En guldrandet operaforestilling i den gyldne stad

At besøge Nationalteatret i Prag er en ganske særlig oplevelse, når Dvoráks ”Rusalka” står på programmet

Narodni Divadlo (Nationalteatret) i Prag.
Narodni Divadlo (Nationalteatret) i Prag. Foto: George Vogiatzis/Unsplash.

Danskerne valfarter i højere grad end noget andet nordisk folk til den gyldne stad, som er et af Prags mange kælenavne. Den tjekkiske hovedstad har da også righoldige oplevelser at byde på, og Narodni Divadlo (Nationalteatret), opført i begyndelsen af 1880’erne, er så afgjort en af dem. Det var her, Antonin Dvorák (1841-1904) fik sin mest vellykkede opera uropført i slutningen af sin omtumlede og glorværdige karriere. Og er man så heldig at få billet til en af de aftener, hvor den tjekkiske nationalkomponists ”Rusalka” spilles, kan det blive prikken over i’et under et Prag-ophold.

Sandsynligheden herfor er absolut til stede, for ”Rusalka” har siden sin førsteopførelse i 1901 gået over scenen langt over tusind gange og er dermed en tjekkisk parallel til Det Kongelige Teaters mest opførte klassiker, Johan Ludvig Heibergs nationale festspil ”Elverhøj” fra 1828. ”Rusalka”, der blev den næstsidste af Dvoráks ti operaer, har en klar forbindelse til et andet markant stykke dansk litteratur, nemlig H.C. Andersens ”Den lille havfrue”, hvis begyndelse jo udspiller sig langt ude på havet, hvor dybden er så stor, at ”mange Kirketaarne måtte stilles ovenpaa hinanden for at række fra Bunden op over Vandet”.

I sommeren 1900 var Dvorák ikke alene optaget af dette dragende eventyr, men også af en fortælling med titlen ”Undine”, skrevet i 1811 af den tyske forfatter Friedrich de la Motte Fouqué, og en række andre værker med samme tema, der også gjorde sig gældende i den tids malerkunst. Han besluttede derfor at komponere en opera med et tjekkisk sidestykke hertil, nemlig beretningen om havnymfen Rusalka.

Dvorák havde fået forbindelse til en yngre forfatter ved navn Jaroslav Krapil (1868-1940), som han satte til at skrive librettoen. Den blev ikke ligefrem noget litterært mesterværk, men Krapils ungdom og uerfarenhed gjorde det nemt for Dvorák at trumfe sine idéer igennem. Det er langtfra første gang i musikhistorien, at en komponist har holdt sin librettist i kort snor. Og sagt i al korthed indebar det, at musikken i ”Rusalka” er mere uligevægtig end det noget famlende handlingsforløb, som Krapil havde strikket sammen, men det hjælper selvfølgelig på forståelsen, hvis man kan sin H.C. Andersen.

Richard Wagner, der sammen med Giuseppe Verdi står som den mest betydningsfulde operakomponist i det 19. århundrede (de er begge født i 1813), kastede lange skygger efter sin død i 1883, og mange komponister stjal med arme og ben fra hans tonesprog.

At også Dvorák var stærkt påvirket af ham, går op for en umiddelbart efter den uhyre stemningsfulde ouverture. For nu erobrer tre vandnymfer syngende og dansende scenen – denne indledning er tydeligvis inspireret af åbningsscenen i Wagners opera ”Rhinguldet”, den første af de fire operaer, der udgør kæmpeværket ”Nibelungens Ring”, men tonesproget er helt og holdent Dvoráks eget.

I Nationalteatrets iscenesættelse ved Jiri Herman hører man tydeligt vandets rislen ude fra kulisserne og over den vældige sceneåbning, mens sælsomme røgmønstre skal illudere bølgernes vuggende bevægelser.

Man kan også i ”Rusalka” komme ud for opdaterede versioner, hvor handlingen udspiller sig i nutidsmiljøer med moderne designermøbler, og hvor der tilsyneladende ikke er så meget som en vanddråbe, men den slags påhit udsætter Nationalteatret ikke sit traditionsbevidste publikum for. I stedet er scenebilledet i første akt domineret af dansende nymfer (den hvide prins ikke at forglemme!) – og dét i en grad, så man efterhånden kommer til at tænke på, om man mon har fået billet til en balletforestilling.

Tilskuerens opmærksomhed er tidligt blevet rettet mod en yndig skikkelse med meterlangt rødt hår: Rusalka. Man forstår hurtigt, at hun drages mod prinsen, og man behøver ikke skele til de engelske overtekster for at indse, at hun betror Søkongen, en slags faderskikkelse for hende og en vigtig figur i hele handlingsforløbet, at hun længes efter at blive menneske. Snart kommer operaens musikalske højdepunkt, ”Sangen til månen”, her foredraget med ynde af sopranen Dana Buserosva, der ganske vist ikke længere er nogen vårhare, men med sin smidighed, både i bevægelser og stemmeføring, er overbevisende som Dvoráks lille havfrue. Man bliver dog i denne opførelse snydt for at se en måne hænge over scenebilledet, men accepterer det, for i stedet omkranser nogle smukke åkander Buserovas vokale udfoldelser, og sjældent har harpeklangene og violinerne fra orkestergraven haft en så magisk virkning som under den prisbelønnede dirigent Zdenék Müllers taktstok.

I de sidste to akter bevæger vi os fra vand til land, Rusalka har fået menneskeskikkelse, og væk er den røde hårpragt. Væk er også stemningen fra skovsøen, men musikken gør stadigvæk sin virkning, og kender man noget til Dvoraks ni symfonier, kan man nikke genkendende til hans herlige melodik og den særlige farvning, hans brug af blæserne, ikke mindst engelskhornet, giver orkesterbilledet.

”Rusalka” bliver i denne bygning, der med føje kan sammenlignes med Gamle Scene i København, oplevet i den rette guldrandede ramme. Man forstår, at tjekkerne har et særligt forhold til denne opera, og man undrer sig over, at den tilsyneladende først fik sin opførelse i Danmark i marts 2008. Dengang optrådte Gitta-Maria Sjöberg i titelpartiet og foredrog ”Sangen til månen” fra toppen af en tremetervippe.