Erling Jepsen har i humorens og groteskens form skildret, hvordan familielivet bliver et helvede. I romaner som "Kunsten at græde i kor" og "Med venlig deltagelse" kan man grine, græde og gyse over de forfærdelige familieforhold, når fædre viser børnene deres hårdtslående og krævende kærlighed.
LÆS OGSÅ: At filme en ufilmelig roman
Slet går det også til i hans nye familieroman, "Hovedløs sommer". Her er der tale om endnu en dysfunktionel familie. Far og mor er separeret, og mor og Emilie på 14 og Jacob på 8 flytter ind i et gammelt hus uden for København. Her sker der ting og sager helt ud over det normale, da en tidligere beboer, den 22 årige Anders, dukker op og agerer gartner i haven. På djævelsk vis laver han intriger i familien, da både mor og datter bliver erotisk tiltrukket af ham og bliver en slags rivaler.
Faktisk er Anders meget mærkelig og dukker op de besynderligste steder. Det viser sig, at han lever en dobbelttilværelse, hvor han helt konkret har en hemmelig underjordisk og en åbenbar jordisk verden. Også han har en problematisk familie. Mor og far er – tilsyneladende – druknet ved en ulykke, men han kan ikke slippe tanken om dem. Mor var psykolog, og far var psykiater, og så må alle faresignaler selvfølgelig blinke, for kan et barn blive andet end tosset af det?
Hvad han præcis har gang i, kan ikke afsløres her, da det vil tage pusten helt ud af romanen. Den lægger op til både gru og grin, men især gruen bliver ikke rigtig til noget. Over de første hundrede sider snegler handlingen sig af sted, og der antydes og antydes og lægges i ovnen til det store brag. Det kan selvfølgelig have den effekt, at gyset bliver desto større, når afsløringerne begynder at indfinde sig, men det sker nu ikke rigtig.
Romanen er hverken særlig spændende eller særlig sjov. Den er til gengæld meget interessant. Beretningen er lagt i munden på den unge Emilie. Det er fra hendes synsvinkel, det hele ses, men dog næppe med hendes ord, der fortælles. Dertil er hun lige et nummer for gammelklog. Det er dog også en pointe. For der er byttet om på rollerne i denne roman. De voksne opfører sig på grotesk vis som pattebørn og umulige teenagere. De voksne taler om ansvar, men løber fra det og drikker sig fra det, mens børnene så til gengæld tvinges til at tage det. Teenageren Emilie må tage affære, når hendes mor, ansat i et kvindeforskningscenter (!), skejer ud. Og kan de voksne ikke finde ud af at tage hånd om problemerne, så tager lillebror motorsaven i anvendelse, så blodet flyder.
I karikaturens form har Jepsen fat i en lang ende, når han udstiller de voksne, som ikke vil være det, men sender sorteper videre til deres børn. Han fanger her en tidstypisk tendens, men er dog også ved at trække tænderne ud af sin kritik, når man bare kan henvise til, at det er forskruede kvindesagskvinder og vanvittige psykologer, der skaber konflikter. Det bliver for let at affeje de problemer, der vitterlig er i mange børnefamilier.
Jepsen forbliver i den lette satiriske ende og når ikke den dybe eller overraskende analyse af forholdene i en moderne, "oplyst" familie. Med sin synsvinkel formår han dog i det små at få sat aktuelle problemer på dagsordenen og få fortalt en opbyggelig historie om et ungt menneske, der får lært at sige stop til forældrene, hvad forældrene sådan set godt kunne lære noget af. Men som den dæmoniske Anders siger, så er forældreopdragelse ikke så let. Det viser romanen også med al ønskelig tydelighed – både over og under jorden.
Det er godt nok, at verden ses fra de unges side. Det kaster et tiltrængt kritisk lys over de voksnes forskruede verden og selvopfattelse. Flere forfattere har da også gjort det på det seneste. Jakob Ejersbo gjorde det med bravur i sin Afrika-trilogi. Peter Høeg gjorde det med "Elefantpassernes børn". Det er bøger om unge, men ikke ungdomsbøger – selvom unge da godt kan læse med.
Teenagerne får således ordet i disse års danske litteratur, hvor der er byttet om på rollerne mellem børn og voksne. Den alvorlige Ejersbo er indtil nu sluppet bedst fra det, mens de humoristiske anslag hos både Høeg og Jepsen endnu kun er – anslag. Jeg savner endnu det forløsende grin, der kan få loftet til at lette og bevidstheden til at sprække og gå ud af sit gode skind. Den store familieroman, der kærlig og kritisk, spændende og sjov kan fange flere generationer, har vi stadig til gode.
Erling Jepsen: Hovedløs sommer. 250 sider. 249 kroner. People'sPress. Udkommer i dag.