En gylden glæde til nye læsere

Bibelstærke læsere vil nok undre sig, men den nye oversættelse er vellykket og veloplagt

Helt grundlæggende og uden omsvøb må det slås fast, at der med den nye bibeloversættelse er tale om et meget veloplagt og i alt væsentligt meget vellykket arbejde. Bogen er stor og uhåndterlig, som den jo må være, men designet er usædvanligt vellykket.

Bogen præsenterer sig smukt med alle overskrifter og indledende tekster i gyldent tryk. Hele indtrykket er indbydende og giver lyst til teksten. Dertil kommer, at der er gjort usædvanligt meget ud af den pædagogiske side af sagen. Især overskrifterne og indledningerne til hvert enkelt skrift er en velkommen fornyelse. Dertil kommer overskrifterne til de enkelte kapitler. Det er også godt, at man har opgivet såvel den tospaltede opdeling af siderne samt de mange parallelhenvisninger. Dertil kommer en fin oversigt over de meste populære skriftsteder som for eksempel Adam og Eva, Den gyldne regel og Fadervor. Yderligere skal nævnes en række forslag til, hvordan – det vil sige med hvilket fokus – man kan orientere sin bibellæsning. Alt sammen godt og vel gjort.

Men med alle disse velbetænkte og veludførte pædagogiske tiltag afsløres det store dilemma, enhver ny oversættelse af de gamle bibeltekster uvægerlig vil løbe ind i. For det store spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis: Hvem er det, man oversætter til? Hvilket formål er det, man frem for alt ønsker, den nye bibel skal udfylde? Er det den enkeltes personlige bibellæsning? Er det som undervisningsredskab i konfirmandundervisningen, eller er det som oplæsningstekst i gudstjenestelig sammenhæng, altså som liturgisk tekst?

Hvis man, som det er tilfældet her, satser så konsekvent på at præsentere en tekst, der er læselig også for den, der er helt uden forudsætninger, må det naturligvis gå ud over genkendeligheden for den, der i forvejen – måske gennem et langt liv – har et nært og dyrebart forhold til teksten. For den fortrolige bibellæser vil der være mange steder, der må føles som helligbrøde. Det kan ikke være anderledes.

De mange forklarende indskud og en langt friere oversættelse, end vi tidligere har oplevet, vil støde an. Men når det huskes, at kristendommen jo netop ikke er en bogreligion, hvor det handler om at være bogstavtro, men en bevægelse, hvor det handler om at formidle ordenes ånd, at forkynde kristentro, i et forståeligt og tidssvarende sprog, ja, så er der ingen anden udvej. Teksten må følge med tiden, også selvom mange elskede citater og talemåder derved vil blive hjemløse og efterhånden forsvinde ud af dagligsproget.

Nogle eksempler vil tydeliggøre de uundgåelige dilemmaer, især når der er tale om de kernesteder, der for mange mennesker stadig er en del af deres paratviden og livsfundament. Som nu for eksempel Fadervor (Matt. 6, 9-13). Selvfølgelig skal man forsøge sig med et andet og mere tidssvarende ordvalg, men selvom ”lad dit kongerige blive til virkelighed” er en klar forbedring af det sprogligt helt mislykkede ”helliget blive dit navn”, så er der alligevel lang vej igen, før en sådan folkeligt integreret bøn vil blive hvermands udenads-eje.

Lidt bedre går det med den aronitiske velsignelse (4. Mos. 6, 24-26.), som i sin nye sprogdragt lyder sådan: ”Må Gud velsigne dig og passe på dig. Må Gud se dig og holde hånden under dig. Må Gud glæde sig over dig og give dig fred.”

På en måde er her den gamle oversættelses problem med ”mod” i stedet for ”på”, der siden har skilt vandene, gentaget. I den nye oversættelse er det ikke et forståelsesproblem på grund af uklar sprogbrug, der gør sig gældende, men derimod to lige gode billeder, der støder sammen: Hedder det ”holde hånden under” eller ”holde hånden over”?

En anden kær kirkelig tekst, der sikkert vil få mange knubbede ord med på vejen, er saligprisningerne, hvor ordet ”salig” konsekvent er erstattet med ”heldig”. Man kan med rette stille det spørgsmål, om det er muligt at nedskrive begrebet salighed til et spørgsmål om held?

Nu har disse nytestamentlige tekster allerede været til fri afbenyttelse i en hel del år, så det må formodes, at interessen netop nu især vil samle sig om de gammeltestamentlige tekster, og her er vitterlig meget godt at sige i forhold til den oversættelse, den ønsker at erstatte. Som når der i skabelsesberetninger (1. Mos. 1, 28) i stedet for ”underlægge og herske” nu står ” tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden”.

Der er kun grund til at ønske Bibelselskabet tillykke med denne bedrift.