En gylden frugt i Thøger Larsens turban

Smuk bog om digteren Thøger Larsens forhold til Sydeuropa udkommer i forbindelse med en Thøger Larsen- inspireret udstilling på Lemvig Museum af fotograf Kirsten Klein og billedkunstner Steen Folmer Jensen

Store dele af kysten i denne del af Italien er fredet af Unesco på grund af naturens skønhed. Her ses udsigten fra en af klostercellerne på refugiet San Cataldo ud over Salernobugten en tidlig morgen.
Store dele af kysten i denne del af Italien er fredet af Unesco på grund af naturens skønhed. Her ses udsigten fra en af klostercellerne på refugiet San Cataldo ud over Salernobugten en tidlig morgen. . Foto: Fra bogen ”Trækfuglevej”.

Digteren Thøger Larsen (1875-1928) drømte i mange år om at komme til ”Solens Lande”. Og i 1925 lykkedes det endelig. En rejse til Italien blev økonomisk mulig takket være en pengegave på 6500 kroner – svarende til omkring 200.000 kroner i dag – indsamlet blandt venner og læsere. Anledningen til initiativet var digterens 50-årsfødselsdag.

Sammen med sin hustru, Thyra Larsen, ankom Thøger Larsen den 8. oktober til San Cataldo ved byen Scala nær Ravello ved Amalfikysten, et kloster, der året forinden var blevet indviet som et studiehjem og refugium for danske videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Parret havde taget sig god tid på rejsen mod Syditalien – med afgang fra hjembyen Lemvig allerede den 1. oktober. Undervejs blev der gjort flere ophold. For Thøger Larsen ville opleve noget også på rejsen.

Hans betydningsfulde møde med Italien er inspirationen for en udstilling med fotografen Kirsten Klein og billedkunstneren Steen Folmer Jensen, ”Trækfuglevej”, der vises på Lemvig Museum til den 20. oktober.

I forbindelse med udstillingen har Lemvig Museum udsendt en smuk bog ved Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen, ”Trækfuglevej. I Thøger Larsens spor”, der ud over Kleins fotos og Jensens skitser indeholder digte af Larsen – samt et enkelt af Knud Sørensen – en kronik af digteren samt en informativ baggrundsartikel af museumsformidler Lars Mathiesen. Bogen er beskeden af omfang, men har alligevel så meget at byde på, at den fortjener opmærksomhed for sin egen skyld, både på grund af billederne og teksterne.

Museumsleder Mette Lund Andersen fremhæver i forordet fællestræk mellem Thøger Larsen og de to deltagende kunstnere, der ligesom digteren er inspireret af det nordvestjyske fjordlandskab. En fælles optagethed af historien, myterne samt naturens påvirkning af mennesker og kultur gør sig ligeledes gældende.

Kirsten Klein og Steen Folmer Jensen – der to gange har boet og arbejdet på San Cataldo – bringer på hver sin måde intense nærbilleder fra Italien af natur, byer, arkitektur samt enkelte personer.

Et af Kirsten Kleins fotos virker som en kommentar til en bemærkning af Thøger Larsen om rejseeventyret:

”Der var falden en gylden Frugt i min Turban, endelig.”

 Store dele af kysten i denne del af Italien er fredet af Unesco på grund af naturens skønhed. Her ses udsigten fra en af klostercellerne på refugiet San Cataldo ud over Salernobugten en tidlig morgen. –
Store dele af kysten i denne del af Italien er fredet af Unesco på grund af naturens skønhed. Her ses udsigten fra en af klostercellerne på refugiet San Cataldo ud over Salernobugten en tidlig morgen. – Foto: Kirsten Klein/ fra udstillingen

Denne gyldne frugt fremtræder på fotografiet som en citron, der fylder billedets forgrund. Bagved – som i citronens gule skær – anes et italiensk landskab. Når man betragter fotografiet, føler man, at man ser direkte ind i Thøgers Larsens taknemmelighed over at være i det sydens lys, til hvis glæde ligeledes Knud Sørensen hengiver sig i det finurlige digt ”Morgen på San Cataldo”.

Thøger og Thyra Larsen opholdt sig på San Cataldo i tre måneder og rejste så videre til Sicilien, men vendte tilbage til San Cataldo og blev der denne gang i knap en måned. Opholdet blev gentaget i 1927. Syden satte sig spor i Larsens digtning. I 1927 udkom samlingen ”Trækfuglevej” med digte og noveller blandt andet fra Italien. Oplevelserne derfra er til stede også i romanen ”Frejas Rok”, der blev færdiggjort ved samme tid.

”Trækfuglevej” er en bog skabt på Thøger Larsens lykke over at være i et af solens lande. Hans ven Carl Aaberg fortæller i et tilbageblik:

”I øvrigt var han en vidunderlig rejsefælle. Kundskabsrig som han var og fuld af livsglæde og glæden over de vekslende naturindtryk. Hertil kom et andet forhold. Hjemme stod han i afholdsforening og var ’Total’. Det var en reaktion på en fugtig ungdomsperiode, og han overholdt sit løfte eksemplarisk. Men uden for Danmarks grænse følte han sig løst fra det. Holdbarheden af denne teori drøftede vi aldrig”.

Thøger Larsen med sin hustru Thyra (tv.) på San Cataldo i det sydvestlige Italien 1925-1926. De opholdt sig på kunstnerrefugiet i to omgange. –
Thøger Larsen med sin hustru Thyra (tv.) på San Cataldo i det sydvestlige Italien 1925-1926. De opholdt sig på kunstnerrefugiet i to omgange. – Foto: Fra bogen ”Trækfuglevej”