En guldgrube for prædikanter

Sognepræst Gudmund Rask Pedersen lever op til sit fornavn og tager både Gud og guld i mund i en vellykket prædikensamling

Gudmund Rask Pedersen er ikke blot imponerende belæst. Han står på et meget bredt og alsidigt litterært fundament, skriver Doris Ottesen. -
Gudmund Rask Pedersen er ikke blot imponerende belæst. Han står på et meget bredt og alsidigt litterært fundament, skriver Doris Ottesen. - . Foto: Lars Aarø.

”Hver morgen i min skål/ en nåde uden mål/ til mig nedflyder”. Dette Kingo-citat står som en slags motto på første side af sognepræst Gudmund Rask Pedersens bog ”Noget om nåde. Litteratur og kristendom”. Og intet salmecitat kunne være mere velvalgt til denne bog end netop disse linjer fra ”Nu rinder solen op af østerlide”, en af salmebogens perler.

For det er, hvad det drejer sig om: Nåde og ny begyndelse. Gudmund Rask Pedersen kalder sin indledning ”Præludium - noget om nåde”. I dette afsnit gøres der kort, klart og gedigent rede for de vekslende opfattelser af begrebet nåde op gennem kristendommens historie. Dermed gives det teologiske perspektiv, der er så vigtig for en bog af netop denne karakter. Gudmund Rask Pedersen skriver i sit forord, at hans ærinde med bogen er: ”At, så at sige, finde nåde. Finde billeder af nåden i det erfarede liv i al dets modsætningsfylde såvel som i evangeliet til mulig opbyggelse. Eller, lettere oversat: Til livsmod”.

Og det ærinde bliver udført godt og grundigt. Ja, man fristes til at sige fremragende.

Gudmund Rask Pedersen fortæller selv, at bogens kapitler består af de (til lejligheden bearbejdede) prædikener, han som sognepræst i Vær og Nebel Sogne har holdt gennem det sidste årti. Alle prædikener er holdt ud fra det grundtvigske ”menneske først, og kristen så”, og for at anskueliggøre det har prædikanten og forfatteren vendt rundt på den sædvanlige rækkefølge, som vi kender den fra prædikestolen. Her i bogen får vi først en velciteret gennemgang af en roman eller i sjældnere tilfælde et teaterstykke eller en film. Dernæst følger Gudmund Rask Pedersens refleksion eller prædiken over det fortalte med inddragelse af en nytestamentlig tekst. Denne tekst følger derpå som sidste punkt.

Om denne fremgangsmåde rent faktisk fremmer forståelsen er svært at afgøre, men hvad der til gengæld er hævet over enhver tvivl er, at Rask Pedersen er såvel en fremragende prædikant som en lige så fremragende litteraturfortolker. For ikke et øjeblik føler man sig i litteraturgennemgangen i citatvalg, genfortælling eller analyse omklamret af den præstesyge, der kan få næsten alting til at handle om alting. Teksterne får lov til at tale frit, de bliver ikke gradbøjet til lejligheden, og det er ikke blot de, altså teksterne og deres forfattere, men også vi, tilhørerne og læserne, alle bedst tjent med.

Men Gudmund Rask Pedersen er ikke blot imponerende belæst. Han står på et meget bredt og alsidigt litterært fundament, både når det gælder tider og steder. Der citeres fra ikke mindre end 40 romaner.

Det er en ren fryd og fornøjelse. Bogen må være en guldgrube for alle dem, der hver søndag skal have noget livsnært og livgivende til deres kirkegængere med op på prædikestolen. Gudmund Rask Pedersen lever op til sit fornavn. Han forkynder evangeliet til glæde, befrielse og ny begyndelse, og han vil, at det skal kunne høres og mærkes iblandt os, at Gud blev menneske i Kristus.

Med hans egne ord: ”Med Kristus går Guds vej fra himlen til jorden. Og med ham, med Kristus, går vores vej fra jorden til himlen. Det ender ikke i jorden og mørket. Det ender der, hvor alting begynder. Alting ender, med Kristus, med kærligheden, godt, fordi det ender med ny begyndelse. Som vi, når lettelsen og opløftelsen som ved et under indfinder sig i vore sind, kan mærke det en forårsdag, hvor alting springer ud.”

kultur@k.dk