Om ”Nordboernes gamle religion” er der derfor kun at tilføje, at den er en forfatterbedrift og en læserfryd og fornøjelse fra den ene ende til den anden af sine i alt mere end 550 sider.

kultur@k.dk